Hvorfor har katte aflange pupiller?

Nærbillede af kats aflange pupiller
© Shutterstock

Pupillen er en åbning, hvis funktion er at justere mængden af lys, der skal lukkes ind gennem linsen og ramme nethinden bag i øjet. I skarpt lys lukker pupillen således næsten helt, så øjet ikke beskadiges af lyset, og i mørke åbnes den mest muligt, så den smule lys, der måtte være, kan registreres af de lysfølsomme celler. Hos huskatten, der er en nattejæger, er pupillen lodret spalteformet, hvilket den har fælles med mange andre dyr, som er aktive om natten. Spalteformede pupiller fungerer som to gardiner, der ved hjælp af lukkemuskler bliver trukket for eller fra, alt efter hvor meget lys der skal lukkes ind. I dagslys vil de næsten være helt trukket for, så der kun er en smal spalte, som lyset kan passere, mens de i mørke vil være trukket så meget fra, at de faktisk kommer til at se runde ud. Det vides ikke med sikkerhed, hvorfor specielt natteaktive dyr har spalteformede pupiller. Nogle biologer mener, at de giver øjnene en større kamouflagevirkning, mens andre hælder til, at de gør øjnene bedre til at fokusere. Fornylig er to svenske biologer fra Lunds universitet kommet med endnu et bud på, hvorfor spalteformede pupiller egner sig godt til natdyr. Biologerne undersøgte øjnene hos en lang række forskellige dyr, og de fandt ud af, at næsten alle dyr med spalteformede pupiller tillige er udstyret med en særlig multifokuserbar linse i øjet. Linsen er opdelt i flere zoner, som hver især er optimereret til at kunne opfange lys af en bestemt bølgelængde. Multifokuseringslinsen giver de nataktive dyr et langt bedre farvesyn i tusmørke, end dyr med almindelige linser har. Multifokuseringslinsens zoner ligger som koncentriske ringe ud fra dens centrum, og derfor giver den spalteformede pupil god mening. I dagslyset lukker en aflang, spalteformet pupil lys ind til alle fokuseringszonerne på linsen, og dermed er dyret også sikret et godt farvesyn om dagen – det ville en rund pupil ikke give.