Hvorfor lægger hunde hovedet på skrå?
Når hundes opmærksomhed er skærpet, lægger de hovedet på skrå. Hvorfor?

Hunde nedstammer fra ulve, der er et af de mest sociale pattedyr på kloden. For at en ulveflok kan fungere harmonisk, har ulvene udviklet et rigt repertoire af kommunikationssignaler, så medlemmerne kan aflæse hinandens humør og hensigter. Det betyder dermed meget, hvordan en ulv bevæger halen, hovedet, ørerne og mundvigene. Hunde har arvet mange af ulvenes signaler, og når en hund lægger hovedet på skrå, er det ofte fordi den er blevet opmærksom på noget. I en flok kan det være en fordel, hvis andre kan se, at et flokmedlem er opmærksom på fx en fare. Hos hunde kan et skråtstillet hoved dog også betyde leg på samme måde som en viftende hale. Og hunden kan også lægge hovedet på skrå som et charmetrick, fordi den har opdaget, at det udløser en godbid. Der er endda eksempler på hunde, der vender mundvigene op i et slags smil, fordi ejerne så belønner dem.