Hvorfor lyser dyrs øjne på billeder taget i mørke?

Det ser uhyggeligt ud, hvis man fotograferer sin kat i mørke eller lyser med en kraftig lygte ud i junglen. Men hvad er det, der får dyrenes øjne til at give genskin?

En lyskegle eller en kamerablitz rettet mod savannens mørke kan afsløre, om en løveflok er i nærheden.

© M. DOHRN/NATURE PICTURE LIBRARY

Når kattes og andre dyrs øjne lyser i mørket, skyldes det et særligt lag i dyrenes øjne kaldet tapetum lucidum.

Laget findes på bagsiden af den lysfølsomme nethinde og reflekterer det lys, der ryger igennem nethinden. På den måde kan de lysfølsomme celler i øjet udnytte lyset en ekstra gang.

Refleksionen øger øjnenes lysfølsomhed betragteligt – hos katte med omkring 50 procent – og er derfor til særlig stor nytte for nataktive dyr.

Især kattedyr har det reflekterende lag i øjnene, men det findes hos en række forskellige arter – dog ikke mennesker eller andre primater.

De røde øjne, vi nogle gange får på fotografier, skyldes refleksioner fra selve nethinden.

Her stammer den røde farve fra de mange blodårer, der forsyner øjet med ilt og næringsstoffer.

Lysende øjne lokker byttet nærmere

Et reflekterende lag kaldet tapetum lucidum bag nethinden får dyrenes øjne til at lyse op.

© ANDREW MEYERSON

Enkelte dyr har dog et rødt tapetum lucidum, bl.a. er røde øjne ret udbredte blandt nataktive fugle, og hos enkelte arter lyser øjnene endda med hver sin farve.

Hos fisk kan genskæret være så kraftigt, at forskerne mener, dyrene bruger det som lygter til at finde deres bytte eller lokke det nærmere.

Kun hvirveldyr er udstyret med tapetum lucidum, men tilsvarende former for lysforstærkende strukturer findes i øjnene hos fx natsværmere.

Her sørger en nanofilm over øjnene dog for, at lyset ikke reflekteres og afslører insektet for rovdyr.

Reflekterende lag giver øjnene farve

Bagest i øjet sidder hos en række dyrearter det reflekterende lag tapetum lucidum, som giver genskin.