Katte spinder som kommunikation, både med mennesker og med andre katte. Den mest velkendte situation er, når de bliver kløet et sted, de nyder.
Katte spinder også, når de for eksempel bliver vasket af en anden kat. Og spindelyden høres hyppigt i forbindelse med fodring – formentlig et levn fra kattens første levedage, hvor moren finder killingerne ved hjælp af spindelyden og lader dem die.
I alle disse situationer er beskeden den samme: Bliv ved med det, du gør!
Spindelyden kommer fra struben
Kattens spinden opstår, når muskler i strubehovedet, der svarer til vores stemmebånd, trækker sig sammen og slapper af i hurtige intervaller, så de står og vibrerer indad og udad.
Når katten så trækker vejret, løber luften forbi de vibrerende muskler. Vibrationerne sætter luften i svingninger og skaber de lydbølger, vi kender som den brummende spindelyd.
Spindelyden optræder ikke kun, når en kat er veltilpas, men også i helt anderledes situationer – eksempelvis når katten er nervøs, frygtsom eller stresset, efter at en hund har jagtet den.
En teori om spinderiet er, at det kan virke beroligende for katte.
Spinderi kan måske hele
Kattenes spinden i forbindelse med stressede situationer fik i 2001 dyrelydsforskeren Elizabeth von Muggenthaler til at overveje, om katte ligefrem kan hele sig selv ved at spinde.
Hun undersøgte 44 katte, geparder, pumaer og andre kattedyr og fandt ud af, at frekvenserne i spindelydene stemmer overens med frekvenserne, som findes i lyde og vibrationer, der blandt andet bliver brugt til at lindre muskelsmerter og fremme knoglevækst hos mennesker.