Drøvtygning er nok den mest effektive og specialiserede fordøjelsesmetode, der er udviklet hos dyrene. Den findes hos et meget stort antal hovdyr, bl.a. okser, hjorte, giraffer, får og geder, men er også udviklet hos fx kænguruer og dovendyr. Da pattedyr ikke selv har enzymer, som kan nedbryde planteføden, benytter dyrene sig i stedet af bakterier, som kan nedbryde planterne i en gæringsproces.
Bakterierne skaffer dyrene sig ved at spise jord. Ved drøvtygning sker forgæringen forrest i fordøjelsessystemet. Føden fra spiserøret ryger lige ned i koens vom, som er den første af fire maver, føden skal passere, før den sendes videre ud i tyndtarmen. Når bakterierne i vommen har givet føden den rette konsistens, flyder den over i næste mavekammer, hvor den æltes og danner en fødebolle.
Herefter gylper koen bollen op i munden, hvor den gennemtygges og blandes med spytenzymer. Det er denne ekstra bearbejdning af føden, der kaldes at tygge drøv. Når koen har tygget færdig, synker fødebollen ned i den tredje mave, som ælter videre på bollen. Herfra sendes den næsten nedbrudte føde over i den fjerde og egentlige mave, løben, der indeholder syre, som slår bakterier ihjel, så koen både undgår sygdomme og samtidig får udnyttet det protein, som bakterierne har opbygget under deres vækst.
Hesten har et helt andet fordøjelsessystem, hvor gæringen sker bagest i systemet, i tyktarmen og i store blindtarme. Denne metode er mindre effektiv til at udnytte føden, men til gengæld er den dobbelt så hurtig. Denne forskel betyder, at hesten og koen kan indtage forskellige økologiske nicher. Heste har således en fordel, når føden har lav kvalitet og er fiberholdig, mens koen trives, hvor føden er af høj kvalitet og uden fyldstoffer.