Køkken, kælder, stue, soveværelse, badeværelse. Du er aldrig alene. I hvert eneste rum i dit hjem bor der også andre levende væsner.
Forskere fra USA satte sig for at gennemsøge 50 huse for at finde ud af, hvem vi bor med. Og de fandt mere end 10.000 kryb i alt fra badeværelse til køkken og soveværelse.
Smådyrene stortrives i de lune huse, hvor der både er føde, fugt og masse af gennemsteder.
Boglusen: Litteratens værste ven

Boglusen kan stort set findes i alle hjem. Den er lille og bider ikke mennesker, men til gengæld bider den i alt andet – fx bogbind, ris og korn.
Ligesom sin blodsugende fætter hovedlusen, er boglusen udstyret med yderst kraftige og effektive munddele, som de kan fortære det meste med.
Dens bagben er stærke, og den bruger dem til at hoppe mellem sine jagtmarker – fx bøger.
- Størrelse: 1 mm.
- Levested: Bøger og madvarer
- Yndlingsføde: Mel og papir
- Bekæmpelsesmetode: Fugtreduktion og rengøring
Borebillen: Gennemhuller dine stole

Gamle møbler, du fx har købt på et loppemarked, fungerer ofte som en trojansk hest for dette lille skadedyr. Når først de har skaffet sig adgang til dit hjem, går de i ro og mag i gang med at æde dit møblement. Også de nye dyre designermøbler.
Du kan spotte borebillen ved det såkaldte boremel, der drysser ud fra møblerne, når larverne er i gang med at gnave dybt ind i fx dit stuebord.
Billerne tiltrækkes af fugtige steder, så de har fået det sværere i nutidens velisolerede og tørre hjem.
- Størrelse: 4-8 mm.
- Levested: Træ
- Yndlingsføde: Træ og papir
- Bekæmpelsesmetode: Træbeskyttelse og opvarmning til 55 grader
Tæppebillen: Gnasker spildt mad i sig

Nede i tæppets lange hår gemmer der sig en hel hær af små tæppebiller – også kaldet klannere. De bor i de fleste hjem og er glade for at æde tæpper, tøj og møbelstof.
Men som en anden skraldemand spiser de også døde insekter, spildt mad og endda afklippede tånegle, hvis du skulle have glemt sådan en i sofaen.
- Størrelse: 3 mm.
- Levested: Tæpper og betræk
- Yndlingsføde: Læder, uld, silke og fjer
- Bekæmpelsesmetode: Støvsugning, rengøring og insektspray
Møllet: En flaksende tøjspiser

En genstridig og – for nogle – tilbagevendende pestilens. Når du ser møllet er det allerede for sent, for den egentlige skurk er møllets larver.
Udvoksede møl er for længst færdige med at lege buffet i dit klædeskab. Nu er de kun på jagt efter en mage, så de kan lægge æg i dit tøjskab.
Skabet er et perfekt barndomshjem for larverne, der elsker tekstiler og bruger fibre fra tøjet til at spinde en puppe.
- Størrelse: 6 mm.
- Levested: Klædeskabet
- Yndlingsføde: Tekstiler og pels
- Bekæmpelsesmetode: Tøjrensning og insektmidler
Sølvfisken: Badeværelsets ubestridte konge

Det lille glitrende væsen elsker fugtige steder, og derfor vil du oftest se sølvfisken på fugtige lokaliteter som badeværelser og kælderrum.
Her vrikker de sig om natten frem fra deres gemmesteder i sprækker og åbninger i hjemmet.
De er langt fra kræsne og spiser stort set alt organisk materiale og fester gerne i tæpper, bøger, tapet og lim.
- Størrelse: 10 mm.
- Levested: Revner og sprækker overalt i huset
- Yndlingsføde: Krummer og stivelse
- Bekæmpelsesmetode: Rengøring
Loppen: En grim smittespreder

Loppen har fået skylden for en af historiens værste epidemier: Den sorte død, der hærgede i Europa i midten af 1300-tallet. Forskere mener, at byldepesten blev båret frem og spredt af rottelopper.
Og i dag kan hunde- og kattelopper sprede bl.a. orm, plettyfus og virusser. Lopper hopper gerne fra vært til vært og drikker blod fra alle de dyr og mennesker, der er inden for rækkevidde.
- Størrelse: 1-5 mm.
- Levested: Levende væsner
- Yndlingsføde: Blod (voksne lopper), organisk materiale og afføring (larver)
- Bekæmpelsesmetode: Loppemidler