Honningbierne har ikke haft det nemt det seneste halve århundrede. Antallet af bier er faldet kraftigt verden over.
Alt fra pesticider i landbruget til et fald af levesteder og stigende temperaturer har ikke bidraget til ideelle forhold for vores naturlige pollenspredere.
Særligt over det seneste årti har biavlere rapporteret om forhøjet dødelighed blandt bierne i deres kolonier.
Det kan vise sig problematisk for vores klima og fødevareproduktion – foruden at producere honning så spiller bier en stor rolle som bestøvere i landbruget.
Nu viser et forskningsprojekt fra University of Maryland i USA, at biernes levetid faktisk er faldet med 50 procent siden 1970’erne. Deres resultater er offentliggjort i tidsskriftet Scientific Reports.
Problemer i genetikken
De fleste tidligere undersøgelser af bier har fokuseret på miljøfaktorer som parasitter, pesticider, sygdomme og muligheden for at skaffe føde.
Forskerne fra Maryland ville derimod undersøge, hvor længe bier kan overleve i et kontrolleret miljø i et laboratorium.
De indsamlede bipupper med arbejderbier, der var mindre end 24 timer gamle, for at undersøge hvor længde de kunne overleve uden påvirkninger fra verden udenfor.
Forskerne placerede bierne i specialbyggede montrer, hvor de fodrede dem med forskellige typer vand som postevand, demineraliseret vand og sukkervand.
Typen af vand havde dog ingen indvirkning på biernes levealder.
Det undrede forskerne, at bierne ikke levede længere eller i det mindste havde en uændret levetid i forhold til tidligere studier fra 2000’erne.
Det er i disse plastikmontrer, forskerne lod arbejderbierne bo. Her fodrede de løbende bierne med forskellige typer næring for at teste, om det havde indvirkning på deres levetid. Det havde det til deres overraskelse ikke.
Halveret levealder
Forskerholdet søgte længere tilbage i tiden og fandt lignende undersøgelser startende i 1969. Herfra kunne de konkludere, at honningbiers gennemsnitlige levetid er halveret.
Hvor undersøgelser op gennem 1970’erne viste, at den gennemsnitlige bis levetid var på 34,4 dage, så er den i dag kun 17,7 dage.
Hvis ikke føden og omgivelserne påvirkede biernes levetid, hvad gjorde så?
Fordi forskerne indsamlede bierne før de nåede voksenalderen, kunne de udelukke udefrakommende faktorer som pesticider eller fødemangel. Årsagen til den kortere levetid måtte findes, før de blev isoleret.
Da den reducerede levetid sker uafhængigt af miljøpåvirkninger, så mener forskerne, at årsagen skal findes i biernes genetik.
Selvom forskernes resultater stammer fra eksperimenter i et lukket miljø, så stemmer resultaterne godt overens med rapporter fra biavlere i USA.
Her kan de fortælle om et årligt tab af bikolonier på mellem 30 til 40 procent over de seneste 14 år.
Grafen her viser, hvordan den gennemsnitlige levealder for honningbier er halveret siden 1970’erne i USA. Størrelsen på boblerne indikerer, hvor stor populationen af bierne har været i de enkelte forsøg.
Løsningen kan findes i genetikken
Forskerne mener, den genetiske påvirkning kan skyldes hastigheden i biavleres udskiftning af nye bier.
Det er naturligt, at biavlere erstatter bier, når de naturligt ældes og dør ud, men denne proces går hurtigere i dag, da den gennemsnitlige dødsrate blandt bier er steget.
Det betyder i så fald, at biavlerne har skabt en ond spiral, hvor biernes ændrede genetik og tidlige død skyldes biavleres hurtigere udskiftning af kolonier - men biavlerne skifter hyppigere, netop fordi bierne dør tidligere.
Yderligere forskning skal undersøge, om tendensen sker på verdensplan, og om det kan påvises, at det har noget med biernes genetik at gøre.
”Dette introducerer idéen om en genetisk komponent,” forklarer Anthony Nearman, der er ph.d.-studerende i entomologi, i en pressemeddelelse.
”Hvis denne hypotese er rigtig, peger det også på en mulig løsning. Hvis vi kan isolere nogle af de genetiske faktorer, kan vi måske avle honningbier med længere levetid.”