Dyreriget kribler med kemi

Syre mod ukrudt, sexeliksirer, der øger fertiliteten, og byger af ætsende bomber – det syder og bobler, når kryb og kravl åbner naturens kemisæt.

Syre mod ukrudt, sexeliksirer, der øger fertiliteten, og byger af ætsende bomber – det syder og bobler, når kryb og kravl åbner naturens kemisæt.

Mark Moffett/Minden Pictures
© NaturePL

Dårlig lugt jager rovdyr væk

Hvis skumgræshopper føler sig truet, blæser de luft ud gennem et sekret, som de udskiller fra to kirtler i kroppen. Luftgennemstrømningen danner et stift, ildelugtende skum. Stanken er så fæl, at alle fjender – selv mennesker med vores middel­mådige lugtesans – tvinges på flugt.

Mariehønsene bruger et lignende kneb som sidste udvej, hvis de er endt i munden på et rovdyr. Når en mariehøne bliver behandlet hårdhændet, udskiller den nogle klare gule, orange eller røde dråber fra leddene i sine ben ved en såkaldt refleksblødning. Sekretet lugter og smager så dårligt, at mariehønsene som regel slipper med livet i behold.

© PSmicrographs og POWER AND SYRED/SPL/Scanpix

Drabelig penis baner vejen for sexeliksir

Den lille frøbille har en skrækindjagende penis med spidse og skarpe pigge, der bruges til at flå og flænse huller i hunnens kønsgang.

Biologen dr. Göran Arnqvist, Uppsala Universitet i Sverige, har fundet ud af, at jo længere pigge frøbillen har på sin penis, des mere afkom får han ud af en parring. Det skyldes, at sædvæsken indeholder et kemisk stof, som modner hunnens æg.

Stoffet bliver lettere overført til hunnen, når hendes kønsgang er revet itu, og dermed sikrer hannen, at det er hans og ikke sæd fra andre hanner, der befrugter æggene.

© Tim Laman/NaturePL

Farverig snegl æder sig giftig

På trods af nøgensneglens farvepragt kan den frit kravle rundt på koralrevet i fred for andre dyr. De hidsige grøn-sorte farver advarer nemlig fjenderne om, at sneglen er blandt verdens giftigste dyr.

Nøgensneglen fremstiller sin egen gift eller overtager gift fra havsvampe og nældeceller fra polypdyr, som den æder.

Byttedyrenes nældeceller vandrer fra tarmkanalen gennem nøgensneglen uden at skade den. Når nældecellerne er nået frem til sneglens bagkrop, opkoncentreres de og udgør en af naturens stærkeste gifte.

© Thomas Eisner/PNAS

Bille affyrer 500 bomber i sekundet

Bombarderbillens bagkrop er omdannet til en bombefabrik, hvor kemikalier bliver blandet til en eksplosiv, ætsende cocktail.

Bombarderbillen er det eneste dyr, som kan producere eksplosive stoffer. Dyret tilhører en stor gruppe løbebiller på over 500 arter. De kan alle holde fjender på afstand ved at blande sprængstof i et kammer i bagkroppen og derefter sprøjte det på dem.

Bombarderbillernes sprængstof består dels af såkaldt hydrokinon, og dels af brintoverilte, som fremstilles i to forskellige kirtler i dyrets bagkrop.

Når billen føler sig truet, løber stofferne sammen i et særligt kammer. Her tilsættes der enzymer, som på et splitsekund får temperaturen i kammeret til at stige til kogepunktet, hvorved trykket stiger voldsomt. Gennem en ventil bagtil sender billen en byge af kogende, ætsende dråber ud i luften med et højt knald.

Bombarderbillen kan producere op til 500 kontrollerede eksplosioner i sekundet.

Brintoverilte og enzymer omdanner bombarderbillens bagkrop til et eksplosivt inferno

© Oliver Larsen

Kirtler leverer grundingredienser

Bombarderbillens spræng­stof­fa­brik består af to store kirtler i bagkroppen. Kirtlerne danner brintoverilte og reaktions­villige organiske for­bindelser kaldet hydro­kinoner.

© Oliver Larsen

Enzymer øger trykket

Stofferne pumpes ind i et særligt tykvægget blandingskammer. Herefter kickstarter enzymer kemiske reaktioner, der får temperaturen og trykket i kammeret til at stige eksplosivt.

© Oliver Larsen

Ætsende bomber skyder ud

I den ene ende af kammeret lukkes en ventil, så sprængstoffet ikke løber ind i billens krop. Samtidig åbnes en anden ventil, som sender en byge af ætsende dråber ud i luften med et knald.

© John cancalosi, Simon Colmer/NaturePL

Larver ­nedbryder sig selv

I insekternes verden er unger og voksne individer enormt forskellige fra hinanden hos langt de fleste arter. ­Størstedelen af insekterne vokser ikke bare til, men gennemgår en omfattende forvandling – bedre kendt som en metamorfose.

Når et insektæg klækkes, kommer der en larve frem, hvis eneste formål er at spise så meget som muligt. Med jævne mellemrum skifter larven hud, så den kan vokse sig større.

Når den har nået en passende størrelse, forpupper den sig og begynder en større kropslig ombygning. Huden bliver stivere og mørkere, og samtidig producerer larven enzymer, der nedbryder det meste af kroppen til en ensartet masse.

På dette tidspunkt indeholder puppen stort set kun en tynd suppe af celler og næringsstoffer. De grundlæggende dele af nogle af organsystemerne, fx tarmsystemet eller larvens vejrtrækningssystem, kan være bevaret. Det samme er en serie af såkaldte imaginalskiver – små, aktive celleklumper, der bruger suppen til at danne det voksne insekts forskellige kropsdele som for eksempel ben, vinger, øjne og munddele.

Når ombygningen er overstået, revner puppen. Det voksne insekt kan kravle ud og begynde på sin del af artens livscyklus.

© Walter Siegmund

Blåsyre gør tusindben uspiselige

Mange dyr udsender ætsende og ildelugtende giftige stoffer, men ingen er så skrappe som tusindbenet Harpaphe haydenianas blåsyre. Tusindben er langsomme og har derfor brug for en aktiv måde at forsvare sig på.

Blåsyren produceres i kirtler, der sidder parvis i hvert enkelt segment, langs hele kroppen. Hvis fx et rovdyr tager fat i et tusindben, eller en fugl tager det i munden, udskilles blåsyren i dråber på siden af dyret og begynder at fordampe.

Det får som regel selv sultne rovdyr til at spytte tusindbenet ud i en fart.

© Shutterstock

Sædpakke ætser sig vej til æggene

Fløjlsdyr er en gruppe specielle, ormelignende dyr, der ligner en krydsning mellem skovsnegle og sommerfuglelarver. Hos medlemmer af slægten Peripatopsis lægger hannen små pakker med sædceller på ryggen af hunnen.

Sædpakkerne fremprovokerer en reaktion inde i hunnen, hvor grupper af særlige celler, såkaldte amøbocytter, samler sig under sædpakkerne og giver sig til at nedbryde hunnens skind ved hjælp af enzymer.

Når skindet er gennembrudt, svømmer sædcellerne ind i hunnens kropshule, hvor de finder frem til æggene.