Hvordan opstod insekterne på Jorden?

Forskerne mener jo, at alle landdyr stammer fra fisk, som gik på land. Men hvor kommer insekterne så fra?

Nærbilledet af grønt insekt på en gren
© Shutterstock

Alle landlevende hvirveldyr stammer rigtig nok fra tidlige fisk, der udviklede lemmer og invaderede landjorden for mere end 360 mio. år siden. Insekter har dog en helt anden historie. Hos insekterne sidder skelettet udenpå. De er såkaldte leddyr og har en krop inddelt i tre dele: hoved, forkrop og bagkrop, ligesom de altid har seks ben. Da hvirveldyrene gik på land, var Jorden allerede indtaget af andre livsformer. Planterne kom til for næsten 500 mio. år siden, senere fulgte de første leddyr som skorpioner og edderkopper, og lige efter dem kom insekterne for over 400 mio. år siden. Forskerne mener, at insekter er udviklet fra krebsdyr i vandkanten. Her finder man også i dag nogle af de ældste insekter – springhalerne. Nogle insekter fik efterhånden vinger, som muligvis blev udviklet fra et gællelignende apparat. Insekterne var utrolig succesrige og udviklede hurtigt et enormt antal forskellige arter, der indtog alle nicher i den nye verden.