En kolonne af grønne blade kommer marcherende hen over skovbunden. Det ligner til forveksling, at de svæver over jorden, men under hver bladstump knokler en myre med at fragte fangsten fra skovens trækroner hjem til sin underjordiske koloni.
Bladstumperne er langt større end bladskærermyrerne, der bærer dem, og vejer op mod seks gange så meget. Det svarer til, at en person på 80 kg bar rundt på omkring et halvt ton.
Når det kræves, kan den syd- og mellemamerikanske myreart endda bære op til 50 gange sin egen vægt, og andre myrearter kan presses til at løfte ting, der er 1000 gange tungere end dem selv.
Med deres kraftige muskler og stærke nakke kan nogle myrer løfte op til tusind gange deres egen vægt.
Myrens krop er perfekt skruet sammen til at løfte tunge ting, og den evne har de sociale insekter udnyttet til at opbygge avancerede myresamfund over hele verden.
Nu har et japansk-fransk forskerhold afsløret hemmeligheden bag myrens ekstreme kræfter. Forskerne har skannet og gennemanalyseret arbejdermyrernes muskulatur, og deres undersøgelser peger på, at myrens styrke er et direkte resultat af, at dens forfædre smed vingerne og gjorde plads til andre muskler. Til gengæld for at opgive flyveevnen fik myren kræfter til at erobre hele Jorden.
Myren er biens vingeløse fætter
Myrerne er en af de største succeshistorier i dyrelivets historie. Trods deres beskedne størrelse udgør de 15-20 pct. af den samlede biomasse af dyr på landjorden.
Myrens oprindelse kan spores helt tilbage til juratiden – fossilfund peger på, at de første myrer eksisterede for 140-168 millioner år siden, da dinosaurerne herskede på Jorden. Plantelivet var betydelig fattigere end i dag, og myrernes udbredelse var beskeden i forhold til deres nuværende position.
Først da blomstrende planter opstod for ca. 100 millioner år siden og forsynede økosystemerne med nye fødekilder, tog myrernes udvikling fart. Siden da er de små insekter stormet frem og har udviklet sig til mere end 14.000 arter spredt ud over alle kontinenter på nær Antarktis.
De fleste myrer udgraver bunker af jord for at skabe deres bo i underjordiske gange. Myrekolonien er et hierarkisk samfund med dronningen i toppen og arbejdermyrerne i bunden.
De fleste myrearter lever i kolonier dybt under jorden som fx bladskærermyrerne, hvis kolonier strækker sig helt ned til seks meters dybde. Kun jorden fra alle de udgravede gange rager op i skovbunden som en tue.
Andre arter som fx tømrermyrerne udhuler deres bo i træstammer, mens vævermyrerne bygger kolonier af blade højt oppe i træerne. Men uanset hvilket miljø myrearterne lever i, er de alle hypersociale insekter med en klar rollefordeling mellem arbejdere, dronning og droner.
Strengt hierarki hersker i myretuen
Myrernes succes bygger på en utrættelig arbejdsmoral og en klokkeklar arbejdsdeling. I myretuen kender alle deres plads. Dronningen er øverst i hierarkiet, mens arbejdermyrerne skaffer mad, passer afkommet og forsvarer boet.
1. De ældste arbejdere skaffer mad
Arbejdermyrer drager ud for at slæbe forsyninger af blade, frø og døde insekter hjem til boet. Opgaven er den mest risikable i myrekolonien, derfor udsendes de ældste myrer, da de er størst og stærkest og lettest kan undværes.
2. Dronningen lægger tusinder af æg
Den suverænt vigtigste myre er dronningen, der ofte er gemt i et kammer dybt under jorden, hvor hun lægger tusindvis af æg. Myredronninger har rekorden for den højeste levealder blandt insekter – i gennemsnit lever de 10-15 år.
3. Hjemmegående passer afkommet
De yngste arbejdermyrer bliver hjemme i kolonien og står for rengøring og pasning af afkom. Arbejderne flytter de nylagte æg til et særligt opbevaringskammer, plejer nyudklækkede larver og pupper og udvider koloniens gange.
4. Droner parrer sig én gang og dør
Myrekoloniens hanner kaldes droner. Ligesom dronningen har de vinger, så de kan flyve ud for at grundlægge en ny koloni. Deres eneste opgave er at parre sig med den nye dronning. Kort efter at missionen er fuldført, dør de.
Arbejdermyrernes utrættelige indsamling af føde til kolonien minder om biers indsamling af blomsterpollen til bikuben. Og det er ikke tilfældigt.
Myrer er tæt beslægtede med bier og hvepse – de stammer alle fra en hvepselignende forfader og tilhører insektgruppen Hymenoptera. Men i modsætning til bier og hvepse er det kun myredronninger og droner, der kan flyve, mens alle arbejdermyrer har smidt vingerne.
Hidtil har forskere tolket arbejdermyrernes manglende vinger som en tilpasning til myreboets snævre underjordiske gange, men nu har nye undersøgelser afsløret, at tabet af vinger ikke bare var et nødvendigt onde – det er nøglen til myrernes succes.
Tab af vinger blev en styrke
Flyvende dyr kan afsøge større arealer på kortere tid, og det kan derfor være svært at forstå, hvorfor myrerne gav afkald på vinger. Men flyvning har sin pris.
I flyvende insekter kan vingemusklerne udgøre mere end halvdelen af den samlede muskelmasse i thorax – insekternes overkrop. Og det efterlader betydelig mindre plads til andre muskler, der fx sørger for at stabilisere og bevæge hoved og ben eller støtte maven.
Forskere fra det japanske Okinawa Institute of Science and Technology Graduate University (OIST) og Sorbonne-universitet i Paris satte sig for at kortlægge, hvilken konsekvens tabet af vingerne har haft for arbejdermyrernes muskulatur.
20 pct. af den samlede biomasse af dyr på landjorden udgøres af myrer.
Ved hjælp af avanceret røntgenteknologi skannede forskerne henholdsvis arbejdermyrers og dronningers anatomi i høj opløsning. Skanningerne gav et detaljeret, tredimensionelt billede af de forskellige muskler i myrernes thorax. Forskellene var slående.
I arbejdermyrernes thorax er muskulaturen blevet totalt reorganiseret. Tre muskler er forstørret, og flere musklers vedhæftninger er forandret. Musklen, som i dronninger, er ansvarlig for vingernes bevægelse, er i arbejdermyrer skrumpet ind til en lille, kompakt muskel. Musklen er optimeret til at støtte de muskelgrupper, som bevæger hoved, ben og mave.
Tabet af vingemusklerne har også frigjort plads til større nakkemuskler og forlænget de muskler, som løfter arbejdermyrens krop op fra jorden, når den slæber tunge ting.
Myren smed vingerne og blev bomstærk
I modsætning til dronningen har arbejdermyren ingen vinger. Tabet af flyveevnen har til gengæld skabt plads til større muskler, der forstærker kroppen, nakken og benene, så myren er optimeret til tunge løft.
1. Hudskelet aflaster musklerne
Myrens krop er opbygget af tre led – hoved, overkrop (thorax) og mave (abdomen). Kroppen er dækket af et modstandsdygtigt hudskelet, der giver støtte, så musklerne kan bruge alle kræfter på at løfte tunge byrder.
2. Vingemuskel blev til støttemuskel
Hos dronningen fylder vingemusklen (øverst) en stor del af overkroppen. Da arbejdermyren smed vingerne, frigjorde det plads. Hos den er vingemusklen i stedet blevet til en kompakt muskel, der støtter mave og ben.
3. Nakkemuskler hjælper med løft
Vingemusklens forsvinden har også givet plads til markant større nakkemuskler hos arbejdermyren. Nakkemusklerne er afgørende, fordi de støtter og fastholder hovedet, når myren løfter tunge ting med kæberne.
4. Benmuskler har vokset sig lange
Den overskydende plads i overkroppen har gjort det muligt for arbejdermyrens benmuskler at brede sig helt op til den øvre del af overkroppen. Det giver mere kraft til at hæve kroppen over jorden ved tunge løft.
Muskelændringerne er den væsentligste årsag til arbejdermyrernes fantastiske styrke. Men standhaftige led, som kan modstå ekstreme tryk, og et hudskelet, der støtter kroppen, så musklerne kan bruge al deres kraft på at løfte, bidrager også til myrernes nærmest overnaturlige styrke.
Arbejdermyrer løfter i flok
Med deres svulmende muskelstyrke har myrerne haft råstyrken til at indtage alle typer økosystemer, fra tørre ørkener til tropiske regnskove – og menneskers køkkenskabe. Men styrken ville aldrig have bragt myrerne så langt, som den har, uden deres enestående samarbejdsevner.
Kombinationen af styrke og samarbejde illustreres perfekt af de såkaldte langhornskøre myrer. Arten er specialiseret i at løfte i flok, når tunge fund skal bringes tilbage til kolonien.
Fælles løft giver flokken mulighed for at transportere langt tungere objekter, men alligevel er det et sjældent syn i naturen – og det er der en god grund til. Opmærksomheden på omgivelserne og reaktionshastigheden sænkes nemlig markant for hvert bærende individ, og det øger risikoen for at blive fanget af rovdyr.
Myrer er en af de få dyrearter, der samarbejder om tunge løft. Ny forskning viser, at de altid lader den sidst ankomne myre bestemme retningen.
Ud over mennesker og nogle få sociale edderkopper og gødningsbiller er det kun myrer, der samarbejder om at løfte. Men da myrer løfter med kæberne, mister de udsynet, når de løfter store genstande, og derfor har det undret forskere, at de er i stand til at koordinere flytteopgaven.
Nu har forskere fra Weizmann Institute of Science i Israel og French National Center for Scientific Research (CNRS) undersøgt, hvordan langhornskøre myrer samarbejder om at løfte.
Forskerne havde på forhånd en teori om, at en af myrerne dirigerede alle de andre, men i stedet viste det sig, at gruppen altid gik i samme retning som den sidst ankomne myre.
Når myrer løfter i fællesskab, udskifter de løbende hinanden undervejs, og det giver god mening at lade den nyeste myre føre an, da den har det friskeste overblik over omgivelserne.
Barske krigere plejer de sårede
Myrer bruger ikke kun deres superkræfter på at løfte i flok. Lige så samarbejdsvillige de er, når det gælder deres kolonifæller, lige så fjendtlige er de over for fremmede. Nabokolonier kæmper om de samme fødekilder og ligger i konstant krig med hinanden.
Myrekrige foregår oftest med frontale og brutale sammenstød på slagmarken, men myrerne kan også andet end at spille med musklerne. Med deres avancerede sociale evner har de udviklet strategier til at bilægge stridigheder uden dødsofre.
De såkaldte honningkrukkemyrer æder termitter, og når myrer fra to forskellige kolonier støder på hinanden, afgør de retten til byttet på nærmest sportslig manér.
Arbejdermyrerne fra hver koloni samles i cirkler og stiller sig op på bagbenene. Efter opvisningen forlader de mindste myrer scenen og efterlader termitterne til kolonien med de største myrer. Større myrer kommer som regel fra større kolonier, og derfor er størrelsesforskellen en god indikator for, hvem der ville vinde i kamp.
Myrers specialisering i krigsførelse kommer også til udtryk i måden, nogle arter behandler deres sårede soldater på. Der gælder fx, når myrer af arten Megaponera analis kommer til skade uder plyndringstogter i termitkolonier i Sahara.
Specialiserede sanitetsmyrer bærer straks de sårede kammerater hjem til kolonien, hvor de plejer dem og holder de sårede lemmer på plads, mens de slikker på såret i flere minutter ad gangen.
En myre bærer en tilskadekommen kammerat hjem fra kamp. Myrer slikker de såredes sår og opnår på den måde, at flere overlever deres skader.
Og behandlingen gør underværker. Uden behandling har sårede myrer 80 pct. sandsynlighed for at dø inden for 24 timer, formentlig på grund af infektioner. Behandlede myrer har til gengæld kun 10 pct. risiko for at dø.
Forskerne, som har studeret myrerne, noterede sig desuden, at slemt skadede myrer nægtede at få hjælp, formentlig fordi det er vigtigere for kolonien at prioritere de myrer, som har større chance for at overleve.
Gravearbejde gavner miljøet
Myrernes arbejdsomhed og styrke gavner ikke kun dem selv, men også de økosystemer, som de lever i. En undersøgelse foretaget af engelske forskere fra University of Exeter fastslår, at myrers tilstedeværelse øger biodiversiteten og udbredelsen af andre dyr i området.
64 tons jord graver en enkelt myreart op på et 10.000 m2 stort areal på 100 år.
Undersøgelsen blev foretaget i Tyskland, hvor forskerne testede indvirkningen af forskellige kombinationer og populationsstørrelser af almindelige røde myrer og sorte havemyrer på andre dyregrupper i området.
En af de primære årsager til, at myrer har så positiv en effekt på andre dyr, er deres arbejde i jorden. Langt størstedelen af klodens myrearter bygger kolonier i jorden, og det resulterer i store omrokeringer, når jord fra dybet transporteres op til overfladen.
Kæmpe mængder jord samles i karakteristiske bunker på jordoverfladen for at gøre plads til myretuens underjordiske gange og kamre. Sammenlignet med andre jordgravere som fx termitter, orme og jordegern smider myrer samlet set større mængder jord op.
For at få et indblik i, hvor meget jord myrerne hiver op til overfladen, har forskere fulgt myrearten Pogonomyrmex badius, der lever i Florida i USA. Ud fra målingerne skønnes arten at flytte 64 tons jord pr. hektar (10.000 m2) op til overfladen over hundrede år. Og det er blot en enkelt art.
At myrer ofte anlægger nye kolonier, bidrager gevaldigt til de høje niveauer. Udhulingerne af jorden gør, at vand og ilt kan trænge dybere ned, hvilket gavner jordkvaliteten og gør den til et bedre levested for både planter og dyr.
Ud over at ilte jorden slæber myrerne også mad og materialer med ned, som tilfører næring til jorden og dermed både forbedrer andre dyrs trivsel i området og øger plantevæksten. Myrerne er altså en slags ingeniører, der konstruerer kæmpe underjordiske byer, som øger jordens kvalitet og tiltrækker andre arter.
Myrerne gavner ikke bare plantelivet ved at ernære jorden, men også ved at sprede deres frø og spise skadedyr.
Forskere centrifugerer myrer
I fremtiden vil myrerne måske kunne gøre lige så stor nytte for robotteknologi, som de gør for økosystemerne. Forskere har fået øjnene op for, at deres styrke er et mekanisk vidunder, og måske vil det være muligt at overføre dele af deres geniale anatomi til små robotter.
Ud over muskulaturen i overkroppen har forskere også undersøgt styrken i deres led, ikke mindst nakken. Fordi myrerne løfter ting med deres kraftige kæber, kræver det en enorm styrke i nakken at holde lasten hævet over jorden.
For at teste nakkens holdbarhed limede forskerne bedøvede myrers hoveder fast i en centrifuge og skruede op for flere hundrede rotationer i sekundet.
Rotationerne skabte en centrifugalkraft, der satte enormt tryk på myrerne og skubbede deres krop udad. Men fordi hovederne var limet fast, blev myrerne hængende, indtil nakken måtte give efter for centrifugalkraften.
Forskerne vidste godt, at myrer kan modstå enorme kræfter, men de havde ikke i deres vildeste fantasi forestillet sig, at nakken var så stærk og hårdfør.
Ved kræfter svarende til 350 gange myrernes kropsvægt begyndte nakken at strække sig, og hele kroppen blev forlænget. Men kraften skulle helt op på det, der svarer til 5000 gange myrernes vægt, før nakkeleddet knækkede, og hovedet blev adskilt fra kroppen.
Hvis forskerne får held med at kopiere hemmelighederne bag myrens styrke, bliver det måske muligt at udvikle en hær af små, kraftfulde robotter, der kan løfte og flytte gods for os lige så effektivt som rigtige myrer.
