1. Flåten: Nordens farligste dyr skjuler angreb
Forskerne er enige – hverken bjørnen, ulven eller elgen er det farligste dyr i de skandinaviske skove. Titlen som Nordens farligste dyr går derimod til den lille, brunlige skovflåt, der ikke er større end et knappenålshoved, og som de fleste knap registrerer at være blevet bidt af.
Mens ulve og bjørne angriber få eller slet ingen mennesker i Norden, udfører de små blodsugere 200.000 angreb hvert år, som i mange tilfælde ender med alvorlig sygdom.
Trods sin ringe størrelse bærer den lille, edderkoppelignende mide rundt på en stor trussel for mennesker: farlige bakterier og virus, der hvert år er skyld i feber, hovedpine, hævelser og lammelser.
Kemisk kriger inficerer dig med fire snedige våben
Du når ikke engang at opdage, at flåten har indledt et kemisk angreb, før infektionen er overført, da dens spyt beskytter Borrelia-bakterien.
Særlige stoffer skjuler biddet
Flåtens spyt indeholder særlige stoffer, der sprøjtes ind i offeret. Stofferne mindsker kløe og smerte på bidstedet, så offeret ikke er klar over angrebet, og flåten forbliver uopdaget, mens den suger blod.
Spyttet forhindrer heling
Flåten har mange såkaldte antikoagulerende stoffer i spyttet. Stofferne forhindrer blandt andet blodet i at lukke såret som normalt, hvilket giver flåten længere tid, hvor den kan suge offerets blod.
Immunforsvaret svækkes
Immunhæmmende stoffer i flåtens spyt hæmmer den smittedes forsvar. Stofferne forhindrer blandt andet, at immunforsvarets soldater og skraldemænd alarmeres. På den måde får bakterierne nemmere ved at overleve.
Spyt holder såret åbent
Stoffer i flåtens spyt – såkaldte vasodilatatorer – udvider blodkarrene og modvirker, at de trækker sig sammen som i en normal heling. Såret holdes åbent, og der er længere tid til at overføre bakterierne.
Den mikrobe, som flåter oftest er smittet med i Norden, hedder Borrelia burgdorferi og giver sygdommen borreliose.
De klassiske symptomer på infektion er et rødt udslæt omkring bidstedet, og senere får offeret hovedpine og muskelsmerter og bliver meget træt og udmattet. Hvis sygdommen ikke bliver behandlet i tide, kan den udvikle sig til nervesygdommen neuroborreliose, hvor infektionen har spredt sig til vigtige organer – blandt andet hjernen.
Her har bakterierne produceret så meget gift, at nerverne tager skade. Det gør offeret bliver stiv i nakken og lam i ansigtet. Opdager lægerne borreliose i tide, kan de ofte behandle den med antibiotika.
2. Mitten: Sværm overfalder i hobetal
Alene gør mitten ikke noget stort væsen af sig. Det lille, myggelignende insekt bliver faktisk sjældent mere end 3 mm. Alligevel hører mitten til en af sommerens værste plageånder for dem, som befinder sig i nærheden af dens ynglepladser: søer, åer og andre fugtige områder.
I juni måned, mens parringen foregår, og hunmitterne er på jagt efter næring til deres æg, kan luften nemlig være tyk af blodsøgende mittesværme.
Selvom mitten knap kan ses, kan dens bid være ganske smertefuldt, for i modsætning til myggen, som får adgang til blodet ved at trænge gennem huden med et meget tyndt mundstykke, består mittens værktøj af to savtakkede tænger, som kniber hul på huden.
Tængerne er stærke nok til at bryde gennem langt de fleste dyrs skind, og i det samme de har fået hul, sender mitten spyt ind i såret for at undgå, at blodet koagulerer. Derefter suger den en lille mængde blod ud, sjældent mere end en μm, som den lagrer i maven og transporterer tilbage til sine æg.
Det er parringen, som er skyld i mittesværmene. Hunnerne udskiller et hormon, som tiltrækker samtlige hanner fra nærområdet. De begynder at danse om hunnen, mens hun vælger, hvem den heldige udkårne skal være. Når hunnen er befrugtet, lægger hun æggene, og jagten på blod begynder.
3. Myggen: Blodsugermaskine skærer sig ind
Når du smækker livet ud af en blodtørstig myg, dræber du en perfektioneret maskine.
Når en hunmyg skal udvikle æg, har den brug for blod. Til det har myggen udviklet en såkaldt stikkesnabel, som består af en skede, der omslutter en samling nåle, også kaldet et stiletbundt.
Myggen presser og vibrerer med sit hoved, hvorved nålen skærer sig ind i huden.
Opsugningen af blodet sker ved hjælp af muskelpumper. De skaber et undertryk, så blodet løber op gennem snablen og ind i fordøjelsessystemet, hvor det giver næring til æggene.
Avanceret snabel baner vej til blodet
Myggens snabel består af en skede og et hult bundt af såkaldte stiletter – en slags nåle – som baner vej til dit blod.
Undertryk skaber blodstrøm
Myggen suger blodet op fra blodårerne vha. muskelpumper i hoved og svælg.
Snabel bøjer af
Myggens snabel, som skjuler de spidse nåle, bøjer af, når den støder mod huden.
Celler registrerer blodåre
Sanseceller i stiletternes spids registrerer, hvornår den rammer en blodåre.
4. Vampyrmøl: Planteæder er blevet blodtørstig
En lille slægt af natsværmere, de såkaldte vampyrmøl, har udviklet sig til lejlighedsvise blodsugere. Vampyrmøllenes snabel er kort og kraftig og delt i to. Ved at rokke de to dele frem og tilbage i forhold til hinanden kan møllene bore snablen ind i byttet og suge blodet.
Normalt angriber de smådyr, men enkelte arter er i stand til at gennembore menneskehud. Oprindeligt brugte møllene deres snabel til at gennembore skindet på frugter for at komme ind til saften.
Senere har de ved et tilfælde opdaget, at blod også er et glimrende næringsmiddel. Mens det hos andre insekter som regel kun er hunnen, der suger blod for at få ekstra næring til æggene, er kønsfordelingen af uvisse årsager den modsatte hos vampyrmøllene. Her er det udelukkende hannerne, der forfalder til blodsugning.
Normalt har vampyrmøl hørt de varme lande til og har indtil for nylig primært levet i Sydeuropa og Asien, men i løbet af de senere år er der fundet flere vampyrmøl i Skandinavien, bl.a. i Sverige.
Se vampyrmøllet i aktion
5. Klægen: Klipper hul i huden
En af de mest smertefulde blodsugere, du kan støde på om sommeren, er klægen. I modsætning til myggens fine, smertefrie stik klipper klægen voldsomt hul på din hud.
Den har udviklet et drabeligt sæt tænger, der er formet som lange, sakselignende klinger. Når klægen skal have adgang til blodet, klipper den simpelthen hul i offerets hud, så det begynder at bløde kraftigt.
Derefter stikker den en speciel snabel ned i såret, der suger blodet op. Snabelen fungerer ikke som et hult rør, som det er tilfældet med myggen, men i stedet absorberer den blodet, som en svamp.
Hvor vi mennesker kan slå klægen væk, må andre dyr bide smerten i sig, for klægen har udviklet spidse kløer på benene, som gør den overordentligt svær at vriste af sig. De må derfor udholde smerten, indtil klægen er færdig med sit måltid.
Og modsat mange andre blodsugere er klægen dagaktiv, og den har derfor uhindret adgang til de husdyr og mennesker, den over årene har udviklet smag for.
Klægerne er en af de mest udbredte grupper af blodsugere, og de findes over hele kloden. De store fluer lever ikke af blod hele tiden. Hannerne er udelukkende fredelige nektardrikkere, men hunnerne har brug for et ekstra kosttilskud, når de skal lægge æg, og det tilskud får de gennem dit næringsrige blod.
Hunnerne vil have blod
Klægehanner lever udelukkende af nektar, men hunnerne har brug for blod til deres æg.
Kæber graver såret op
Klægen bruger sine kæber til at åbne såret op, så der bliver plads til snablen.
Klinger klipper hul på huden
Klægen har fem sakselignende klinger, som den bruger til at klippe et smertefuldt hul i huden med.
Svampesnabel suger blodet op
I modsætning til myggen, som har et hult rør til at suge blodet, så fungerer klægens snabel som en svamp.
Verden vrimler med vampyrer
Savtakket mund suger sig fast
Lampretten i Nordamerika suger sig fast på byttet med en mund fuld af modsatrettede tænder, hvorefter den fylder sig med dyrets blod.
Skolopendre mæsker sig i blod
Skolopendre i bl.a. Thailand kan fange dyr så store som flagermus. Dem slår de ihjel med giftkroge, hvorefter de drikker blodet.
Sandfluen får blodet til at sprøjte
Sandfluen fra New Zealand bruger sit spyt til at få offerets blodkar til at udvide sig. Det gør de så voldsomt, at blodet sprøjter op i fluen.