Shutterstock

Kan det virkelig passe, at piratfisk kan fortære dig på fem minutter?

Myterne er mange om piratfisk og deres grådighed. Et kig i munden på dem afslører da også et af klodens ondeste gebisser, men kan de virkelig forvandle et menneske til et skelet på fem minutter?

Det kræver 300-500 piratfisk eller piranhaer for at fortære en velvoksen mand på fem minutter. Det viser beregninger udført af zoologen Raymond Owczarzak.

Og da piratfisk ofte findes i store stimer, er sådan et ædegilde absolut muligt, selvom konkrete eksempler er sjældne.

Præsident Roosevelt overværede blodbad

Fiskenes ry som dræbermaskiner stammer fra en hurtig fortæring, som den tidligere præsident i USA Teddy Roosevelt overværede i 1913.

Han var på en tur ned ad Amazonfloden, og et af de mange steder, hans selskab lagde til, havde de lokale afsnøret en lille del af floden med net og fyldt det midlertidige dambrug med piratfisk fra andre dele af floden - uden at fodre dyrene i flere dage.

© Shutterstock

Piratfisken jager med sanser og selvtillid

  • Sanser fanger opmærksomheden: Piratfisk sanser blod i vandet. Det viste et forsøg med blot én dråbe blod i 200 liter vand. De stimler også sammen, når de hører plasken i vandet.

  • Flokinstinkt styrker fiskenes selvtillid: Piratfisk elsker at svømme og jage i stimer. Jo større stime en piratfisk befinder sig i, jo mere rolig forholder den sig ved angreb fra større rovdyr, viser undersøgelser.

  • Kraftfuldt bid river bytte fra hinanden: Piratfisk har, i forhold til deres kropsvægt, et af de mest kraftfulde bid i dyreriget. Takket være de skarpe, takkede tænder kan biddet effektivt flå et bytte i stykker.

"Indbegrebet af ond vildskab"

Da Roosevelt kom til byen, smed de som underholdning en levende ko ned til fiskene, som i deres akutte sult afbenede den på få minutter.

Efterfølgende kaldte Roosevelt piratfiskene mere frygtindgydende end hajer og barracudaer og skrev i sin rejseberetning Through the Brazilian Wilderness: “Hovedet med dets korte snude, stirrende, onde øjne og gabende, grusomt bevæbnede kæber er indbegrebet af ond vildskab; og fiskens opførsel matcher nøjagtigt dens udseende.”

En del af deres ry er altså fortjent, men de er ikke så agressive dræbere, som myterne antyder.

En stime på 300-500 piratfisk kan fortære en voksen mand på omkring fem minutter.

© Shutterstock

Piratfiskens liv er fortsat en gåde

I januar 2020 udkom et studie af brasilianske og portugisiske forskere, som dokumenterede, at de fleste skader på dem, der drukner i piranhafarvand, skyldes andre fiskearter.

Ryet som superskurk har medført, at piratfisk er dårligt studeret i forhold til andre dyrearter.

Biologerne ved fx ikke, hvor mange arter der findes, og deres diæt er ikke kortlagt i detaljer.