Kan pattedyr have fire knæ?

Jeg har læst, at elefanten er det eneste pattedyr med fire knæ. Passer det? Og hvad er forskellen på knæ og albuer?

Parade af afrikanske elefanter
© Shutterstock

Skelettet hos pattedyr med fire ben består af en rygsøjle, der som en bro hviler på nogle piller, vi kalder ben. Knæ og albuer er placeret omtrent midt på benet. Sådan var det allerede hos de første landlevende pattedyr. Albuerne bøjer lettere bagud, mens knæene bøjer fremefter. Denne fleksible position af lemmerne giver dyret gode muligheder for at løbe, hoppe og springe. Ulempen er dog, at pattedyr skal bruge muskelkraft for at holde sig oppe. Nogle landlevende pattedyr, fx elefanter og flodheste, er imidlertid blevet så tunge, at de har måttet opgive de bøjede bens fleksibilitet. Zoologer siger, at den slags dyr er blevet graviportale, idet de for at bære deres mange kilo har udviklet tykke og solide søjleben, som befinder sig inde under kroppen, og som har næsten helt lodrette albue- og knæled. På grund af denne vægttilpasning kan det være ret svært at få øje på knæene og ikke mindst albuerne hos en elefant. Man ser dog elefantens knæ og albuer, når den bøjer sine ben. Her kan det godt se ud som om, at forbenene har knæ, idet det nederste led på benene bøjes fremad. Men det er ikke et knæ, der bøjer sig, men derimod fodens vrist, som sidder højt oppe på benet. Elefanten går nemlig på sine tåspidser i de tykke trædepuder. Den slags findes også hos andre pattedyr. Hos heste bøjer forlemmerne fremad midt på benet, uden at der af den grund er tale om knæ. Som en tilpasning til hurtigløb har heste nemlig igennem evolutionen opnået en kraftig forlængelse af deres midtertå, således at fodleddene er kommet til at sidde midt på benene, og albuer og knæ er rykket op tæt på hestens bug. Der er altså ingen pattedyr, som har fire knæ, selv om det i nogle tilfælde – som hos elefanten – godt kan se sådan ud.