Koalaen sover næsten hele døgnet
Op til 22 timer i døgnet blunder koalaen i trækronerne. En kost kun bestående af eukalyptusblade tvinger den til at spare på kræfterne.

Koalaen er verdensmester i at sove. Det australske pungdyr sover det meste af døgnet – helt op til 22 timer – og resten af tiden bruger det på at æde. For det meste består føden kun af eukalyptusblade, og den ekstremt ensidige kost tvinger dyret til at spare mest muligt på kræfterne. Heldigvis har koalaen ikke brug for at være let til bens. Eukalyptusblade er så vandholdige, at den slipper for at skulle bevæge sig efter vand. Koalaen har heller ikke mange naturlige fjender, som den skal stikke af fra, og endelig er den ikke noget særligt socialt dyr – den tilbringer kun ganske få minutter om dagen sammen med andre koalaer.
Klatrer hurtigt tilbage i trygheden
Selv om koalaen normalt er langsom, kan den dog godt bevæge sig ret hurtigt, hvis den absolut skal. Nå den fx en sjælden gang imellem er nødt til at finde et andet træ at spise af, klatrer den hurtigt ned på jorden og op i de trygge trækroner igen.
Vi har kåret de ti mest dovne dyr. Er du enig i vores vurdering? Stem her.