Krybdyr mod pattedyr: Rivaler kæmper til døden

Styrke: Gorillaen er en ægte King Kong

Med sine stærke arme løfter gorillaen over fire gange sin egen vægt, mens den sydamerikanske kvælerslange anakondaen nedlægger hjorte og krokodiller.

Afrikanske elefanter kan løfte op mod 9000 kg, svarende til cirka 120 personer, men set i forhold til kropsvægten er gorillaen betydelig stærkere, for mens elefanten løfter ca. halvanden gang sin egen vægt, kan en stor hangorilla løfte over 800 kg, hvilket er mere end fire gange dyrets egen vægt.

Gorillaen bruger ikke kun sine stærke arme til at gå rundt på, men også når den nedlægger bananpalmer for at få fingre i frugterne eller slås med rivaler.

Krybdyrenes største muskelbundt er anakondaen, der demonstrerer sin styrke, når den klemmer livet af byttet.

Den 250 kg tunge sydamerikanske kvælerslange kan sluge hjorte, tapirer og krokodiller.

På trods af navnet slår den ikke byttet ihjel ved at kvæle det, men strammer så hårdt om det, at blodårerne lukker i. Byttets hjerte er ikke stærkt nok til at pumpe blodet rundt under det ekstreme pres.

Anakondaen må dog se sig slået af virkelighedens King Kong, fordi slangen kun kan klemme livet af dyr på op til sin egen vægt.

Vinder: Pattedyr

Fart: Kamæleonen slår geparden med tungen

Krybdyrene kommer ikke i nærheden af gepardens hastighed, men kamæleonen har en trumf i munden.

Krybdyr er koldblodede dyr med et lavt stofskifte og et relativt lille hjerte. Det gør dem umiddelbart til underdog i fartdysten mod pattedyrene.

Geparden, der er pattedyrenes topsprinter, går fra 0 til 73 km/t på to sekunder – en acceleration på 10 m/s2 – og har en topfart på 120 km/t.

Til sammenligning løber det hurtigste krybdyr, skægagamen, 40 km/t. Men krybdyrene har en overset fartdjævel på holdet: en lille pygmækamæleon med det latinske navn Rhampholeon spinosus.

Kamæleoner bevæger sig generelt ret langsomt, men får de færten af et insekt, skyder de tungen ud af munden med en ekstrem fart.

Den lille pygmækamæleons tunge har en acceleration på 2590 m/s2, cirka 264 gange større end tyngde­kraftens acceleration og omkring 250 gange større end gepardens.

Farten skyldes tungens særlige muskulatur, der fungerer lidt som en fjeder.

Forskere fra Brown University i USA opdagede kamæleonens ekstraordinære tungehastighed, da de optog flere kamæleon-arter med 3000 billeder i sekundet.

Vinder: Krybdyr

Heling: Firben får halen til at vokse ud igen

Leopardgekkoen har et sidste overlevelsestrick, når et rovdyr får fat i halen på den.

Gekkoen har en leddelt hale, og når den hænger og spræller i rovdyrets gab, amputerer den sin hale ved det led, rovdyret har fat i.

Halestumpen vokser ud igen i løbet af få måneder, afhængigt af hvor meget dyret mister. Tabet er dog ikke uden omkostninger.

Halen fungerer både som balanceredskab og fedtdepot, og gekkoen er langsommere uden sin hale.

Pattedyr har ikke samme evne til at gendanne tabte lemmer, men to arter af pigmus kommer tæt på.

Forskere opdagede for få år siden, at de er i stand til at hele sår, der dækker op til 60 pct. af ryggen.

Hvor andre pattedyr ville udvikle arvæv, gendanner pigmusene det tabte skind med hårfollikler, hud, svedkirtler, pels og brusk, helt uden synlige mén.

Pigmusenes skind er sprødt og skrøbeligt og rives let itu, så musene kan smide det og undslippe, når de bliver fanget eller bidt af et rovdyr.

Vinder: Krybdyr

Sprog: Præriehunde beskriver fjenders påklædning

Præriehunde lever sammen i små underjordiske byer, og deres sprog er det mest komplekse, forskerne hidtil har afkodet hos dyr.

Kommunikationen omfatter ikke alene forskellige varslingslyde, der advarer mod hver sit rovdyr, men også beskrivelser af fjendernes udseende.

Fx reagerede præriehundene med forskellige lyde i et forsøg, hvor forskere gik forbi dem med henholdsvis en gul og en blå trøje på.

Præriehundene kan tilsyneladende også lave nye lyde, når de præsenteres for noget, de ikke har set før, fx abstrakte former som en trekant og en cirkel.

Krybdyr har ikke de samme sociale bånd som mange pattedyr. Tokaygekkoen er en af de få, der kommunikerer verbalt med artsfæller.

Forsøg har vist, at gekkoerne tilpasser deres kald efter omgivelserne og fx forlænger kaldet, når der er trafikstøj.

Den evne har tidligere kun været forbundet med kommunikation hos fugle og pattedyr.

Jagtstrategi: Spækhuggere vælter sælen ned af isflagen

Koordineret jagt, hvor alle nedlemmerne af en flok tilpasser deres adfærd i forhold til de andre, er tegn på en veludviklet intelligens.

Det kræver ikke mindst, at dyrene formår at kom­munikere præcist med hinanden. Spækhuggernes strategi, når de jagter sæler på isflager ved Antarktis, er et lysende eksempel.

For at få sælen ned i vandet, hvor de kan fange den, svømmer de i formation og foretager et koordineret dyk. Det skaber en bølge, der skyller den hjælpeløse sæl ned af isen.

Uden en stramt synkroniseret bevægelse kunne spækhuggerne ikke få en tilstrækkelig kraftig bølge til at rejse sig.

Jagt i flok er også udbredt blandt andre intelligente pattedyr som fx hyæner, ulve og delfiner, mens det er et absolut særsyn hos krybdyrene.

Det eneste kendte eksempel er cubanske kvælerslanger, der arbejder sammen, når de jager flagermus.

Slangerne placerer sig strategisk i forhold til hinanden ved indgangen til de grotter, hvor flagermusene holder til.

Ved at danne en slags mur øger de chancen for at indfange et bytte.

Vinder: Pattedyr

Hukommelse: Delfinen husker sine venner

Selv efter 20 år husker delfiner en ven. Firben kan lære at huske placeringen af et hul.

Delfiner er kendt for at huske, og deres hukommelse udmærker sig særligt, når det gælder sociale relationer.

Forskere har opdaget, at de kan huske lyden af gamle kendinge, selv efter 20 års adskillelse. I et forsøg afspillede forskerne udvalgte delfinlyde i akvariet og konstaterede, at delfinerne reagerede stærkere på lyde fra gamle venner end fra ukendte delfiner.

Hos dyr, der gemmer føde, er den rumlige hukommelse mere udviklet. Det gælder fx firbenet Uta stansburiana.

I et forsøg på University of Nevada placerede forskere firbenet på en drejeskive med ti huller langs kanten.

To pejlemærker på væggen gjorde det muligt at afgøre hullernes placering i rummet. Firbenene blev trænet til at finde et bestemt hul, og derefter blev skiven drejet 180 grader.

Alle firben fandt hen til det hul, der var placeret samme sted i forhold til pejlemærkerne.

Det viser, at firbenene huskede hullets placering ud fra en rumlig hukommelse.

Vinder: Pattedyr

Bidstyrke: Krokodillens kæber bider igennem ethvert offer

Saltvandskrokodillen har det stærkeste bid, der er målt hos dyr. Det kraftigste bid hos pattedyrene findes hos flodhesten, der bruger det i kampe med rivaler.

Når saltvandskrokodiller hamrer kæberne sammen om et bytte, slipper offeret sjældent levende fra det.

Den op til fem meter lange krokodille har verdens stærkeste bid med et tryk på hele 25.510 kilopascal – 1 kilopascal svarer til det tryk, der udøves af 10 g masse på et 1 cm2 stort areal.

Det er den stærkeste bidkraft, der er målt hos dyr. Forskerholdet fra Florida State University, der står bag målingen, undersøgte bidkraften hos 23 krokodillearter.

Flodhesten har det kraftigste bid hos pattedyrene med en bidstyrke på 12.410 kilopascal.

Som planteæder bruger flodhesten ikke sine kraftige kæber til at slagte byttedyr, men i slagsmål mod andre flodheste.

Flodhesten er ekstremt territorial, og især i parringstiden bider hannerne fra sig.

Vinder: Krybdyr

Gift: Australsk slange kan dræbe to elefanter

Næbdyr bruger gift i kampen om hunnerne, men giften er en tynd kop te i sammenligning med verdens giftigste slange.

I mængden af farlige giftslanger skiller den cirka to meter lange indlandstaipan sig ud.

Den australske slange er verdens giftigste krybdyr, og et enkelt bid indeholder gift nok til at dræbe 250.000 mus, 100 mennesker eller to afrikanske elefanter.

En forgiftning fører til symptomer som voldsom hoved­pine, kvalme, opkast, mavesmerter, kollaps og lammelse. Giften er dødelig, medmindre man hurtigt får modgift.

Den indeholder blandt andet den stærke nervegift taipoxin, der blokerer nerveimpulser, så musklerne lammes, og blodfortyndende stoffer, som skaber stærke indre blødninger.

Ud over giftstofferne indeholder slangens gift også et særligt enzym, der øger optagelsen af giften og spreder den i byttets krop.

Mens det vrimler med giftige krybdyr, er der kun få giftige pattedyr.

Den stærkeste kandidat er næbdyret. Næbdyrhanner har to giftige sporer på de bagerste fødder.

Selvom giften er ekstremt smertefuld for mennesker, er den ikke dødelig. I modsætning til giftslanger bruger næbdyret ikke giften til at nedlægge byttedyr.

Hannerne bruger den derimod til at kæmpe om hunnerne i parringstiden.

Ud over næbdyret består pattedyrenes gifthold også af vampyrflagermus, en afrikansk rotte, muldvarper og giftige spidsmus, men ingen af dem er i samme liga som indlandstaipanen.

Vinder: Krybdyr

Kløer: Huskatten giver komodovaranen kløer fem

Komodovaranen er en brutal dræber med skarpe kløer, men huskattens kløer er faktisk langt skarpere.

De buede kløer er så små, at spidserne er mikroskopiske og dermed så spidse, at de kan gennembore de fleste dyr.

En af hemmelighederne bag de skarpe kattekløer er, at de kan trækkes tilbage og ligge beskyttet af hud og pels, når de ikke er i brug.

På den måde slides de ikke ned ved direkte kontakt med jorden som komodovaranens.

Vinder: Pattedyr