Naturen er fuld af snyd og bedrag

Falske øjne jager fjender på flugt

Når den bliver truet, pumper larven af Oxytenis-sommerfuglen fra Mellemamerika forkroppen op, så den ligner et slangehoved, og vajer fra side til side.

De falske øjne er meget virkelighedstro med pupil, iris og sågar en lille, hvid plet, der ligner en lysrefleksion. Skræmmebilledet er dog snyd, for larven er kun få centimeter lang og helt ufarlig.

Alligevel flygter mange rovdyr fra den. Tidligere forklarede biologer de falske øjne med, at de fik larven til at ligne sine fjenders fjender.

Men for nylig har engelske biologer vist, at fugle holder sig fra sommerfugle med tydelige figurer, uanset om de er formet som øjne eller ej.

Biologerne mener derfor, at øjnene frem for at imitere en fjende blot forskrækker rovdyret.

Dyb stemme skræmmer stridslystne naboer væk

Hvert forår genlyder vandhuller og åer i det østlige USA af frøen Rana clamitans. Hannernes lyde skal holde rivaler på afstand.

I tilfælde af nabostrid kan to hanner ende i slåskamp typisk med den største han som vinder, men normalt afgøres stridighederne mere fredeligt.

Store hanner har nemlig dybere stemmer, og hannerne kan derfor lytte sig til hinandens styrke. Amerikanske biologer har imidlertid opdaget, at små hanner bluffer.

Da biologerne afspillede kaldet fra en stor han, svarede de små hanner således tilbage med en dybere stemme.

Usynlighedskappe virker som skjold

Det åbne hav er et farligt sted. Her er intet at gemme sig bag, og det er livsfarligt at ligne noget som helst, fordi alle spiser alle.

Men det problem har de forsvarsløse glasblæksprutter løst på den mest enkle måde – de er gennemsigtige. Der er dog nogle enkelte organer som fx øjne og lever, der ikke kan gøres gennemsigtige.

Glasblæksprutterne har derfor placeret lysende celler under disse organer. På den måde bliver organernes silhuet nemlig udvisket for de rovdyr, der spejder opad mod sollyset. Resultatet er en usynlig blæksprutte.

Hunduft lokker liderlige hanner til fejlskud

De australske Cryptostylis-orkidéer udsender dufte, der ligner duften fra hunhvepse. Det tiltrækker hanner af Lissopimpla-hvepse, som straks “parrer” sig med en blomst.

Blomstens udseende og duft ægger hanhvepsen til at udføre voldsomme parringsbevægelser, der medfører, at den får overført et sæt selvklæbende pollenpakker på sin bagkrop.

Den henførte hveps ejakulerer til sidst sin sæd på blomsten. Og dét giver orkidéen en ekstra fordel, fordi færre hunner vil blive befrugtede, og en ubefrugtet Lissopimpla-hun får kun hanligt afkom.

Resultatet er flere hanner til at bestøve orkidéerne og samtidig større konkurrence, så flere desperate hanner “parrer” sig med orkidéerne.

Sexløfter tiltrækker byttedyr

Ligesom andre ildfluer udsender hunnerne af den nordamerikanske femme fatale-ildflue lys for at lokke nabolagets parringsvillige hanner til sig.

Og da ildfluehanner opfører sig præcis som alle andre hanner, flyver de villigt mod hunnernes forførende lys.

Men her stopper legen dog ikke. Femme fatale-hunnerne imiterer nemlig andre arters lyssignaler og tiltrækker på den måde også fremmede hanner.

Disse hanner får imidlertid ikke den kærlige behandling, de kom efter, men derimod deres livs sidste overraskelse, når den forræderiske ildfluehun overfalder og fortærer dem.

Falsk kæmpeklo skræmmer rivalerne væk

Vinkekrabbens manddom sidder i dens forstørrede klo, der både holder rivaler væk og tiltrækker hunner. Når en hun nærmer sig, får nabolagets hanner pludselig travlt og vinker som besatte med deres kæmpeklo.

Hunnerne er ikke i tvivl. De foretrækker den bedste vinker og den længste klo.

Hvis en af de ivrige hanner mister sin klo, kan den hverken kæmpe eller score. Amerikanske og sydafrikanske biologer har observeret, at kloløse hanner lader en kopiklo vokse hurtigt frem.

Kopien er lettere at danne end originalen, men er skrøbelig og knækker i kamp. Kopien snyder til gengæld både rivaler og hunner.

Sød duft skaffer et liv i luksus

Efter tredje hudskifte er larven af ensianblåfuglen stadig så lille, at den ikke kan bevæge sig. Sommerfuglelarven overlever kun, hvis den bliver fundet af den rette myreart.

Dem lokker larven til sig med et sødligt sekret. Og hvis myrerne dukker op, får larven en opvækst i luksus.

Larven efterligner myrelarvens duft, så myrerne tror, at den er en vildfaren myrelarve, og bringer den hjem i boet. Her forvandler larven sig til en udspekuleret parasit, der bl.a. lever af tuens larver.

I løbet af 10-23 måneder bliver larven 50 gange større end sine plejeforældre, der dog fortsat fodrer den, fjerner dens afføring og holder dens hud fri for svamp.

Angstskrig holder artsfæller væk fra middagsbordet

Flokken af hulmanaber stoler på deres førerhan. Han har overblikket, erfaringen og ikke mindst ansvaret for flokkens sikkerhed. Derfor reagerer hunner og unger prompte, når han udsender sit skarpe advarselskald.

Hannen misbruger dog flokkens tillid, hvis han finder en god fødekilde, som han ikke ønsker at dele med andre.

Et enkelt advarselskald er nok til at sende flokken langt op i det nærmeste træ for at komme i sikkerhed for en mulig leopard eller tiger.

Mens den skræmte flok desperat spejder efter den ikkeeksisterende fjende, æder førerhannen i ro og mag løs af sit måltid.

Vinterkolde hanner varmer sig i elskovskugle

Hanner af strømpebåndssnoge kan efterligne hunnernes duft. Når hannerne vågner efter vinterdvalen og har brug for varme, snyder de sig til både varme og beskyttelse mod rovdyr ved hjælp af duftene.

Andre hanner tror nemlig fejlagtigt, at de er hunner, og vikler sig om dem i en stor parringskugle, der giver god kropsvarme. Efter nogle dage som hun er snyderne klar til foråret og dufter nu korrekt af han.

Livagtig død holder rovdyr væk

Når et rovdyr kommer for tæt på, spiller den nordamerikanske pungrotte død. Skuespillet kan få rovdyr, der ikke æder ådsler, til at opgive. Pungrotten er meget overbevisende i sin dødsakt, som kan vare op til seks timer.

Den gør sig helt stiv, reagerer ikke på berøring, holder øjne og mund åbne, lader tungen hænge ud af munden, nedsætter vejrtrækningen og udskiller en grøn, stinkende væske fra endetarmen.

Adfærden virker dog ikke altid efter hensigten. På veje vil den nemlig også spille død, når en firhjulet fjende nærmer sig.

lysende Godbid viser vej til dødens gab

Foran hovedet på Johnsons klumpangler og mange andre dybhavsfisk dingler et forførende organ, som lyser op i dybhavets endeløse mørke. Lyset lokker byttedyr direkte til den sikre død i rovdyrets drabelige gab.

Byttet ser kun den lysende godbid, men i virkeligheden er lysorganet en ombygget pig på fiskens rygfinne. Det er dog kun hunnerne, der er udstyret med den praktiske lokkemad.

Småfugle slaver som barnepiger

Den europæiske gøg narrer flittige småfugle til at udruge dens æg og opfostre dens unger. Gøgehunnen designer formen og farverne på sine æg, så de ligner æggene i værtsreden.

Selv om mange småfugle lider under gøgens forslugne unger, lægger den enkelte gøgehun kun æg i en bestemt arts reder og kan kun tilpasse sine ægs form og farve til at ligne en bestemt værtsarts æg.

Denne evne følger særlige moderlinjer, idet generne for ægfarver tilsyneladende sidder på hunnernes kønskromosom og bliver nedarvet fra mødre til døtre.

Duftfælde lokker insekter i døden

I Borneos regnskov lokker kandebærerne intetanende insekter med en blanding af blomsterdufte, de rigtige farver og uv-stråler.

Insekterne lander på de store, væskefyldte kander i forventning om, at de har fundet en nektarrig blomst.

Men de tager fejl. Kanden er en sofistikeret dødsfælde, hvor kanten er opbygget af rækker af overlappende celler, der holdes glatte af afsondret nektar eller regnvand, så insekterne skrider ned i kandens dyb.

Væskens fysiske struktur er designet til at holde fast i smådyr, der bliver opslugt af den dødelige cocktail af vævsopløsende enzymer og ødelæggende iltradikaler.