Naturens vildeste orkester

Opstemte elefanter trutter i trompeten

Pladsen i orkestrets blæsersektion går naturligvis til elefanten. Ved at presse luft ud gennem sin snabel frembringer den trompetlyde som et udtryk for opstemthed – lidt som menneskers jubelråb.

Elefantens vigtigste kommunikationsmiddel er dog ikke dens trompet, men derimod dybe baslyde, som ligger langt uden for menneskets hørevidde.

Med lavfrekvente toner på under 20 Hz kommunikerer elefanterne med hinanden på helt op til ti kilometers afstand. De såkaldte infralyde er velegnede til kommunikation på afstand, fordi de trænger igennem objekter frem for at blive reflekteret.

Akkurat som mennesker og andre pattedyr bruger elefanten sine lunger til at skabe lyd. Udåndingsluften strømmer forbi strubehovedet og får stemmebåndet til at vibrere.

Selvom elefanten anvender samme teknik som os, er vores stemmebånd for små til, at vi kan ytre os i så dybe toner, for jo større stemmebåndet er, desto bredere et spektrum af frekvenser kan der frembringes.

Derfor er der generelt en sammenhæng mellem et dyrs størrelse, og hvor dybe lyde det kan lave.

Knips overdøver raketopsendelser

Pistolrejen frembringer dyrerigets højeste lyd, når den lukker sin store klosaks.

Sammenklapningen sker så hurtigt, at en højtryksboble med et tryk på helt op mod 2000 bar opstår inde i et hulrum i kloen. Det er ca. 400 gange højere end trykket i et cykeldæk.

Når boblen springer, bliver et afsindig højt brag på op mod 210 dB udsendt. Til sammenligning støjer en motorcykel med 100 dB, mens brølet fra en raketopsendelse ligger på omkring 180 dB.

Ved lydniveauer over 194 dB bliver lydbølger til chokbølger, og pistolrejen bruger den dødsensfarlige lyd til at lamme byttedyr som småfisk og krabber.

Pistolrejen lever i de tropiske dele af Stillehavet, og lydniveauet kan blive så intenst, at det forstyrrer kommunikationsudstyr i havet – for eksempel sonarsignaler, som militæret bruger til at opspore ubåde.

Familien af pistolrejer består af mere end 600 arter, og i 2017 opdagede forskere en ny, højlydt art, som passende blev opkaldt efter rockbandet Pink Floyd.

Hunner elsker en god violinist

Den køllevingede manakin, som lever i Ecuadors regnskove, bruger sine vinger til at frembringe en violinlignende lyd.

Hannen læner sig forover, hæver vingerne op bag ryggen og støder dem mod hinanden. For os ville bevægelsen svare til at bøje sig forover og gnide albuerne mod hinanden bag om ryggen.

Manakinens vinger støder mod hinanden mere end 100 gange i sekundet, hurtigere end øjet kan opfange. Hver vinge har en fjer med en lille klinge og en nabofjer med riller. Når fjerene stryges mod hinanden, spiller fuglen violin.

Fuglenes parringsspil foregår ved, at hannerne udfører spektakulære forestillinger med violinen som et helt centralt element.

De bedste violinister vinder alle hunnerne, og derfor bliver musikaliteten konsekvent ført videre gennem generationer.

Men violinspillet har en ulempe.

Normalt har fugle et hulrum i knoglerne, så de vejer mindre, men manakinens knogler er meget robuste. Den køllevingede manakin prioriterer dermed evnen til at spille violin over manøvredygtighed i luften.

Dominerende hanner trommer hårdt

Hvorfor kvidre, når man kan tromme?

Frem for at synge udtrykker spætten sine musikalske kvaliteter med en trommesolo.

Trommen er typisk en træstamme, og alt efter formålet varierer trommespillet i tempo, rytme og varighed. En ivrig spætte kan tromme med 20 slag i sekundet og hakker 8000-12.000 gange om dagen.

Spætten støder hovedet mod træet med en kraft på op mod 1400 g svarende til 13.700 m/s². Til sammenligning får mennesker hjernerystelse ved sammenstød på 60-100 g.

Om sommeren trommer fuglen primært for at finde insekter og larver gemt inde i træerne. Hakkeriet baner vej gennem barken til byttet, som spættens 8 cm lange tunge hurtigt indfanger.

I parringssæsonen bliver trommeriet også brugt til at imponere hunner. Her hakker spætterne i døde træstammer, gadelamper, tagrender og metalgenstande for at opnå den bedste klang.

En kraftig og højlydt trommerytme er nemlig attraktiv for hunner, fordi det er tegn på en potent han, der dominerer sit territorium med et fremtrædende lydbillede.

Spætten banker også løs på træstammer som en anden tømrer, når den konstruerer huller til at lægge æg i eller til opbevaring af nødder og frø.

Den vedvarende trommen tærer på næbbet, som konstant vokser og bliver komplet fornyet ca. tre gange om året.

Rislende rytmer advarer rovdyr

Klapperslangens vibrerende hale lyder præcis som en maraca, men i modsætning til rytmeinstrumentet har slangens halespids ingen perler.

Spidsen er i stedet konstrueret af ringe med et lille mellemrum imellem sig. Ringenes skal består af proteinet keratin – et hårdt materiale, der bl.a. findes i vores negle.

Når klapperslanger ryster halen, støder ringene mod hinanden og skaber den raslende lyd.

Da ringene er hule indeni, preller lydbølgerne af på skallernes inderside, hvilket giver et ekko, på samme måde som hvis man råber i en grotte. Dermed bliver lyden forstærket.

Klapperslangen spiller på sit instrument vha. tre kraftige muskler, der løber langs rygraden ned til halespidsen.

Musklerne trækker sig lynhurtigt sammen og får halespidsen til at ryste op mod 90 gange i sekundet.

Vibrationerne frembringer lydbølger på 500-24.000 Hz, hvilket er de frekvenser, som høres bedst af pattedyr og advarer dem mod at komme for nær.

Tenoren synger i timevis

Lydbølger rejser hurtigere og længere i vand end i luft, og derfor er lyd den mest udbredte kommunikationsform i havet.

Pukkelhvaler har udviklet et avanceret sprog bestående af et bredt spektrum af lyde – lige fra dybe brummende lyde til knirken, jammer og vræl i høje toner.

Mens både hunner og hanner kan frembringe lyde, er det kun hannerne, som synger komplekse sange med gentagne mønstre.

Sangene er en del af hvalernes parringsritualer og varer flere timer. De er opbygget af to-ni temaer. Ved hvert tema bliver de samme lyde gentaget i et par minutter, hvorefter temaet skifter.

Sangene er ikke kun forbeholdt kurtisering, men bruges også til almindelig kommunikation og udvikler sig i løbet af hvalernes liv.

Ændringerne sker ved, at forskellige grupper af hvaler udveksler lyde med hinanden og på den måde udvider deres sangrepertoire.

Det er stadig et mysterium, hvordan pukkelhvalerne præcis frembringer deres lyde. Ligesom hos andre pattedyr er det struben, der laver lydene, men i modsætning til landlevende pattedyr udånder hvalerne ikke luft.

Gibboner skråler for overlevelse

Koret tager gibbonaberne sig af.

Gibbonerne frembringer intense lyde i helt rene toner takket være en sangteknik, der er på niveau med toptrænede operasangeres.

Som sopraner skråler aberne fra trækronerne ud over Sydøstasiens regnskove for at kommunikere med artsfæller på afstand. Kaldene er så gennemtrængende, at de kan høres på op mod 1,5 kilometers afstand.

Og det er praktisk at være højlydt, da gibboner lever i grupper, som kan være spredt ud over store områder.

Særligt om morgenen sætter gibboner stemmebåndet i aktion og synger frem og tilbage for at markere deres tilstedeværelse i området. I parringssæsonen finder partnere endda vej til hinandens hjerter ved at synge duet.

Sangen skal ikke blot gøre opmærksom på territorier, men indeholder også vigtige informationer. Gibbonerne konstruerer sætninger og sammensætter lydene i specifikke sekvenser, alt efter hvad de kommunikerer om.

For eksempel synger aberne bestemte sange, når de får øje på rovdyr, hvilket advarer de øvrige gibboner i området.