I sumpområder langs kysten i det sydlige Californien svømmer bittesmå, sædcellelignende halelarver rundt på jagt efter en vært. Når en killifisk passerer dem, skyder halelarverne direkte frem mod fisken og penetrerer den med fuld fart. Inde i fisken rejser de via blodkar og nervebaner op til hjernen, som de dækker med tusindvis af cyster.
Det får fisken til at søge op mod overfladen og sprælle, så den har større sandsynlighed for at ende i maven på en rovfugl – præcis som parasitten ønsker, for her skal den lægge sine æg.
Parasittens kapring af fiskehjernen er blot ét eksempel på parasitters morbide adfærd. Alligevel har et stort internationalt forskerhold med amerikanske forskere i spidsen nu udarbejdet en redningsplan, som skal beskytte hjerneparasitten og tusindvis af andre parasitter.
Ligesom en stor del af klodens mere vellidte dyrearter er mange parasitter nemlig i fare for at blive udryddet.
Og selvom det umiddelbart lyder tillokkende med en verden uden parasitter, kan deres forsvinden få alvorlige konsekvenser for klodens økosystemer.
Det kniber dog med opbakningen til det ambitiøse projekt. Parasitterne står i skyggen af udfordringer som klimaforandringer og faldende biodiversitet, og en redningsaktion for de små snyltere er det sidste, mange vil fokusere på.
Men forskerne bag redningsplanen er overbeviste om, at parasitterne er uundværlige væbnere i kampen mod de andre problemer, naturen står overfor.
De spiller nemlig en nøglerolle, når det handler om at holde økosystemer i balance.
Alle organismer har parasitter
Parasitter er organismer, som lever i eller på en anden organisme og er afhængige af værten for at kunne overleve.
Organismerne varierer fra mikroskopiske livsformer som fx protozoer, bakterier og virus til dyr som orme, lus og flåter. De omfatter også planter som fx mistelten, der gror på træer og borer sine rødder ind i dem for at suge næringsholdig saft ud.
Fælles for dem alle er, at de udnytter deres værter på det groveste og anvender et væld af opfindsomme strategier til at inficere dem og ernære sig af deres depoter.
Nogle kastrerer værten, andre narrer den til at opdrætte deres afkom, og adskillige manipulerer værtens adfærd, så den agerer, som parasitten ønsker.
Mens parasitternes eksistens afhænger af værten, drager værten absolut ingen fordel af parasitten. Tværtimod resulterer parasitiske infektioner ofte i en syg og svækket vært.
Parasitterne har dog sjældent nytte af at sende deres vært i døden, men hvis værten er inficeret med mange parasitter, eller den kun er mellemled til en anden vært, kan samlivet ende med værtens død.
Den snyltende adfærd er langtfra sympatisk, men er til gengæld ekstremt succesfuld. Parasitter er sandsynligvis den mest artsrige af alle dyregrupper.
Alle klodens økosystemer indeholder parasitter, og alle klodens andre dyr bliver inficeret på et eller andet tidspunkt i løbet af deres liv.
Parasitter er mestre i manipulation. En ikte får fx frøer til at danne ekstra lemmer, så de bliver mindre mobile og dermed lettere ofre for fugle, som er næste trin i parasittens livscyklus.
Forskere vurderer, at parasitiske arter udgør 30-50 procent af alle arter på Jorden. Et præcist overblik over parasitternes udbredelse er dog vanskeligt at få, da de i sagens natur lever skjult inde i andre organismer.
Sandsynligvis er kun ca. ti procent af de parasitiske arter identificeret på nuværende tidspunkt.
Snylterne er fødekædens helte
Umiddelbart er parasitter ubehagelige snyltere, som de fleste forskere er fokuserede på at bekæmpe.
Men selvom parasitter udnytter deres værter og forårsager sygdomme i dyr og mennesker, er de i et større perspektiv vigtige aktører i økosystemer.
Parasitter regulerer først og fremmest bestanden af deres værtsarter og sætter en dominoeffekt i gang, der også påvirker andre arter, fx værtens naturlige rovdyr eller byttedyr.
Derfor har de stor indflydelse på fødekæderne. Undersøgelser har vist, at omkring 75 procent af alle led i naturens fødekæder involverer parasitter.
Og selvom mange parasitter er små, løber deres samlede biomasse op i enorme størrelser.
En undersøgelse af arters biomasse i økosystemer langs Californiens kyst afslørede, at parasitternes biomasse oversteg toprovdyrenes.
30-50 pct. af alle Jordens arter er parasitter, vurderer forskere.
I mange økosystemer er parasitter vigtige fødekilder for andre arter. På øerne i den californiske havbugt er små rovdyr som fx firben, edderkopper og skorpioner op mod dobbelt så talrige de steder, hvor bestanden af kystfugle er høj.
Det skyldes, at dyrene æder parasitter, der sidder på fuglene, især lus og lopper. Samme princip eksisterer i havet, hvor rejer og læbefisk mæsker sig i parasitter, der snylter på ørreder.
Når parasitter ender på menuen, er det ikke altid tilfældigt. I mange tilfælde er det faktisk parasitternes mål, at deres vært bliver spist, så de kan komme over i en anden vært og træde ind i næste stadie af deres livscyklus.
Til det formål har de udviklet en foruroligende evne til at manipulere værten og ændre dens opførsel, så den får større risiko for at blive ædt af rovdyr.
På havbunden inficeres rejer fx af en bændelormsparasit, der får dem til at bevæge sig mere og derfor øger deres risiko for at blive spist af rokker.
Nogle orme tvinger insekter til at drukne sig selv, så ormene kan lægge æg i vandet. Og ikter får inficerede frøer til at danne et par akavede ekstra bagben, der gør dem mindre mobile, når de skal flygte fra rovdyr.
Hjerneparasit manipulerer fisk
Nogle parasitter har en kompliceret livscyklus, der kræver, at de passerer gennem flere værter. Det gælder fx ikten Euhaplorchis californiensis, der som en sand mesterdirigent får kystfugle, snegle og killifisk til at spille tæt sammen. Når parasitten inficerer fiskens hjerne, bliver den et lettere bytte for fuglene, og derved er parasitten med til at holde fiskebestanden i balance.
Fugl skider parasit-æg
I fuglens tarme udvikler parasitten sig til en voksen ikte og lægger æg. Æggene udskilles med fuglens afføring, som lander i damme og sumpområder langs kysten.
Snegl udruger halelarver
Muddersnegle æder fuglens afføring. Inde i sneglene udklækkes æggene og bliver til små, sædcellelignende dyr kaldet halelarver. Tusindvis af halelarver kan dagligt trænge ud af en inficeret snegl.
Parasitter kaprer fiskehjerne
Halelarverne trænger gennem en killifisks skind og finder via blodkar og nerver vej til hjernen. Her danner de et lag af cyster, som bl.a. forstyrrer signalstofferne serotonin og dopamin.
Dristig fisk ender som fugleføde
Parasitten ændrer fiskens adfærd, så den svømmer op til overfladen og bevæger sig i ryk. Det fanger rovfugles opmærksomhed, og derfor har inficerede fisk 30 gange større risiko for at blive fanget.
Fælles for manipulatorerne er, at de regulerer bestanden af værtsorganismer og dermed også værternes naturlige rov- og byttedyr.
Uden parasitter til at holde populationerne i skak ville nogle arter vokse uhæmmet på bekostning af andre organismer. Killifisken er fx den mest udbredte fiskeart langs den californiske kyst.
Ikten Euhaplorchis californiensis angriber fiskenes hjerner og får dem til at søge op mod overfladen og ind i kystfuglenes gab.
Det forhindrer, at fiskepopulationen vokser ud af proportioner med fatale konsekvenser for hele økosystemet. Parasitten bringer dermed fødekæden i balance til fordel for både fiskenes bytte – små rejedyr – og fuglene.
Andre parasitter påvirker populationsstørrelserne på en anden og lige så effektiv måde. I stedet for at manipulere værtens adfærd kastrerer de den for selv at udnytte dens ressourcer og gør dermed indhug i artens fremtidige generationer.
Panda stjæler opmærksomheden
Mens forskere og politikere råber vagt i gevær for at redde truede dyr som fx bier, tigre, elefanter og pandaer i tide, får parasitiske arter ikke megen omsorg.
Nogle forskere frygter, at selvom parasitter er de mest artsrige, er de også de mest truede. Tusinder eller millioner af parasitiske dyr påvirkes sandsynligvis negativt af klimaforandringer og faldende biodiversitet.
Biolog Kevin Lafferty er en af forskerne bag parasitbevarelsesprojektet. Han har bl.a. studeret ikten Euhaplorchis californiensis, der angriber killifisks hjerner og ændrer fiskenes adfærd.
Problemet er, at forskere ikke kender meget til parasitternes liv og i bund og grund ikke aner, hvordan forandringerne påvirker flertallet af dem.
Parasitforskere er dog uenige om, hvordan parasitter reagerer på omvæltningerne. Nogle mener, at de ligesom en stor del af klodens arter er i fare for udryddelse, når deres værtsarter forsvinder.
Andre tror, at nødlidende økosystemer vil svække mange af værtsarterne og gøre dem mere udsatte for parasitiske infektioner.
For at få bedre indblik i, hvordan forandringer i biodiversiteten påvirker artsrigdommen af parasitter, opstillede en gruppe amerikanske forskere – som også er involveret i den nye redningsplan – et stort eksperiment i 16 damme omkring San Francisco-bugten.
Ved halvdelen af dammene installerede forskerne fuglehuse, lokkefugle og flydende siddepinde for at tiltrække flere fugle. På den måde blev økosystemet ændret og biodiversiteten forøget.
75 pct. af alle led i naturens fødekæder involverer parasitter.
Efter nogle år analyserede forskerne diversiteten af parasitter i samtlige damme. Resultatet var tvetydigt, for mens nogle arter blev reduceret som følge af øget fuglediversitet, voksede andre.
Forskerne konkluderede, at ændringer i biodiversiteten, fx på grund af klimaforandringer, vil påvirke parasitter forskelligt – selv blandt arter i samme økosystem.
Derfor holder begge teorier blandt parasitforskere vand: Parasitter kan både trives og svækkes som følge af ændringer i økosystemers biodiversitet.
Næste skridt er derfor at finde ud af, hvilke faktorer der er afgørende for, hvilken vej pendulet svinger for den enkelte art.
Parasitterne skal kortlægges
Forskernes parasitredningsplan består af 12 målsætninger, som er fordelt på fire hovedkategorier: dataindsamling, risikovurdering, bevarelse og oplysning og uddannelse.
En af de vigtigste målsætninger er at få større kendskab til arterne. Som et af de mest ambitiøse punkter på dagsordenen vil forskerne helt konkret identificere og beskrive halvdelen af alle klodens parasitiske arter i løbet af de næste ti år.
🎬 SE VIDEO: Orm kravler rundt i øjet
Adskillige parasitter snylter på mennesker. En af de mere skrækindjagende er den afrikanske øjenorm, Loa loa, der kommer ind i kroppen via fluebid. Ormene kan rejse rundt under huden i adskillige år og finde vej til områder som fx penis, testikler, brystvorter, nyrer, hjerte, lunger og sågar øjnene.
I betragtning af at videnskaben sandsynligvis hidtil kun har identificeret ti procent af alle arter, er det en enorm opgave, men ikke umulig. Ifølge forskerne kræver det blot højere prioritering i forskningsverdenen, som i dag er bedre rustet til opgaven end nogensinde.
Når biologer i dag udforsker et områdes biodiversitet, inkluderer de sjældent parasitter i optællingerne, og det vil forskerholdet lave om på.
Desuden skal de enorme mængder indsamlede data organiseres i digitale biblioteker, hvor de nemt kan sammenholdes.
Kendskabet til flere arter er hele grundlaget for redningsplanen. For at forskerne kan vurdere, hvor truede de enkelte arter er, og sætte de rigtige bevaringsinitiativer i gang, er det nødvendigt at identificere og beskrive deres livscyklus og rolle i økosystemet.
10 pct. af alle parasitter er kortlagt. Om ti år skal tallet være femdoblet.
En metode, som forskerne bag planen vil gøre brug af, er såkaldt dna barcoding, dna-stregkodning.
Metoden går ud på at bruge en arts unikke dna-signatur til at påvise eller overvåge den i et givent miljø.
På den måde kan forskerne få indsigt i parasitternes rolle og livscyklus blot ved at analysere jord-, luft- eller vandprøver og er ikke afhængige af at indfange dem.
Kendskab til dyrenes genetik er en afgørende brik i biologernes forståelse af organismerne.
Alle de indsamlede informationer skal bruges til at vurdere, hvilke parasitter der er mest truede, og hvad konsekvenserne af deres udryddelse vil være.
Forskerne vil også være bedre i stand til at vurdere, om parasitterne er lige så truede som deres værter.
Umiddelbart kan tiltag, der beskytter værterne, også hjælpe parasitterne; fx er et oplagt bevarelsestiltag for ikten Protofasciola robusta, der trives i elefanters tarme, at sikre elefanternes overlevelse, men forskerne vil også indføre initiativer specifikt rettet mod parasitterne.
For at give et overblik over arternes risiko for at uddø skal parasitterne have deres egen rødliste, som vurderer risikoniveauet for hver enkelt.
Men før bevaringsarbejdet overhovedet giver mening, skal parasitternes renommé forbedres. Det skal blandt andet ske gennem mere omfattende uddannelse og træning af både studerende og forskere inden for økologi og naturbeskyttelse. Og ikke kun akademikere skal lære parasitterne bedre at kende.
Forskerne bag bevarelsesprojektet er også opsatte på at give offentligheden et mere nuanceret syn på parasitter via medierne.
En udbredt forståelse for parasitters afgørende rolle i fødekæderne vil nemlig være afgørende for at sikre optimal støtte til bevarelsestiltag.
Snylterne gør mennesker sundere
For at undgå modvilje mod bevarelsesprojektet har forskerne på forhånd ekskluderet parasitter, som inficerer mennesker.
Men faktisk tyder meget på, at visse arters forsvinden kan blive kostbar for mennesker.
Undersøgelser har fx afsløret, at parasitiske infektioner i en tidlig alder sænker risikoen for at udvikle autoimmune sygdomme senere i livet.
Det forklarer, hvorfor vi i den vestlige verden, hvor infektionssygdomme er blevet drastisk reduceret, i stigende grad rammes af autoimmune sygdomme. I de seneste par årtier har forskere opdaget, at parasitter lindrer sygdomme som fx allergi, astma, inflammatoriske tarmsygdomme og sklerose.
Parasitter hjælper mennesker
Piskeorme forebygger tarmbetændelse
I de dele af verden, hvor tarmparasitter er udbredte, er inflammatoriske tarmsygdomme som Crohns sygdom sjældne. Nu har forskere fundet forklaringen. En af årsagerne til fx Crohns sygdom er skadelige tarmbakterier. Forsøg på mus viser, at piskeorme i tarmen medfører, at gunstige tarmbakterier udkonkurrerer de skadelige. På den måde skruer parasitterne indirekte ned for betændelsen.
Hageorme giver astmatikere luft
Parasitter kan være en kur mod astma. Forskere har identificeret et lovende protein, som udskilles af hageorme. Proteinet AIP-2 har både vist sig at sænke inflammation, betændelse, i luftvejene på mus og holde niveauet af immunceller i blodet nede hos folk med allergi. Astma skyldes netop et overaktivt immunforsvar, der giver et højt inflammationsniveau, så luftvejene tvinges til at lukke sammen.
Fælles for sygdommene er, at de skyldes et overaktivt immunforsvar. Parasitter har netop udviklet teknikker til at dæmpe immunforsvarets aktivitet ved at danne stoffer, som dulmer immuncellerne og begrænser udskillelsen af betændelsesskabende stoffer.
I et større perspektiv vil hele klodens sundhed derfor paradoksalt nok lide et knæk, hvis parasitterne udryddes. Snylterne er ikke bare lumske manipulatorer – de er en uundværlig del af en sund verden.