Måske vidste du det allerede, men mennesket er ikke heeelt som de andre primatarter. Nu har et internationalt forskerhold fundet endnu en central forskel på mennesker og aber, der måske kan sige noget om, hvad der sendte os i hver vores evolutionære retning.

Ny undersøgelse: Derfor taler mennesket ikke som andre primater

Vi er blevet bedre til at tale - men dårligere til at brøle. Det viser ny undersøgelse, der har fået forskere til at pege på anatomien i menneskets hals som afgørende for vores evolutionære afbræk i forhold til primater.

Vi er blevet bedre til at tale - men dårligere til at brøle. Det viser ny undersøgelse, der har fået forskere til at pege på anatomien i menneskets hals som afgørende for vores evolutionære afbræk i forhold til primater.

Shutterstock

Selvom det er sjældent, man til forveksling lyder som en chimpanse, når man hilser godmorgen på arbejdet, er videnskaben alligevel urokkeligt sikker på, at vi er nært beslægtede med de lodne menneskeaber.

Men præcist hvad, der fik mennesket til at udvikle sig i en anden retning end chimpanser og gorillaer, er et omdiskuteret spørgsmål i videnskaben - og nu er der kommet endnu en hypotese i spil.

Et internationalt hold forskere har nemlig dokumenteret, at menneskets måde at tale på adskiller sig fra andre primaters tale, fordi vores strubehoved er bygget anderledes op og giver mulighed for mere kontrolleret produktion af lyd.

Stemmemembran sætter talen over styr

I modsætning til alle andre kendte primater har vi mennesker nemlig ikke en såkaldt ‘stemmemembran’ placeret på stemmelæberne i vores halse.

Stemmemembranen gør, at de ikke-menneskelige primater kan skabe lyde med højere volumen, så de kan kommunikere med lyde over længere afstande. Men membranen har også en anden effekt.

Når primaterne bliver særligt ophidsede eller ivrige, viser forskningen, at deres tale bliver påvirket af svingninger fra stemmemembranen, der skaber støj i talen. De lyde, der før var kontrollerede og klare, bliver ukontrollerede og forvrængede.

Derfor foreslår forskerne, at menneskets evolutionshistorie er særligt påvirket af den forandring, der skete i vores genetik, da vi stoppede med at udvikle stemmemembraner i vores hals.

Vi blev simpelthen bedre til at tale og dårligere til at brøle.

En af medforfatterne til undersøgelsen mener dog ikke, at man kan sætte lighedstegn mellem den manglende stemmemembran og det evolutionære afbræk fra vores medprimater - endnu.

Hvordan er det, vi taler?

Når mennesker og aber skal kommunikere med stemmen, har de det til fælles, at det foregår ved hjælp af tre ting. Udånding, halsens anatomi og mundhulens udformning.

Det forklarer Ole Næsbye Larsen, der forsker i dyrs lydproduktion på Syddansk Universitet. Han er medforfatter på udgivelsen, og det var hans undersøgelse af fugle og dødningehovedabers måde at tale på, der var med til at sætte gang i undersøgelsen af primaternes halse.

“Man mente jo, at fugle fløjtede, når de kommunikerede, men de laver i virkeligheden lyde som os primater. Der kommer et lufttryk nede fra lungerne, der skaber vibrationer gennem anatomien i halsen, som endelig formes af mundhulens udformning.”

“Når man vil sige noget, fører man altså stemmebåndene sammen i halsen og blokerer nærmest luftrøret, så stemmebåndene vibrerer og sender mere eller mindre kontrolleret tale ud gennem mundhulen,” forklarer Ole Næsbye Larsen.

Undersøgelsen af fuglenes tale gav anledning til videre at undersøge, hvordan dødningehovedaber frembringer deres lyde.

Dengang studsede forskerne ikke over stemmemembranens indvirkning på dødningehovedabernes måde at tale på. Men undersøgelsen, der brugte video-endoskopi til at kortlægge, hvordan talen opstod, endte alligevel med at hjælpe de japanske forskere, der har undersøgt de 44 primaters tale nærmere, godt på vej.

Fakta: Undersøgelsens resultater

  • Japanske forskere har undersøgt opbygning og bevægelse i halsene på 44 forskellige primater.
  • Ved hjælp af videoendoskopi har de fundet ud af, at alle undersøgte primater - på nær mennesket - har en såkaldt stemmemembran i strubehovedet.
  • Når primaterne bliver ophidsede, opstår der svingninger fra stemmemembranen, der er placeret ovenpå stemmelæberne. Det forvrænger lyden og gør kommunikationen mellem primaterne mindre klar.
  • Fordi vi mennesker ikke har stemmemembranen, har vi lettere ved at kommunikere klart og nuanceret, selvom vi er følelsesmæssigt ophidsede.
  • Derfor postulerer de japanske forskere, at den evolutionære udvikling, der ‘skrællede’ dannelsen af stemmemembranen ud af vores genetik, har været udslagsgivende for de forskelligheder, der findes, mellem mennesker og andre primater.

Umuligt at sige præcist hvornår udviklingen fandt sted

Ifølge Ole Næsbye Larsen er det interessante ved undersøgelsen, at langt de fleste forstyrrelser i de ikke-menneskelige primaters tale kommer fra stemmemembranen.

Han er nemlig ikke ligefrem sikker på, hvorvidt fraværet af membranen ligefrem har været det allermest afgørende for vores evolutionshistorie.

“Det er klart, at det er en fordel, at kunne kommunikere så præcist og nuanceret som muligt,”

“Men det er desværre nærmest umuligt at undersøge fossiler, for at se hvordan stemmemembranen er blevet udfaset fra vores fysiologi, fordi den er lavet af blødt væv, der let forgår. Vi kommer næppe til at finde fossiler med tusinder eller millioner af år på bagen, hvor den slags væv er bevaret,” forklarer han.

“Men Takeshi Nishamura, der er en af hovedforskerne bag undersøgelsen, har foreslået, at det kunne være muligt at finde svar ved hjælp af molekylærbiologien.”

Ole Næsbye Larsen uddyber, at der er forskelle mellem størrelse og form på stemmemembranerne alt efter hvilken art, man undersøger.

“Så vi kan måske finde ud af, hvad der rent genetisk styrer udviklingen af stemmemembranerne. Hvis vi finder et svar på det, kan vi muligvis undersøge fossilers DNA med henblik på at se, om deres genetik har en forbindelse til dannelsen af stemmemembranen.”

Det eneste vi ved er, at stemmemembranen er røget af i et evolutionært sving et sted, siden vi skiltes fra chimpansen for 5-6 millioner år siden.

“Men det kan jo være, at vi først har sagt farvel til membranen indenfor de seneste 100.000 år,” siger Ole Næsbye Larsen.