Opfindsomme dyr holder døden fra døren

Rovdyrene skal stå tidligt op, hvis de vil have en af naturens forsvarsspecialister på menuen. Hvad enten de skyder med giftigt blod, styrtdykker mod jorden eller iklæder sig rustninger af afføring, gælder kun én ting: at redde livet.

Rovdyrene skal stå tidligt op, hvis de vil have en af naturens forsvarsspecialister på menuen. Hvad enten de skyder med giftigt blod, styrtdykker mod jorden eller iklæder sig rustninger af afføring, gælder kun én ting: at redde livet.

Nature Picture Library

Giftigt blod skyder ud af øjnene

Tudseleguaner er kraftigt byggede krybdyr på størrelse med skrubtudser, der lever i tørre områder i Nord- og Mellemamerika.

Selvom de omkring 15 kendte arter alle er piggede og tornede, er de et populært bytte hos rovfugle, prærieulve og ræve.

Kommer en prærieulv for tæt på tudseleguanen, får den en salve giftigt blod.

© J. Cancalosi/NaturePL

Mod rovfuglene kan tudseleguanen ikke gøre meget andet end at puste sig op som en lille, pigget fodbold og fremvise de store torne i nakken, men angribes den af firbenede rovdyr, har leguanen et overraskende forsvar parat.

Hvis en tudseleguan føler sig virkelig truet, kan den sende stråler af blod mere end en meter ud i luften fra begge øjne.

Bristede blodkar sender blodstråle mod fjenden

Fra en meters afstand kan tudseleguanen med stor præcision plante en stråle giftigt blod i ansigtet på et rovdyr.

For at øge effekten indeholder blodet giftige og irriterende stoffer, der virker særlig kraftigt på pattedyr. Giftstofferne er formentlig udvundet fra myrer, der udgør en stor del af leguanernes naturlige føde.

Tudseleguanen kan gentage sin affyring flere gange, men har ikke ubegrænset ammunition, da det er dens eget blod, den bruger.

Video: Se blodstrålen blive affyret

Pigget fisk fordobler størrelse

Kuglefisk er små til middelstore fisk, der findes i varme have over det meste af verden. Fiskene er ret langsomme, så de kan ikke flygte fra deres fjender.

Når faren truer, reagerer kuglefisk i stedet ved på få sekunder at sluge store mængder vand, så de svulmer op som balloner og mere end fordobler deres størrelse.

På et øjeblik sluger kuglefisken store mængder vand og bliver en smertende mundfuld at gabe over.

© Nature Picture Library

En del kuglefisk har huden fuld af pigge, så de bliver en både stor og smertefuld mundfuld for et rovdyr. Nogle arter af kuglefisk puster sig også op, når de skal gøre kur til mager og parre sig.

En række arter flygter gennem luften uden at have egentlige vinger. I stedet falder dyrene kontrolleret i afgrunden.

© T. MacMillan/NaturePL

Firben svæver med sine ribben

Små sydøstasiatiske dragefirben flyver vha. en hudmembran spændt ud over forlængede ribben. Selvom firbenene kun er 10-20 cm lange, kan de svæve 50-60 meter.

© T. Laman/National Geographic

Slange forvandler sig til en frisbee

Sydøstasiens flyvende snoge lever i træer. Når et rovdyr nærmer sig, kaster snogen sig ud fra høje grene og spreder ribbenene ud til siden, så den får form som en lang og smal boomerang.

© S. Dalton/NaturePL

Frøer bruger svømmehud som faldskærm

Når tropiske frøarter vil flygte, springer de ganske enkelt ud i luften, bøjer benene ind mod kroppen og spreder svømmehuden mellem tæerne. Frøerne kan svæve op til 30 meter.

© Shutterstock

Fisk skyder sig gennem luften

Er en flyvefisk truet, pisker den voldsomt med halen, springer op af vandet og folder sine ekstremt udviklede brystfinner ud. Flyvefisk kan svæve 400 meter med en fart på 70 km/t.

Sylespidse børster brænder i dagevis

Ildorme er typisk ca. 15 cm lange og har store, flade plader på ryggen med lange børster, der stikker ud.

Selvom den ser klappevenlig ud, skal en ildorm kun akkurat strejfes for at afsløre, at den ikke har fået sit navn uden grund.

Børsternes kamformede spidser er fyldt med gift og brækker nemt af, hvorefter de hager sig fast i skindet på angriberen.

Ildormens lange, fine børster sidder parvis. Børsterne er hule og indeholder en kraftig nervegift.

© Mary Beth Angelo/Scanpix

Dykkere, som har været i nærkontakt med ildorm, beskriver en stikkende og brændende smerte, der varer i dagevis og svarer til at stikke hånden i et brændenældekrat.

Teknikken sikrer, at rovdyr, der forsøger at få ildorm på menuen, kun gør det den ene gang

Pungmejsens rede har hemmeligt rum

De afrikanske pungmejser bygger en stor, dråbeformet, hængende rede, der flettes sammen af lange strimler af græs. Reden har en tydelig åbning på siden, der fører ind til et stort, rummeligt kammer med flettet bund.

Det er bare ikke her, ungerne er. Både indgangen og kammeret er bygget for at narre rovdyr til at tro, reden er tom.

Rovdyr bliver snydt af falsk rum

Den dobbeltvæggede rede har et falsk og et ægte redekammer. Vævningen er så tæt, at selv aber har svært ved at flå den i stykker.

Det rigtige redekammer ligger nedenunder og har en camoufleret indgang. Hver gang forældrene passerer igennem indgangen, lukker de den omhyggeligt med
edderkoppespind, der klistrer kanterne sammen.

Ungerne gør også deres for at overleve: Normalt pipper fugleunger, hvis de mærker noget lande på deres rede, men pungmejseungerne er tavse som graven, hvis der er aktivitet i reden.

Den snedige pungmejse beskytter sine unger mod rovdyr ved at flette en rede med et hemmeligt kammer.

© Des & Jen Bartlett/National Geographic Coll.

Larver lægger fæces på ryggen

Skjoldbillelarvernes efterladenskaber bruges som afskrækkelse over for sultne rovdyr.

Enten klæber larven afføringen fast på ryggen med sin fleksible, opretstående anus, så den ligner en omvandrende afføringsdynge, eller også holder larven afføringen fast med en særlig tang på halespidsen og vifter en eventuel fjende om næsen med en stor, ildelugtende klump.

Skjoldbillelarven bruger sin fleksible anus til at klæbe lag af ildelugtende afføring fast på ryggen.

© Alamy/ImageSelect

Lidt i samme stil iklæder nymfer af skumcikader sig et beskyttende hylster af afføring. Nymferne blæser luft gennem afføringen, så den fyldes med bobler og skummer op.

Følsomt høreorgan sender natsværmeren i styrtdyk

Flagermusen er natsværmerens ærkefjende. For at undgå at blive ædt af det flyvende pattedyr har natsværmeren udviklet særlig følsomme høreorganer på hver side af bagkroppen.

Organerne indeholder sensorceller, som er specialiseret i at registrere flagermusens ultralydskald.

Når cellerne registrerer et kald, omsætter de lydbølgerne til elektriske signaler, der går direkte ud i vingemusklerne og sender natsværmeren i vild flugt mod jorden.

Sovepose skjuler papegøjefiskens lugt

Da papegøjefisk er relativt store, er det begrænset, hvor mange huller og andre skjulesteder de kan finde på koralrevet. Derfor har papegøjefisken udviklet en særlig soveteknik, der snyder rovfisks lugtesans.

Når papegøjefisken skal sove, finder den et nogenlunde trygt sted på havbunden. Herefter begynder fisken at udskille slim fra munden, der gradvist omringer hele kroppen som en pose.

Papegøjefisken danner en sovepose af slim, der skjuler den slumrende fisks kropslugt.

© Nature Prod./NaturePL

Slimposen har åbninger, som lader vandet strømme ind og ud og levere ilt til papegøjefisken. Til gengæld bliver eventuelle duftstoffer spærret inde i posen, så rovdyr ikke kan snuse sig frem til den sovende fisk.

Mesteren har 15 forklædninger

Harlekinblæksprutten blev først opdaget i Indonesien i begyndelsen af 1990’erne, men forskerne fandt hurtigt ud af, at dens forklædningsevner var noget ud over det sædvanlige.

Som alle andre blæksprutter kan den skifte farve med stor præcision og samme fart som en flimrende lysreklame, men farveskiftet er det mindst imponerende trick i ærmet.

Naturen bugner med smarte forklædningskunstnere, men kun den lille tropiske harlekinblæksprutte har kostumer nok til en hel cirkusforestilling.

© Nature Picture Library & Mikkel Juul Jensen

Arme ligner giftslange

Hvis harlekinblæksprutten gemmer sig i sandet og lader to stribede arme stikke op, ligner den en giftig koralslange.

© Alamy/Imageselect & Mikkel Juul Jensen

Skjuler sig blandt gopler

For bedst muligt at gå i ét med en stime af gopler strækker kamæleonblæksprutten sine arme opad.

© Alamy/Imageselect & Mikkel Juul Jensen

Mænger sig med fladfisk

Når blæksprutten er sammen med større fisk, fx fladfisk, presser den armene ned langs kroppen, så den ligner fx en giftig flynder.

Harlekinblæksprutten kan også ændre overfladestrukturen i sit skind, så den kan gå fra at være helt glat til ru og knortet som en gammel, algebevokset sten.

Men det slutter heller ikke her. Blæksprutten kan også efterligne andre dyrs kropsformer og opførsel.

Hvis den fx bliver forfulgt af en rovfisk, kan blæksprutten gemme sig i et hul og lade to stribede arme stikke op fra bunden i forlængelse af hinanden, så de ligner en giftig koralslange – et dyr, de fleste rovfisk har stor respekt for.

Se blækspruttens pantomimeteater

Harlekinblæksprutterne er sjældne, så det er endnu uvist, præcis hvor mange forskellige dyr de kan efterligne.

Indtil videre er mindst 15 forskellige forklædninger registreret, hvoraf en stor del forestiller giftige dyr som pigrokker, søanemoner og dragefisk.

Harlekinblæksprutten er også specialist i at falde i ét med omgivelserne og efterligne fx fastvoksede svampe eller rørorme. Forskerne har endda set individer gøre sig så uinteressante som muligt ved at efterligne drivende kokosnødder.

Nye ben vokser frem på to uger

Den mexicanske halepadde axolotl kan ofre et ben til et rovdyr og stikke af, uden at den mister førligheden.

Cellerne omkring såret deler sig lynhurtigt og danner nyt væv med så høj hastighed, at nye ben eller organer kan være dannet på bare få uger.

Ud over at gendanne afrevne lemmer kan axolotl erstatte organer og dele af hjernen.

© Nature Picture Library

En af årsagerne til den ekstreme regenerering er, at axolotl lever hele livet i larvestadiet og ikke undergår metamorfose – modsat fx haletudser, der udvikler sig til frøer.