Shutterstock

Bliver endorfiner også udløst hos dyr?

Endorfiner udløses både hos mennesker og dyr blandt andet for at lindre smerte, men lykkestoffet har mange forskellige funktioner.

Endorfiner er kroppens lykkestoffer, som får både dyr og mennesker til at ignorere smerte. Stofferne udskilles som respons på ubehag, f.eks. efter en skade eller en stresset flugt fra et rovdyr.

Ud over den smertelindrende effekt virker endorfinerne afslappende og giver en opstemt følelse i kroppen.

Alle hvirveldyr udskiller endorfiner i hjernen. Hvirvelløse dyr som insekter og snegle har derimod ikke et veludviklet nervesystem eller hormonsystem og benytter sig ikke af disse lykkestoffer.

Endorfinerne bliver også frigivet fra hjernens hypofyse eller hypotalamus ved sex eller andre former for fysisk aktivitet.

Når mennesker udsætter sig selv for hård fysisk træning - for eksempel langdistanceløb - kan den fysiske anstrengelse udløse en stor dosis endorfiner i hjernen, som giver lykkerusen kendt som runner’s high.

Sådan virker endorfiner på dyr

Dyr drager nytte af de smertelindrende og lykkeskabende endorfiner på flere forskellige måder.

Skaber familiebånd

Når aber piller og renser hinandens pels, udløser det endorfiner, der skaber en følelse af afslappethed og velbehag. Pilleriet styrker derfor familiebåndene.

Shutterstock

Dæmper frygt

Når et dyr bliver jagtet, udløses endorfiner i hjernen som respons på stressen.

Et såret dyr kan også bruge rusen til at ignorere smerten og fortsætte flugten.

Shutterstock

Sænker stofskifte

Når bjørne går i hi, nedsættes ilttilførslen til de indre organer og hjernen.

Men bjørnens hjerte og hjerne tager ikke skade, fordi endorfinerne sænker cellernes stofskifte og nedsætter behovet for ilt.

Shutterstock