Dybt inde under en ishylde ved Antarktis trives et væld af livsformer, selvom de er helt afskåret fra Solens lys. Det er den overraskende melding fra biologer fra British Antarctic Survey i England, som har boret ned gennem Filchner-Ronne-ishylden og sænket et kamera ned på havbunden.
Målet var at tage billeder af mudder på havbunden, som de forventede var et goldt og livløst miljø. Men kameraet dumpede lige ned på en stor, rund sten, som tydeligvis var indtaget af flere livsformer.
Biologer borede gennem den 900 meter tykke ishylde og sænkede et kamera ned på havbunden. Det ramte en ca. en meter bred sten, som var oversået med livsformer.
På billederne ses både svampe og dyr, som kan være såkaldte rankefødder – en gruppe af små krebsdyr, som bl.a. omfatter rurerne.
Forskerne kunne tælle i alt 16 svampe og 22 dyr på stenen. Det har ikke været muligt at artsbestemme dem, men forskerne har mistanke om, at der kan være ukendte arter imellem.
🎬 VIDEO: Se kameraet dumpe ned på havbunden.
Fælles for svampe og rankefødder er, at de er immobile. De sidder fast på en overflade, fx en sten, hvor de lever hele livet. Det betyder, at de ikke kun er på besøg inde under ishylden, men må være i stand til at ernære sig selv på stedet.
På stenen kunne forskerne identificere dyr, som formentlig er arter af rankefødder (tv.), og svampe (th.).
Vandtemperaturen under ishylden er -2 °C, og boringen blev foretaget 260 km fra ishyldens kant, som er det nærmeste sted, der kan foregå fotosyntese. Men de næringsstoffer og den plankton, dyrene lever af, har rejst endnu længere.
625 km er afstanden fra dyrene under isen til den føde, de lever af. Ifølge forskerne går der måske årtier imellem, at noget spiseligt tilfældigvis flyder forbi.
Ud fra strømforholdene har forskerne beregnet, at dyrenes føde må stamme fra et område 625 km væk. Forskerne mener, at dyrene formentlig er i stand til at undvære føde i lange perioder, måske i flere årtier ad gangen.
Udforskningen af livet under Antarktis’ ishylder kan give forskerne ny viden om, hvordan livet i polarområderne har klaret sig gennem hårde istider, hvor store dele af havoverfladen har været dækket af is.
