Hvordan bærer et firben sig ad med at tabe halen?

Firben er et af de bedst kendte eksempler på autotomi, dvs. frivillig afkastning af en legemsdel, som regel et ben eller en hale. Tricket skal distrahere et rovdyr så meget, at det jagede dyr kan nå at slippe væk. Hos firben sker det ved en kraftig og pludselig sammentrækning af musklerne i halen. Denne sammentrækning sker uafhængigt af, om firbenet kommer i fysisk kontakt med sin fjende eller ej. Det er med andre ord firbenet selv, der “bestemmer”, om det skal tabe halen. Når et firbens hale knækker, sker det langs en allerede eksisterende brudlinie i en af halehvirvlerne. Her er hvirvlerne kun delvist forbenede, og da de samtidig er meget forlængede, knækker de relativt let langs disse svage zoner. Blodkar og muskler er samtidig arrangeret på en sådan måde, at blødningen fra halestumpen bliver minimal. Hver enkelt halehvirvel er forsynet med denne brudlinie, så halen kan knække, hvor det skal være. Der begynder ret hurtigt at vokse en ny hale ud fra brudstedet. Den er dog som regel lidt mindre end den oprindelige, og hvirvlerne er blevet erstattet med en bruskstreng. Hvis halen kun brækker delvist af, kan den komme til at fungere igen, samtidig med at der vokser en ny hale ud fra den åbne del af såret. Resultatet er et firben med to haler. Autotomi er også udbredt blandt leddyrene. Hos spindlerne er det især mejere, som kaster et eller flere af deres tynde edderkoppeben, hvis de bliver forstyrret, mens det hos krebsdyr især kendes hos krabber. Søstjernen, der tilhører de såkaldte pighuder, kan også danne nye arme, hvis den mister nogen i kamp med fx en rovfisk. Faktisk kan blot en enkelt arm udvikle sig til et helt nyt dyr.