Hvorfor dræber nogle dyr deres unger?
Man hører ofte, at dyr er rede til at gå i døden for at forsvare deres afkom. Men hvorfor er der så nogle dyr, der slår deres unger ihjel?
Den enkleste grund til, at nogle dyr kan finde på at dræbe deres egne unger er, at de opfatter dem som føde. Det gælder fx hos komodovaranen, hvor de voksne ikke betænker sig på et æde en unge, hvis de støder på en. Det gør de nu sjældent, for som et modtræk mod denne vane har ungerne udviklet evnen til at klatre i træer – hvilket de voksne er for tunge til. Andre dyr ofrer deres unger, fordi de selv er i fare. Det gælder fx kænguruer, der smider ungerne ud af pungen, hvis de bliver forfulgt af rovdyr. Resultatet er, at rovdyrene kaster sig over ungen, mens den voksne undslipper. Det kan virke grusomt, men biologisk set er det logisk: Hvis den voksne dør, er der ingen chance for nye unger, mens der er gode muligheder for flere unger, hvis den voksne overlever. Endelig er der dyr, som dræber unger af en mere udspekuleret grund. Når fx en hanløve eller en hanbavian overtager ledelsen af en flok hunner, fordi den tidligere lederhan er blevet dræbt, tager han som en af sine første “embedshandlinger” livet af samtlige unger i flokken. Her er der tale om rendyrket biologisk egoisme. Flokkens unger havde den tidligere han som far. Ved at dræbe dem sørger den nye han for, at hunnerne hurtigere kommer i brunst, og dermed får han chancen for at blive far til flokkens unger.