Hvorfor har næsehorn horn?

Dyr med horn er næsten altid planteædere, så hornene bruges ikke til at nedlægge bytte. Men hvorfor har for eksempel næsehorn så horn?

Close-up af næsehorn der græsser
© Shutterstock

Der er i almindelighed tre grunde til, at dyr har horn eller gevirer: For det første er de våben, der bruges til forsvar mod fjender eller til indbyrdes kampe om mager eller territorier. Hornene anvendes ganske rigtigt aldrig til jagt, da hornbærende dyr uden undtagelse er planteædere. For det andet er horn sekundære kønskarakterer – de bruges populært sagt til at imponere med. Hos langt de fleste hornbærende dyr er det kun hannen, der har horn. Hornenes størrelse og udformning fortæller noget om indehaverens styrke og sundhedstilstand og dermed om hans værdi som mage. Endelig kan horn eller gevirer også fungere som værktøj. De kan for eksempel bruges til at skubbe sne til side, så dyrene kan få fat i de planter, der ligger gemt. Det ser man for eksempel hos rener. Når det gælder næsehorn, er hornene først og fremmest våben. De bruges ofte i kamp om hunnerne, men er også effektive som forsvar. Der kendes eksempler på, at næsehorn har dræbt elefanter med deres horn. Næsehorns horn er i øvrigt specielle ved at være opbygget af keratin, det samme, som er i menneskers hår og negle.