Opfindsomme dyr besejrer gold isørken
Gennemsnitstemperaturen er –57 °C, men højt specialiserede dyr trodser Antarktis’ kulde. Nogle overlever på en kost af sælafføring, mens andre er frostsikre.
Antarktis’ største landdyr er et insekt
Ægte landdyr – arter, der tilbringer hele livet på land – er der ikke mange af i Antarktis. Faktisk er det største en lille vingeløs mitte, der højst bliver 6 mm lang. Den er også det eneste insekt på Antarktis.
Mitterne lever et kort og hektisk liv som voksne i ti dage midt på sommeren – til gengæld lever de to år som larver under isen. Dyrene beskytter sig mod kulden ved at samle sukkerstoffer i cellerne, som forhindrer isdannelser. Mitterne er så godt tilpasset et liv i kulden, at de dør, hvis temperaturen kommer op på 10 °C.
Havgrisen udnytter havbunden
Føden findes ikke kun i de øverste dele af havene omkring Antarktis. Også havbunden er rig på næring, og det udnytter havgrisen til sin fordel. Det 20 cm lange dyr er i familie med søpølser, og i store flokke finkæmmer havgrisene havbunden, hvor de gennemtygger de øverste lag, ligesom en regnorm gør på land.
Havgrisene lever af de organiske stoffer, der er i bundmaterialet eller er faldet ned på bunden oppefra – fx kadaveret af en hval. Havgrisene sørger samtidig for at recirkulere næringsstofferne, så de kommer i kredsløb igen i stedet for at gå i fordærv på havets bund.
Skraldefugl spiser afføring, opkast og moderkager
Med deres tykke, snehvide fjerdragt ligner skedenæb store tykmavede duer. Men de opfører sig væsentligt anderledes – den hvide fugl er Antarktis’ svar på gribbe.
De er udmærkede flyvere, men de kan ikke svømme eller dykke efter føde, fordi de mangler svømmehud. I stedet har de rollen som skraldemænd på det iskolde kontinent.
De rydder op, når en sæl har født sin unge, og spiser blod, moderkager og andre efterladenskaber fra fødslen. Skulle de falde over frisk sælafføring, spiser de også den. I pingvinkolonierne æder skedenæbbene de knuste æg og døde unger med lige så stor iver – eller pingvinernes opgylpede maveindhold – og ved forskningsbaser lever de af skrald og andet menneskeligt affald.
I et område som Antarktis er dyr af denne type ekstremt vigtige. Kulden bevarer ådsler og andet affald, og nedbrydningen tager derfor lang tid. Skedenæbbene sørger for, at nedbrydningen sker langt hurtigere.