Verdens mest hårdføre dyr, de små bjørnedyr, er kendt for at overleve, hvor alle andre må give op.
De ottebenede dyr kan tåle temperaturer fra -272 til 150 °C, klare sig uden vand i årtier, modstå ekstremt højt tryk og kraftige doser stråling samt overleve i det vakuum, der hersker i rummet.
Bjørnedyrene bliver kun op til 1,5 mm lange og kan findes over hele verden. De lever af at udsuge dyre- og planteceller, fx fra mos, som er deres foretrukne levested.
Hemmeligheden ligger i bjørnedyrets evne til at gå i en dvaletilstand kaldet kryptobiose, hvor stofskiftet nedsættes til 0,01 pct. af det normale. Men hvordan dyret konkret undgår at få ødelagt sit dna af de ekstreme prøvelser, har hidtil været en gåde.
I 2016 opdagede forskere fra The University of Tokyo i Japan, at bjørnedyrene har et særligt protein ved navn Dsup, som på en eller anden måde beskytter arvematerialet.
Når bjørnedyret går i dvale, trækker det benene ind i kroppen, tørrer ud og nedsætter sit stofskifte til et absolut minimum. I denne tilstand kan dyret overleve i årtier.
Den mistanke er nu blevet bekræftet af forskere fra Centre for Plant Biotechnology and Genomics i Spanien. Ved hjælp af en supercomputer har de skabt en model, som viser, hvor meget de enkelte atomer i Dsup-proteinet kan bevæge sig i forhold til hinanden.
Protein pakker dna’et ind
Modellen afslører, at Dsup-molekylet er meget løst organiseret. Det gør det ekstremt fleksibelt, så det kan smyge sig helt tæt om dna-molekylet og indkapsle det.
Forskerne mener derfor, at Dsup virker som et skjold, der beskytter bjørnedyrets dna mod stærk stråling og mod skadelige stoffer, fx de aggressive molekyler, som kaldes frie radikaler.
31 år er rekorden for, hvor længe bjørnedyret kan overleve i en dybfryser. Den blev sat i et japansk forsøg fra 1983 til 2014.
Den nye viden kan blive værdifuld både i medicinens og rumfartens verden. Hvis funktionen af Dsup-proteinet overføres til menneskeceller, vil det fx være muligt at beskytte sunde celler mod stråling i forbindelse med kræftbehandling.
Og på længere sigt kan hele kroppen hos astronauter gøres mere tolerant over for den kosmiske stråling i rummet og på fremmede planeter.
