Anna Zora/Fregate Island Foundation

Vegetarskildpadde jager og æder fugleunge

Kæmpeskildpadden er egentlig vegetar, men da en fugleunge forsøger at hakke dens øjne ud, går padden til modangreb i slowmotion. Se videoen længere nede.

Kæmpeskildpadder på Seychellerne er normalt fredsommelige vegetarer, der lever af øernes frodige bevoksning.

Derfor var biologen Anna Zora mildest talt overrasket, da det lykkedes hende at filme en skildpadde tage sine langsomme skridt over i rovdyrenes rækker.

Zora så, hvordan skildpadden langsomt bevæger sig hen langs en væltet træstamme, hvor en terneunge sidder i skovbunden.

Ternen hopper flere gange baglæns, men skildpadden fortsætter sin jagt. Og til sidst får den fat. Skildpadden fanger fuglen, dræber den med et kraftigt bid og begynder så at æde den.

VIDEO: Se skildpadden gøre det af med fugleungen

Skildpadden jager fuglen gennem skovbunden, og til sidst får den fat.

© Anna Zora/Fregate Island Foundation

Terner er før set angribe skildpadder på øerne, fordi de med deres spidse næb kan hakke øjnene ud på kæmpedyrene. Men skildpadders modangreb på terner er aldrig før dokumenteret.

Biologerne, som så optrinnet, mener, at paddens jagtteknik viser, at det ikke er første gang, den jager på denne måde. Men eftersom padden er klassificeret som planteæder, er det uvist, om dens mave i det hele taget er i stand til at fordøje kød.

En nærmere undersøgelse af de seychelliske kæmpeskildpadder skal nu vise, om det er en udbredt jagtteknik på øerne.