For de fleste dyr er hver dag en kamp for at finde føde, undgå rovdyr og formere sig. Hos mange arter er det derfor vigtigt at besidde et godt territorium, der rummer føde og beskyttelse, og som ikke mindst kan tiltrække en mage. Hos geparden forsvarer hannen sit territorium året rundt.
Han fortæller andre hanner, at de skal holde sig væk, ved at afmærke området med særlige duftstoffer i urinen. Derimod er det hos flere fuglearter kun i yngletiden, at hannen ivrigt forsvarer et bestemt område. Hanfuglens ofte farverige fjerdragt og sang bliver brugt til at tiltrække hunner med, men også til at afskrække andre hanner fra det etablerede territorium.
Kampen om hunnerne har ledt til udviklingen af en række særlige karakteristika såsom horn, specielle aftegninger, farvestrålende fjer, stor kropsstørrelse og stærk aggression hos hannerne. Alt sammen for at imponere hunnerne og tilkæmpe sig ret til parring.
Med sit gevir forsvarer kronhjorten ejerskabet over det harem af hunner, han har tilkæmpet sig.
Narhvalens lange tand bruges i dueller med rivaler om adgang til hunnerne. Den han, der har den længste tand, vinder flest dueller og får derfor lov til at parre sig med flest hunner.
Herkulesbillens horn kan spærre for andre hanner, så de ikke får adgang til de små gange i jorden, hvor billerne bor. Herkulesbillen bruger også hornet som våben.
Hannernes kampe kan være ordinære slåskampe, hvor den stærkeste vinder, men magtkampene kan også være mere sofistikerede. Hos paradisfuglene udfører hannerne for eksempel ejendommelige danse for at tilkæmpe sig en mage.
Dansen består i svirren med halen, krumspring og andre akrobatiske øvelser, der foregår på en lille arena i skovbunden, som hannen har ryddet for grene og blade.
Hos den lille fisk hundestejlen kurtiserer hannen hunnen ved at fremvise en flot rede til æggene, som han har bygget på havbunden. Kun hanner med en rede af god kvalitet vil have held til at tiltrække en hun.
Påfuglehanners fjer siger indirekte noget om generne. For kun hanner med det bedste arvemateriale vil være i stand til at overleve med det handicap, det er at slæbe rundt på den enorme hale.
Selv om kampe mellem hannerne kan se voldsomme ud, ender de sjældent i alvorlige skader. Ofte har kampene mere en rituel karakter, hvor forskellige adfærdsmønstre og en kort styrkeprøve afgør, hvem der vinder.
Hvis det alligevel ender i kamp, trækker den svage sig tit ud, inden det går for vidt. For det er vigtigt, at den slagne kan nå at komme ovenpå, inden han skal ud i en ny kamp.
Flodheste
Flodhestehanner slås om et territorium på et flodområde på nogle hundrede meter.
Isbjørne
Der er ca. tre isbjørnehanner for hver brunstig hun, og det fører til heftige kampe imellem hannerne.
Elefanter
Hunnerne lever sammen i flokke, og i parringstiden slås hannerne om retten til at parre sig med dem.