Hybrider, som krydsninger mellem forskellige arter kaldes, er sjældne i naturen. Blandt fisk, der afgiver sæd og æg frit i vandet, er de dog forholdsvis almindelige – den såkaldte leps er fx en krydsning mellem rødspætte og skrubbe.
Men under normale omstændigheder sikrer både dyrenes biologi og adfærd, at to arter ikke spilder energi på at parre sig. Skulle to dyr af hver sin art alligevel finde på at parre sig, er chancen for befrugtning desuden meget lille.
Løver og tigere er blandt de dyr, der kan avle unger med hinanden på tværs af arter. Hvis faderen er en løve og moderen en tiger – som her – bliver resultatet ... en liger.
Nogle arter er dog så nært beslægtede, at der kan komme et levedygtigt afkom ud af en krydsning, men i naturen vil geografien normalt udelukke, at de parrer sig – ofte lever nært beslægtede arter nemlig ikke i samme område. I fangenskab kan dyr fra vidt forskellige egne af kloden imidlertid komme til at leve side om side, og så er der mulighed for “naturstridige” krydsninger.
Tigere og løver avler ... tigoner
En af de ældste kendte krydsninger er muldyret. Det er et stærkt og omgængeligt dyr, som man derfor har avlet på i århundreder. Et muldyr er en krydsning af en æselhingst og en hestehoppe. Men der kan være visse problemer forbundet med at avle muldyr. Kun hver tredje gang lykkes befrugtning. Muldyrene selv er normalt sterile.
I dyreparker og zoologiske haver har man krydset løver og tigre. Krydsningerne kaldes ligere eller tigoner med en sammenskrivning af de to dyrenavne. Hvis faderen er en løve, hedder afkommet en liger. Hvis han er en tiger, er det en tigon. Der kendes en række lignende krydsninger, fx mellem hest og zebra.
I nogle tilfælde endda mellem dyr, der genetisk set afviger mere end ti pct. fra hinanden. Mennesker og chimpanser afviger kun to-tre pct. fra hinanden, og ser man bort fra det etiske aspekt, burde en krydsning derfor være teoretisk mulig.