parring hunde

Hvorfor hænger hunde sammen efter parringen?

Jeg har flere gange set hunde parre sig. Hvorfor bliver de ved med at hænge sammen i op til flere minutter, efter at parringen er overstået?

Hundes parring ender ofte i noget, der minder om et cirkusnummer. I stedet for at trække sig ud af hunnen løfter hannen sit ene bagben hen over ryggen på hende og vender sig om, så de to dyr kommer til at stå bag mod bag.

Denne stilling kan de holde fra få minutter til over en time.

Den besynderlige adfærd skyldes, at et særligt svulmelegeme ved roden af hannens penis forhindrer ham i at trække sig ud efter selve parringen. Sammenlåsningens funktion kendes ikke med sikkerhed. Formentlig er den en tilpasning, der sikrer hannen, at det virkelig er ham, der bliver far til hunnens hvalpe.

Mens de to er låst sammen, får hans sædceller nemlig tid til at svømme hendes ægceller i møde, og imens er der ingen andre hanner, der kan parre sig med hende. Det er ikke usædvanligt i dyreriget, at parringen også har en anden funktion ved siden af at overføre sædcellerne fra hannen til hunnen.

Katte

Hos katte er hannens penis fx udstyret med spidse modhager, der gør, at han ikke uden videre kan trække sig ud af hunnen. Det gør ligefrem ondt på hende, når han forsøger, og derfor ser man ofte hannen springe hurtigt i sikkerhed efter parringen, mens hunnen prøver at rive eller bide ham.

Faktisk er det den rent fysiske påvirkning fra disse pigge, som sætter ægløsningen i gang hos hunnen. Hos andre arter har hannerne udviklet andre metoder til at sikre, at det bliver netop deres sædceller, der befrugter hunnen. Nogle fugle har fx udviklet enorme testikler, der producerer sæd i så store mængder, at eventuel sæd fra en tidligere parring simpelt hen bliver skyllet ud af hunnen.