Sædcellen gør alt for at komme først

Da en forskergruppe i 2014 med avancerede røntgenmaskiner undersøgte fossiler af muslingekrebs fra en hule i Australien, fik de sig lidt af en overraskelse.

De ca. en mm lange rejelignende skaldyr var så velbevarede, at forskerne kunne se opbygningen af kernen i dyrenes sædceller.

Detaljerne stod tydeligt frem, fordi sædcellerne er usædvanligt store hos muslingekrebs.

Sædceller er menneskekroppens mindste celler og måler få mikrometer, men hos nulevende arter af muslingekrebs kan de være op til en cm lange, altså ti gange længere end dyrets egen krop og 200 gange så lange som menneskers sædceller.

De australske sædceller er de ældste, der nogensinde er fundet, og stammer fra klippelag, som er mindst 16 mio. år gamle. Fossilerne vidner om, at sædceller uanset størrelse altid har spillet en vigtig rolle i formeringen hos levende væsner.

Selv planter har sædceller

Hos alle organismer med mere end et køn – nogle svampe har fx helt op til 36.000 forskellige køn – benyttes sædceller. I formeringens tjeneste begiver de små kønsceller sig ud på missioner, der er toptrænede elitesoldater værdige.

De skal svømme enorme distancer i noget, der mest af alt minder om tapetklister, og i omgivelser, der gør, hvad de kan, for at tage livet af dem.

Og lykkes det at nå frem til målet, møder de en mur så tyk, at de må bruge kraftige kemikalier for at bryde gennem.

Knoklearbejdet lyder usædvanligt besværligt og omstændeligt, men den barske udvælgelsesproces sikrer, at kun de bedste og mest hårdføre sædceller når frem til målet og får lov til at befrugte ægget.

Til trods for den besværlige vej er sædcellens formål meget enkelt. Den skal overføre den ene halvdel af den genetiske information, der skal til for at danne et nyt individ, til en ægcelle.

Overførslen skal ske i et vandigt miljø, uanset om det er frit i naturen – som når fx havdyr frigiver deres æg og sædceller i vandet – eller om det sker inde i en hun.

Det er derfor, stort set alle sædceller kan svømme.

Sæd er biologisk billigt

De første levende organismer på Jorden formerede sig formentlig ved simpel deling, og hvornår sædcellen egentlig blev udviklet, har forskerne ikke noget præcist bud på.

Men de er sikre på, at det er sket, længe før de 16 mio. år gamle australske muslingekrebs levede.

Da alt fra øgler til insekter og bløddyr benytter sig af sædceller, konkluderer forskerne, at sæd må være en meget gammel opfindelse.

Sædcellernes vide udbredelse skyldes formentlig, at de er små og lette at producere i millionvis.

De er med andre ord “biologisk billige” og en simpel metode til at røre op i den genetiske information, så arterne bliver mere varierede og får bedre muligheder for at udvikle og sprede sig.

Med så mange sædceller i spil kan det ikke undgås, at enkelte er deforme eller på anden måde ufrugtbare.

Alle organismer har sædceller med flere hoveder, forkrøblede haler eller andre handicap, der mindsker deres evne til at bevæge sig eller gennembryde æggets cellevæg.

Men så længe de fejlproducerede sædceller kun udgør en brøkdel af den samlede mængde, går det ikke ud over organismens forplantningsevne.

Og det er ikke kun dyr, som benytter sædceller i formeringens tjeneste, men også planter som fx bregner og mosser. Alt som gror, lever og vokser er afhængige af sæd. Uden sædceller intet liv.