Hvis en dyreart bliver reduceret til kun at tælle en han og en hun, er der tale om en ekstrem flaskehalsbegivenhed, som vil gøre de næste generationer stærkt indavlede.
Parringer mellem bror og søster eller forældre og unger kan ikke undgås og vil føre til nedsat frugtbarhed og levedygtighed.
Grunden til, at indavl er skadelig, er, at den nedbringer den genetiske variation i dyregruppen, så skadelige genvarianter kan hobe sig op og få fatale følger.
De fleste gener findes i to varianter, hvoraf den ene kan være skadelig. Hvis den anden genvariant er funktionsdygtig, overtrumfer den normalt den skadelige, og dyret bliver såkaldt heterozygot for det pågældende gen.
Skadelig genvariant giver dalmatinere nyresten
En skadelig genvariant får dalmatinere til at udskille for meget urinsyre, hvilket fører til nyresten. Selvom forældrene ikke selv er syge, er de bærere af det skadelige gen, som vil komme til udtryk i hver fjerde hvalp.
Blå: Raskt gen for dannelse af urinsyre
Rød: Skadeligt gen for dannelse af urinsyre
Skadelige gener ender i samme unge
Men når to heterozygote dyr parrer sig, bliver generne blandet, så de skadelige genvarianter i 25 pct. af tilfældene ender i det samme fosteranlæg og vil gøre ungen såkaldt homozygot for det pågældende gen og mindre levedygtigt.
I en lille population, hvor indavl ikke kan undgås, stiger risikoen for, at to heterozygote dyr parrer sig.
Biologerne er meget bevidste om konsekvenserne af indavl i fx zoologiske haver og inden for hundeavl, hvor nye racer bliver skabt ud fra ganske få individer. Alligevel slås nogle hunderacer med indavlssymptomer.
Dalmatinere er fx udsatte for at få nyresten pga. en skadelig genvariant, der, hvis den optræder i dobbelt udgave, udskiller ekstra store mængder urinsyre i deres urin.