Gilaspætten lever i ørkenområder i det sydvestlige Nordamerika og foretrækker at bygge reder i de karakteristiske op til 15 meter høje saguaro-kaktusser.
Som regel er saguaro-kaktussens torne ikke tættere, end at gilaspætten kan stå mellem dem og dermed undgå at stikke sig.
Spætten foretrækker de højeste kaktusser. Højden er sammen med tornene med til at sikre, at jordlevende rovdyr, fx slanger, ikke så let kan kravle op til rederne.
Kaktus lider under spættens besøg
Når gilaspætten bygger rede, mister saguaro-kaktussen en del af sit vandopbevarende væv i den ydre del af stammen. Til gengæld bestøver spætten blomsterne.
Redevæggen er så holdbar, at den ligger tilbage på jorden, efter at kaktussen er visnet. Rederne har form som støvler og kaldes derfor også “saguaro boots”.
Gilaspætten udhugger selve reden i en form som et syvtal inde i kaktussens stamme. Når hullet er udhugget, begynder kaktussen at hele og udsondrer dermed en korksubstans, der med tiden bliver til en hård, beskyttende væg inde i redehullet.
Gila- og guldspætter er de eneste fugle, der konsekvent bygger reder i saguaro-kaktussen. Efterladte redehuller bliver overtaget af andre fugle, fx små ugler, purpursvaler og tårnfalke.