Se verden med din hunds øjne

Det er en misforståelse, at hunden ikke ser i farver, den opfatter blot ikke så mange som os. Til gengæld er den bedre til at se i tusmørke og opfange bittesmå bevægelser.

Hundens syn er et af de bedst undersøgte i dyreriget, og du har formentlig hørt myten om, at hunde ser i sort-hvidt. Selvom hundene ser færre farver end os, ser de dog farver og kan skelne op til 40.000 nuancer. For mennesker er tallet over én million.

Hundeøjne er udstyret med den samme type farvefølsomme celler, kaldet tappe, som menneskeøjne, men hvor vi har tre forskellige slags, har hunden kun to. Hundens tappe er følsomme over for hhv. blåt og gult lys og kan derfor skelne blå fra gul, men ikke rød fra grøn.

Forskerne gætter derfor på, at hunde oplever verden på samme måde som mennesker med rød-grøn-farveblindhed, hvor de i stedet for de to farver opfatter en række gråtoner.

Derudover har hunde et dårligere nærsyn end mennesker og er knap så følsomme over for ændringer i lysstyrke. Til gengæld kan hundes pupiller udvide sig mere end vores, og de har en reflekterende overflade i nethinden, den såkaldte tapetum lucidum. Begge dele forbedrer synet i tusmørke.

Hunde har desuden flere af en type sanseceller kaldet stave, end vi har. Stavene opfanger kun gråtoner, men de er ekstremt lysfølsomme og gode til at registrere små bevægelser på stor afstand.

Havens snegle ser frygtelig dårligt, men akkurat godt nok til, at de kan nå at søge sikkerhed i deres hus, hvis en trussel dukker op.

Den lille og talrige havesnegl har øjne for enden af sine lange tentakler. Øjnene er svære at spotte, men ses som to små, sorte prikker.

Synet er temmelig ringe, for selvom øjnene er udstyret med en linse foran et væskefyldt hulrum, har de ingen muskler til at kontrollere linsen. Det betyder, at sneglen ikke kan stille skarpt. Forskerne vurderer derfor, at sneglen snarere oplever former og skygger end faktiske billeder af det, den ser på.

Sneglen kan fornemme fx en anden snegl, den kravler forbi, bevægelser i omgivelserne eller skygger, der pludselig falder på den, hvilket er nok til en hurtig flugt ind i huset.

Havesneglens øjne indeholder heller ingen farvefølsomme synsceller. Den ser altså kun gråtoner og kan udelukkende skelne lys fra mørke. Evnen til at skelne lysintensitet hjælper sneglen med at søge mod mørke steder, når den skal gemme sig i længere tid, fx om vinteren.

Trods sit dårlige syn har havesneglen stadig et af de bedre syn i gruppen af bløddyr, som ud over snegle bl.a. tæller muslinger og blæksprutter.

Dyrerigets mest avancerede øjne sidder på knælerrejen. For at få mening i de mange synsdata har det lille krebsdyr udvidet sin hjerne.

Knælerrejen har det mest avancerede syn af noget dyr, forskerne kender. Øjnene bevæger sig uafhængigt af hinanden og indeholder sanseceller for i alt 12 forskellige farver – dvs. fire gange flere end menneskets øjne.

Samtidig er knælerrejen i stand til at se, hvordan lyset er polariseret. Lys og andre elektromagnetiske bølger svinger altid vinkelret på deres udbredelsesretning, og polarisationen afslører, hvilken retning de svinger i – og dermed om et potentielt bytte eller en fjende er på vej mod eller væk fra knælerrejen. Polariseringen giver dermed knælerrejen ekstra detaljerede synsinformationer, når den jager eller tager flugten.

Det nærmeste, vi kommer en lignende effekt, er via polarisationssolbriller og polarisationslinser til kameraer. Lyset, som rammer vores øjne, svinger i alle retninger. Med filteret bliver retninger, der fx stammer fra reflekterende sollys på en vandoverflade, sorteret fra, hvilket gør det muligt at se ned i vandet.

Forskerne har længe undret sig over, hvordan knælerrejen med sin lille hjerne finder hoved og hale i sit eget hyperkomplekse synsindtryk.

I 2019 kom et hold af australske, amerikanske og svenske forskere lidt tættere på en forståelse. De opdagede, at knælerrejen allerede begynder at behandle synsdata i klumper af neuroner i de stilke, øjnene sidder på.

Forskerne viste desuden, at rejerne har omkodet neuroner, der står for lugtesansen i andre krebsdyr, til at hjælpe med synet.

Den 200 kilo tunge kæmpemusling opfatter verden som lysende prikker igennem et utal af mikroøjne.

Kæmpemuslingen er det største bløddyr i verden. Nogle eksemplarer bliver ældre end 100 år og vokser til en diameter på 1,2 meter og en vægt på 200 kilo. Det enorme dyr er samtidig indehaver af nogle af evolutionens allersimpleste øjne kaldet oceller eller pigmentbægerøjne.

Hver ocelle har et lille hulrum med en åbning, der fungerer som pupil, mens det bagerste af hulrummet er besat med flere hundrede lysfølsomme celler. Muslingen kan se tre forskellige slags farver, men ikke kombinere dem til nuancer.

For at de simple øjne skal have en effekt, bliver kæmpemuslingen nødt til at have rigeligt af dem. Kanten af muslingens såkaldte kappe er derfor dækket af flere hundrede øjepletter, der hver måler ca. 0,5 millimeter.

De simple oceller tillader kæmpemuslingen at reagere på lys og skygge. Undersøgelser har endda vist, at kæmpemuslingen trods sine simple øjne kan reagere på bevægelse og former, før fx et rovdyr kaster sin skygge direkte på muslingen.

Da australske forskere for første gang påviste muslingens syn i 1986, kom det bag på dem, at den på denne måde kan fornemme variationer i lysstyrken i forskellige dele af synsfeltet.

Med to forskellige typer øjne navigerer de flyvende honningproducenter sikkert frem til de mest nektarrige blomster.

Bierne ser med to såkaldte facetøjne, som består af 4500-5500 ubevægelige enkeltøjne kaldet ommatidier. Facetøjnene sikrer bierne et farvesyn, der fungerer helt anderledes end vores.

Hvor vi har sanseceller for blåt, grønt og rødt lys, har bierne celler for blåt, grønt og ultraviolet. Bier ser altså ikke rødt og orange lys, men til gengæld blåt og grønt rigtig godt. Derudover kan de se ultraviolet lys, dvs. lys med korte bølgelængder, der er usynligt for os.

Mange blomster udnytter biernes særlige syn ved at have striber på kronbladene, kaldet saftmærker, der peger mod nektaren. På den måde kan bierne spotte de blomster, som er mest modne til bestøvning.

Ud over facetøjnene er bier udstyret med tre såkaldte punktøjne på toppen af hovedet. Punktøjnene registrerer bl.a. ændringer i lysets styrke og kan fx registrere skyggen fra fjender, der angriber bien oppefra.

Forskerne har desuden fundet såkaldte retningsneuroner i biernes hjerne. Retningsneuronerne behandler data fra en særlig synsfunktion, som tillader bierne at se, hvilken vej lyset svinger – den såkaldte polarisation.

Det polariserede lys skaber et lysende bånd hen over himlen, som bierne navigerer efter. Båndet er synligt for bien, selv når Solen er skjult bag tykke skyer.