Ikke alle snegle har sneglehuse. Men en såkaldt skalbærende snegl er uhjælpeligt bundet fast til sit hus og kan ikke forlade det.
Når sneglen trækker sig ind i sit hus, foregår det, ved at sneglen ændrer blodtrykket og aktiverer sine muskler. Især én muskel er ansvarlig for sammentrækningen. Det er den såkaldte søjlemuskel, der har sit udspring indvendigt i den del af sneglens bløde og muskuløse underkrop, som kaldes foden. Søjlemusklen snor sig rundt inden i sneglehuset sammen med de af sneglens bløddele, som rummer maven og de øvrige indvolde i en såkaldt indvoldssæk.
Sneglehuset – eller skallen – består af flere kalklag og organisk materiale og dannes, ved at der udskilles materiale fra det yderste lag af indvoldssækken til skallens åbning. Mange sneglehuse er spiralsnoede, og det skyldes, at skallen vokser hurtigere i den ene side end i den anden.
Biologerne ved ikke, præcis hvad formålet er med dette, men måske betyder snoningen, at sneglens indvolde kan pakkes tættere. Evolutionsbiologer mener, at sneglehuse er udviklet fra et almindeligt skjold, der har haft en beskyttende funktion for de nuværende snegles forfædre. Med tiden er der opstået et stadig større hulrum inde under skjoldet, så sneglene til sidst har kunnet trække hele kroppen ind i sikkerhed, hvis de har følt sig truet af fx rovdyr eller udtørring.
Andre dyr har også et beskyttende skalhus, som de er vokset sammen med. Muslinger har to skaller, som de kan åbne og lukke, og som de også kan stikke fx fødderne ud af.