Shutterstock
Mand holder anakonda

Anakonda – verdens største slange

Anakondaen kan veje over 200 kilo og blive mere end otte meter lang. Den gigantiske kvælerslange lever i Sydamerikas jungle og kan knuse en alligator på få minutter og sluge en hjort i én bid.

Anakondaen er verdens største slange

Den grønne anakonda er verdens største slange målt på vægten.

Den kan veje over 200 kilo, og de største anakondaer har en omkreds på størrelse med et traktordæk.

Anakondaen må dog se sig slået på målstregen af netpytonen, Python reticulatus, når verdens største slange måles på længden. Netpytonen er nemlig verdens længste slange, da den kan blive op til ti meter lang.

VIDEO: Bygningsarbejdere finder gigantisk anakonda i grotte

I 2016 stødte bygningsarbejdere i Brasilien på en gigantisk anakonda efter at have foretaget en kontrolleret eksplosion i en grotte. Anakondaen vejede efter sigende 400 kilo og målte ti meter i længden, hvilket gør kvælerslangen til den største af sin art nogensinde. Ægtheden af fundet er dog aldrig blevet fastslået med sikkerhed.

Den største anakonda, vi med sikkerhed kender til, er en hun, der blev skudt i det sydlige Brasilien i 1960.

Den målte 8,45 meter i længden og 1,11 meter i omkreds og vejede hele 227 kilo.

Hvor lever anakondaen?

Anakondaen lever primært i sumpområder nær de største floder i Sydamerikas jungler og regnskove.

Der findes fire primære arter af anakondaer:

  • Boliviansk anakonda
  • Sortplettet anakonda
  • Gul anakonda
  • Grøn anakonda.

Den store grønne anakonda lever i den nordlige del af Sydamerika i landene Venezuela, Colombia, Brasilien, Ecuador, Bolivia, Peru, Guyana og Trinidad.

Den gule anakonda lever sydligere end den grønne anakonda og kan findes i Bolivia, Paraguay, Uruguay, det vestlige Brasilien og det nordlige Argentina.

Den sortplettede anakonda lever i det nordøstlige Brasilien og i Fransk Guyana, og den bolivianske anakonda lever, som navnet antyder, i Bolivia.

Fire mænd holder anakonda

Anakondaen er verdens største slange og kan veje over 200 kilo. I naturen bliver anakondaen typisk ikke mere end 10 år gammel, men i fangenskab kan den godt runde 30 år.

© Shutterstock

Siden 2003 har både den grønne og den gule anakonda også bosat sig i sumpområdet Everglades i Florida, USA.

De to arter af anakondaer har sandsynligvis fundet vej til USA som importerede kæledyr, der er blevet sluppet løs og nu har formeret sig i Everglades.

I et forsøg på at begrænse udbredelsen af den invasive slangeart i USA vedtog Florida i 2019 en lov, der gør det ulovligt at importere anakondaer og holde dem som kæledyr i Florida.

Kort over anakondaens levesteder

Kortet viser den grønne anakondas naturlige levesteder. Anakondaen findes hovedsageligt i sumpområder ved nogle af de største floder i Amazonjunglen.

© Shutterstock

Hvad spiser anakondaen?

Den grønne anakonda når sin ufattelige kampvægt gennem en varieret kost bestående af alt fra fugle og skildpadder til rådyr, tapirer og sågar alligatorer og jaguarer.

På trods af betegnelsen kvælerslange slår den ikke sit bytte ihjel ved at kvæle det.

I stedet klemmer slangen så hårdt rundt om byttedyret, at blodårerne lukker i. Det hidtil største “tryk” fra en anakonda er målt til 90 psi, hvilket svarer til at have en mindre bus solidt plantet på brystkassen.

Det enorme pres forhindrer byttets hjerte i at pumpe blodet rundt, så hjertet til sidst går i stå. Når anakondaen har klemt livet ud af sit bytte, åbner den sit elastiske gab og sluger det i en gigantisk mundfuld.

Anakondaen kan sluge et bytte, der er dobbelt så stort som den selv. Og er byttedyret stort nok, kan anakondaen gå uden et måltid i op til et år.

VIDEO: Se anakonda gylpe en ko op igen

Anakondaen kan æde næsten alt, men for denne anakonda blev en ko for stor en mundfuld. Der findes også eksempler på anakondaer, der er sprækket og døde efter at have forsøgt at æde alt for store alligatorer.

Spiser anakondaen mennesker?

Der findes ingen beviser for, at anakondaen har dræbt og spist mennesker – på trods af at lokale historier om mennesker, der har endt deres dage i anakondaens mave, florerer mange steder i Sydamerika.

Ud fra størrelsen på de byttedyr, som anakondaen kan nedlægge, er der dog meget, der tyder på, at verdens største slange sagtens kan slå et voksent menneske ihjel.

Hvorvidt den også ville kunne sluge et menneske, er dog en anden sag. Flere forskere peger på, at vores brede skuldre kan være en umulig opgave for de ellers fleksible kæber.

I 2014 satte den amerikanske filmmager og slangeekspert Paul Rosolie sig for at finde ud af, om det er muligt for en anakonda at sluge et menneske.

Anakonda med åben mund

Som de fleste andre slanger er anakondaen i stand til at skille kæberne ad ved hjælp af elastiske ledbånd i kæben, når byttet skal sluges. Denne fleksibilitet gør verdens største slange i stand til at sluge dyr, der er lige så tykke som det tykkeste sted på slangens egen krop. Havde mennesket samme egenskab, kunne vi sluge et får i én mundfuld.

© Shutterstock

Formålet med det vanvittige forsøg var også at filme anakondaen indefra for at undersøge dens evne til at mase sit bytte og blive klogere på dens jagtadfærd.

“Anakondaen er den mest frygtindgydende art i hele Amazonas,” sagde Paul Rosolie, kort før han iførte sig sin speciallavede beskyttelsesdragt dækket til i svineblod, som skulle gøre ham i stand til at udføre forsøget uden at skade sig selv eller slangen.

Men forsøget gik ikke efter planen.

Efter få sekunder var anakondaen tæt på at brække hans arm. Paul Rosolie tilkaldte sikkerhedsholdet og nåede “kun” at have toppen af sit hoved inde i anakondaens gab.

Er anakondaen truet?

Anakondaen befinder sig i den absolutte top af fødekæden og har ingen naturlige fjender.

Verdens største slange er ikke umiddelbart truet af udryddelse, og bestanden af anakondaer er stabil. Det betyder dog ikke, at den gigantiske kvælerslange kan leve uden frygt.

Anakondaen bliver løbende dræbt af mennesker. Nogle dræber slangen for at høste dens skind og bruge det til dekorationer eller omdanne det til læder.

Andre slår slangen ihjel af frygt for, at den kan finde på at æde dem.

Den største trussel mod anakondaen er dog den stigende nedbrænding af regnskoven i Amazonas, der fjerner slangens levesteder.

Skovrydning i Amazonas

Fra august 2020 til juli 2021 blev der ryddet 10.476 km2 regnskov i Amazonas. Det er en stigning på 57 procent sammenlignet med det forrige år.

© Shutterstock

Titanoboa – verdens største slange nogensinde

Med sine mere end 200 kilo er anakondaen ubestridt verdens største slange i moderne tid, men den enorme slange blegner ved siden af en forhistorisk gigant, der snoede sig gennem Colombias regnskove for 60 millioner år siden.

Monsterslange vejede ét ton

I 2009 gravede en gruppe arkæologer en række fossiler frem fra en colombiansk kulmine.

Efter en granskning af ryghvirvlerne fastslog de, at fossilerne tilhørte en uddød kæmpeslange beslægtet med kongeboaen, pytonslanger og anakondaen.

“Vi sammenlignede ryghvirvlen med en nutidig slanges, og det var tydeligt, at den stammede fra en slange. Vi kunne se, at slangen ikke blot havde været stor. Den var den største, som videnskaben kendte til,” fortæller den kandidatstuderende Alex Hastings i dokumentaren “Kæmpeslangen fra fortiden”.

Illustration af Titanoboa

Titanoboa var ikke kun den største slange nogensinde, den var også det største hvirveldyr på landjorden efter dinosaurernes fald.

© Jason Bourque

Den forhistoriske slange, døbt Titanoboa, målte 13 meter i længden og vejede imponerende ét ton.

Arkæologerne sammenlignede fossilerne fra Titanoboa med anatomien fra andre levende og uddøde slangearter. Det gjorde dem i stand til at genskabe Titanoboa i sin fulde størrelse.