Solen bager ørkenlandskabet i La Buitrera i det nordlige Patagonien i Argentina, mens tre palæontologer leder efter fossiler. Alle tre kravler, mens de skanner overfladens grus og sten for tegn på knogler.
Pludselig finder den ene en rullesten, som viser sig at være et fossileret slangekranie. Det er blot få centimeter langt og næsten perfekt bevaret i 3D-struktur, hvilket er interessant af to grunde.
Forskere har længe manglet de nødvendige brikker til at kortlægge slangens snoede udviklingshistorie, dels fordi der kun findes få og fragmenterede spor af slangekranier, dels fordi mange fossiler oftest er lettere ødelagte eller ofte bliver fundet i 2D efter mange års pres på bunden af et fossilleje. Men efter fundet i La Buitrera ændrer det sig.
Nu har de det bedst bevarede fossilkranie fra nogen fortidsslange og yderligere syv fossiler, som blev fundet i samme område.
Tilbage i laboratoriet viser fossilet sig at stamme fra slangen Najash rionegrina. Fundene fortæller, at slanger mistede forbenene væsentlig tidligere, end forskerne hidtil havde troet, men også at de holdt fast i bagbenene i millioner af år. På den måde forbinder Najash slangernes fortid som firben med nutiden.
Fossilkraniet er en videreudvikling af firbens kranier, men i et mellemstadie og stadig uden alle de fleksible kæbeled, som nutidens slanger har. Og så havde Najash bagben, da den levede for 93-100 mio. år siden – et levn fra dens forfædre, firbenene.
Magert fossilarkiv skaber tvivl
Slanger tilhører en gruppe reptiler, såkaldte squamater, som også inkluderer firben og øgler. Selvom det er svært at få øje på, er slanger og firben tæt beslægtede. Begge nedstammer fra en gruppe af ældgamle firben.
Så langt er forskerne enige, men bortset fra det er slangernes oprindelse og evolutionære historie omgivet af mystik.
To konkurrerende teorier foreslår, at de første slanger enten opstod i havet eller udsprang fra landlevende firben, der specialiserede sig som gravere. Usikkerheden skyldes blandt andet, at langt de fleste slanger har været smådyr med skrøbelige skeletter, der hurtigt forgår, hvilket betyder, at fossilarkiverne er mangelfulde og primært består af spredte stumper af rygrads-stykker.
Desuden kan en stor andel af forhistoriske slanger være forsvundet for evigt uden at efterlade sig spor, da de fleste slangefossiler over tid er eroderet.