Hvordan kan slanger sluge dyr med spidse horn?

De største kvælerslanger som den grønne anakonda og netpytonen kan overfalde, kvæle og sluge relativt store dyr, fx svin, hjorte og mindre krokodiller. Deres teknik er at omslutte byttedyret med deres muskuløse krop og langsomt kvæle det, enten ved at det forhindres i at trække luft ned i lungerne, eller ved at hjertet klemmes så meget, at det ikke kan pumpe blodet rundet i kroppen. Når byttedyret er livløst, begynder kvælerslangerne deres arbejde med at sluge det, og det kan vare i flere timer. Kvælerslangerne begynder som regel med hovedet for at mindske risikoen for, at byttets ben skal sætte sig på tværs i spiserøret. At slangerne begynder med hovedet, har desuden den fordel, at spidse horn hos byttet kommer til at vende bagud og parallelt med slangekroppen, så de ikke så nemt kan stikke hul på slangen. Hos slanger, der tager fugle med spidse næb, kan man se, at de benytter en teknik, hvor de får vendt hovedet på fuglen, så næbbet peger bagud. På den måde undgår fuglenæbbet at såre slangen, når det passerer ned gennem spiserøret. Kvælerslangerne har flere fysiologiske fordele, når byttet har horn eller er meget stort. De kan udvide kæberne, så de kan gabe over mere. Samtidig har slangernes ribben og hud en meget stor fleksibilitet, så kroppen kan udvides og tage form efter både byttedyret og dets horn. Og endelig har slangernes mave meget stærke vægge og længdefolder, så de kan udvides i ekstrem grad. I maven sørger saltsyre for hurtigt at opløse byttedyrets knogler og horn. Hos pytonslanger falder mavevæskens pH-værdi fra 7,5 til 2 i løbet af den første dag og holder sig den næste uge nede på 1,5. Efter bare en dag i mavens syrebad er 18 pct. af byttedyret forsvundet, og som hos andre kvælerslanger er byttet næsten opløst efter en uges tid.