Verdens længste slange
Pytonslanger er en slægt af kvælerslanger, hvoraf nogle af arterne udgør verdens længste slanger.
I 2003 pralede dyrepasserne i en indonesisk dyrepark med, at de havde fanget den største pytonslange nogensinde.
Lukket inde i et bur lå en såkaldt netpyton, der efter sigende målte hele 15 meter, vejede 447 kilo og havde en diameter på 85 centimeter. Til sammenligning var den største dokumenterede anakonda, verdens største slange målt på vægt, 8,45 meter lang, 1,11 meter i omkreds og 227 kilo tung.
Siden har eksperter dog sat spørgsmålstegn ved netop dyreparkens dokumentation af pytonslangens rekordstore dimensioner.
Den største pytonslange, man med sikkerhed kender til, er et eksemplar af en anden netpyton fundet på den indonesiske ø Sulawesi i 1912. Den målte ti meter.
En pytonslange på den størrelse kan sluge og fordøje dyr, der er langt større end den selv.
Der findes eksempler på pytonslanger, der har slugt alt fra kalve til krokodiller.
Fordøjer sin mad i dagevis
Pytonslanger bruger ikke gift til at nedlægge deres måltid.
I stedet sniger de sig op på byttet, vikler sig rundt om dets krop og kvæler det langsomt.
Døden indtræffer efter få minutter, fordi pytonslangen forhindrer byttet i at trække luft ned i lungerne eller klemmer hjertet så meget, at det ikke kan pumpe blodet rundt i kroppen.

Det sorte og brune mønster på en kongepyton minder om en skovbund med visne blade og fungerer derfor som camouflage for den afrikanske kvælerslange.
Når byttedyret er livløst, begynder pytonslangen at sluge dyret i én lang mundfuld, der kan tage flere timer.
Dernæst skal byttedyret fordøjes, og den proces sætter pytonslangens krop på overarbejde.
Pytonslangens lunger vokser sig større, så den kan optage ti procent mere ilt end normalt, mens fordøjelsen af dyret står på.
Noget lignende sker med hjertet, der vokser med 40 procent. Dette gør pytonslangen i stand til at øge sin puls og pumpe store mængder ilt rundt i kroppen.

En burmesisk pytonslange på 14 kilo sluger en gris, der vejer det samme som slangen selv. Pytonslangen kan udvide både kæber, ribben og hud, så kroppen kan tage form efter byttedyret.
Afhængigt af hvilket bytte pytonslangen har fat i, tager det mellem to og tre dage og flere uger at fordøje byttet. Er byttet stort, kan slangen leve på det i månedsvis.
Vild video: Pytonslange sluger hel impala
I januar 2022 fangede kameraer i vildtreservatet MalaMala i Sydafrika en pytonslange, der kvæler livet ud af en impala og langsomt sluger den.
Hvor lever pytonslanger?
Invasiv art i USA
Pytonslanger lever syd for Sahara i Afrika, Sydøstasien, Nepal, Indien, Bangladesh, Sri Lanka, Filippinerne og Australien.
Men siden 1990’erne har den burmesiske tigerpyton udbredt sig i Floridas 3100 kvadratkilometer store nationalpark, Everglades.

De burmesiske pytonslanger indtog nationalparken Everglades i Florida i 1990’erne efter at være blevet lukket ud af tidligere ejere. I dag er der over 100.000 pytonslanger i Florida, og den invasive art udgør en stor trussel mod det oprindelige dyreliv.
I dag har den importerede pytonslange status som invasiv art i Florida, og myndighederne vurderer, at der findes cirka 100.000 pytonslanger i naturen i USA.
Hvor mange pytonslanger findes der?
De fleste pytonslanger er gigantiske, men der findes også arter, som kan sno sig rundt om en finger – som fx den australske pygmæpyton.
Ifølge den videnskabelige database The Reptile Database, der indsamler informationer om alle nulevende arter af krybdyr, findes der i alt 40 forskellige arter af pytonslanger i verden.

Verdens mindste pytonslange lever i Australien og går under det passende navn pygmæpyton. Den lille slange måler typisk blot en halv meter som voksen, og i de første år af dens liv kan pytonslangen ligge i en håndflade.
Den største pytonslange er netpytonen, der kan blive helt op til ti meter lang og dermed er verdens længste slange.
Det er dog ikke den største slange i verden – den titel går til den grønne anakonda, der kan veje det dobbelte af en netpyton.
Netpytonen lever i regnskoven i Sydøstasien og lever af fugle og pattedyr. Kommer den tæt på byerne, spiser den også gerne hunde.
En af de berømteste pytonslanger er kongepytonen, der lever i Centralafrika. Den har et mildt temperament, hvilket måske er årsagen til, at den er særdeles populær at holde i fangenskab.
Er pytonslanger farlige for mennesker?
Kan godt dræbe mennesker
Pytonslanger angriber sjældent mennesker, men er slangen stor nok, kan den godt tage livet af et fuldvoksent menneske.
I 2013 blev en indonesisk landmand dræbt af en netpyton på øen Sulawesi i Indonesien.
Slangen angreb sandsynligvis manden, fordi den følte sig truet. Først bed den ham, dernæst viklede den sig rundt om ham og klemte til, indtil manden blev kvalt. Til slut slugte den ham hel.
Senest er en kvindelig plantagearbejder i 2022 blevet fundet i maven på netpyton på den indonesiske ø Sumatra.
“En rigtig stor pytonslange kan kvæle et menneske på få minutter,” udtalte Harry W. Greene, professor i herpetologi, til USA Today i forbindelse med historien.
Den amerikanske slangeekspert har bl.a. udgivet en undersøgelse i 2011, hvor han dokumenterer, at netpytonslanger har dræbt mindst seks filippinere fra 1934 til 1973.
Da pytonslangens effektive fordøjelsessystem sletter alle spor, kan det reelle tal dog være langt højere, mener Harry W. Greene.
Som han udtalte til USA Today: “Jeg er ret overbevist om, at det sker hvert år.”