Stort projekt vil lave modeller i 3D af alt levende
Forskere rejser kloden tynd for at gennemfotografere alle dyr og planter. De genopstår som 3D-modeller på nettet og sikres evigt liv.

En specialskanner med op til 30 påmonterede kameraer skal overføre alle verdens dyr til internettet.
Forskere på et nyt projekt med navnet Digital Life vil skanne hver eneste dyre- og planteart på vores planet, fra havenes hajer og skildpadder til regnskovens spraglede frøer og træer.
Skanningerne skal genopstå som digitale 3D-modeller, så dyrene – heriblandt også de udrydningstruede arter – er sikret evigt liv online.
Sådan lyder det ambitiøse mål for projektet, som er sat i søen af forskere fra University of Massachusetts Amherst i USA.
Kameraskanner fanger dyr fra alle vinkler
Med en skanner, som er specialfremstillet til formålet, rejser forskerne nu rundt i verden til både naturområder med vilde bestande, zoologiske haver og dyrebeskyttelsescentre, hvor de fotograferer dyr fra alle vinkler, hvorefter computersoftware stykker billederne sammen til 3D-modeller.
>> Vild med dyr og teknologi? Få stillet din videnslyst med vores blad!
Planen er, at samtlige af klodens millionvis af arter skal skannes og blive tilgængelige for alle på en webtjeneste.
Teknikken bag: 30 kameraer knipser løs
Forskernes kameraer tager billeder af dyr og planter fra alle vinkler. Kameraopstillingen kan skanne et dyr på størrelse med et menneske på under 30 sekunder.