1. Pygmæspidsmus – 1,8 gram

Pygmæspidsmusen, som har en kropslængde på bare 4 cm, lever i et bælte, der strækker sig fra Europa og Nordafrika til Sydøstasien. Insektæderen indtager to gange sin vægt om dagen og går ikke af vejen for at jage bytte på sin egen størrelse. Dyret er desuden kendt for sin høje puls med over 1500 hjerteslag i minuttet.
2. Humlebiflagermus – 2,0 gram

Som navnet siger, er den mindste flagermus med en længde på bare 3,2 cm kun på størrelse med en humlebi. Den bor i huler i Myanmar og Thailand, hvor den lever i grupper på op til 500. Den flyvende insektæder forlader kun hulen for at jage omkring en halv time hver morgen og aften.
3. Pygmæspringmus – 3,8 gram

En kropslængde på kun 4,4 cm gør pygmæspringmusen fra Pakistan svær at få øje på. Og den er endnu sværere at fange. Med sine lange bagben sætter den af i meterlange spring hen over ørkensandet, mens den holder balancen med sin 8 cm lange hale.
4. Pungspidsmus – 4,3 gram

Ud over sin beskedne størrelse på 6 cm er den australske pungspidsmus speciel ved sit ekstremt flade hoved. Kraniet er meget bredere, end det er højt. Fra top til bund måler det kun 3-4 mm, og det udnytter dyret til at stikke hovedet ned i sprækker i jorden efter bytte.
5. Afrikansk dværgmus – 7,5 gram

Den kun 5,5 cm lange gnaver er udbredt i Afrika syd for Sahara i meget tørre områder. Tørsten stiller den på sin helt egen måde. Når natten falder på, stabler den små sten op foran sin hule. I løbet af natten samler stenene dug, som dyret så labber i sig om morgenen.