Spækhuggerens – og de øvrige hvalers - fjerne forfædre var ikke havdyr, men levede på land og havde fire ben.
Den ældste urhval er Pakicetus, som levede for cirka 50 millioner år siden ved floder og ferskvandssøer i Nordindien og nær den nordlige kyst af Tethyshavet i det nuværende Pakistan.
Dyret var en kødæder på størrelse med en ulv og havde lange, tynde ben og klove. Pakicetus tilbragte en stor del af tiden på lavere vand, hvor dyret skaffede føde.
Pakicetus bliver set som hvalernes stamfader pga. dens særlige opbygning af tindingebenet, som i dag kun findes hos hvaler.
Hvalernes stamfader lignede en ulv og kunne ikke svømme. Med tiden overvandt Pakicetus dog det våde element.
Fossilfund viser, at øjnene sad på toppen af hovedet ligesom hos krokodiller og flodheste. Positionen betød, at dyret kunne kigge over vandet, selvom det var sænket i til skulderen.
Formentlig kunne Pakicetus ikke svømme, men efter et par millioner år udviklede urhvalerne sig til amfibiske former, der levede både på land og i vand. Deres hale var lang, men uden moderne hvalers halefinne, og de brugte sandsynligvis lemmerne til at svømme med.
