Verdens grimmeste dyr
Skønhed kommer som bekendt indefra, men livet er nu lettere, hvis man også har udseendet med sig. Det gælder for mennesker såvel som for dyr.
På listen over truede dyrearter er det nemlig særligt de nuttede dyr med store øjne og blød pels, der får mest opmærksomhed, viser forskning.
Verdens grimmeste dyr bliver alt for ofte overset, når vi taler bevaring – og det er ikke fair.
Det mener formanden for den britiske forening Ugly Animal Preservation Society, der kæmper for at give grimme dyr mere opmærksomhed.
“Vores traditionelle tilgang til beskyttelse er egoistisk. Vi beskytter kun dyr, som vi kan forholde os til, fordi de er nuttede, ligesom pandaer. (…) Jeg har intet imod pandaer, men de har deres tilhængere. Disse arter har brug for hjælp”, sagde Simon Watt til BBC i 2013.
Udtalelsen faldt i forbindelse med Ugly Animal Preservation Societys kåring af verdens grimmeste dyr i 2013, der skulle sætte fokus på truede dyrearter, der, med organisationens egne ord, er “æstetisk udfordrede”.
Det er denne kåring som listen i artiklen tager udgangspunkt i.
Verdens grimmeste dyr er:
- Blobfisken
- Kakapoen
- Axolotlen
- Titicaca-frøen
- Næseaben.
Ugly Animal Preservation Societys kåring blev til ved en afstemning, hvor tusindvis af mennesker deltog og rangerede 13 udvalgte dyrearter.
Lær mere om verdens grimmeste dyr og stem selv på det dyr, du synes, er det verdens grimmeste nederst i artiklen.
Blobfisken

- Latinske navn: Psychrolutes marcidus.
- Længde: Ca. 30 cm.
- Bevaringsstatus: Kritisk truet.
- Kendetegn: Blobfisken er en dybhavsfisk, der næsten ikke har nogen knogler eller muskler i sin krop. Den unikke fysik får fisken til at ligne en stor, hvid geleklump, når den kommer op på land.
- Udbredelse: Blobfisken lever i Stillehavet omkring Australien og Tasmanien på ned til 1200 meters dybde.
Blobfisken er verdens grimmeste dyr
Det er svært at argumentere imod blobfiskens førsteplads over verdens grimmeste dyr.
Den mærkværdige dybhavsfisk ligner en gigantisk bleg snotklat, der har fået den forkerte finne ud af akvariet. Men der er faktisk en mening med dyrets aparte ydre.
Blobfisken lever nemlig i havdybder på 600-1200 meter, hvor trykket er op mod 120 gange højere end på land.
Blobfiskens krop består af en geleagtige masse med meget få muskler og bløde knogler, der gør det muligt for fisken at trives under det høje tryk på havbunden.
Faktisk kan blobfisken slet ikke klare sig uden det høje tryk. Hvis den kommer op på land, dør den ret hurtigt.
Det skyldes, at fiskens svømmeblære udvider sig, når dyret ikke længere befinder sig i sit naturlige habitat.
Efter kort tid vil udvidelsen blive så voldsom, at fiskens indvolde bliver presset ud af munden på fisken, hvilket ikke overraskende dræber den.
Derfor er det også en smule unfair, at blobfisken har fået titlen som verdens grimmeste dyr. Det er klart, at man ikke tager sig ud fra sin bedste side, når man tages væk fra sit naturlige miljø og kaster sine indvolde op.
Kakapoen

- Latinske navn: Strigops habroptilus.
- Længde: Op mod 60 cm.
- Bevaringsstatus: Kritisk truet. Der findes kun omkring 197 individer tilbage i hele verden.
- Kendetegn: Kakapoen er også kendt som uglepapegøjen fordi den er aktiv om natten. Kakapoen er verdens tungeste papegøje og den eneste papegøje, som ikke kan flyve.
- Udbredelse: Kakapoen lever kun på fire små øer i New Zealand, nemlig Chalky Island, Codfish Island, Anchor Island og Little Barrier Island.
Grim papegøje er godt selskab
Kakapoen er ikke som papegøjer er flest. Med en vægt på op til 3,5 kilo er den newzealandske papegøje så tung, at den ikke kan flyve.
Det betyder også, at den har svært ved at slippe væk fra sine fjender, hvilket gør den unikke fugl stærkt udrydningstruet.
For at redde den skrøbelige bestand valgte man i 1995 at flytte de tilbageværende papegøjer ud til fire små øer, hvor de ikke var truet af rovdyr.
Selvom kakapoen optræder på listen over verdens grimmeste dyr, er den et yndet kæledyr blandt de indfødte maorier på New Zealand. Og den tykke papegøje er efter sigende også godt selskab.
Den britiske ornitolog George Edward Grey var den første til at beskrive kakapoen videnskabeligt i 1845, og han skrev, at fuglen var godt selskab og opførte sig “mere som en hund end en fugl”.
Og bliver man først venner med et eksemplar af den sjældne papegøje, varer venskabet sandsynligvis resten af livet.
Kakapoen er nemlig en af de fugle i verden, som lever længst. Det er estimeret, at den kan blive helt op til 100 år gammel.
Vil du vide mere om klodens dyrerige? Så læs også vores artikler verdens hurtigste dyr og verdens farligste dyr.
Axolotlen

- Latinske navn: Ambystoma mexicanum.
- Længde: Omkring 23 cm.
- Bevaringsstatus: Kritisk truet.
- Kendetegn: Axolotlen er en vandlevende salamander med lys, gennemsigtig hud og en krans af lyserøde gæller omkring hovedet. Axolotlen er også kendt som “Mexicos vandrende fisk”.
- Udbredelse: Axolotler lever i Xochimilco-søen og Chalco-søen i det centrale Mexico, samt i vulkanske kratere kaldet ‘axalapascos’.
Axolotlen bliver aldrig 'voksen'
Axolotlen er dyreverdenens svar på Peter Pan.
Den mærkværdigt udseende salamander bliver populært sagt nemlig aldrig voksen.
Axolotlen lever hele livet i larvestadiet og undergår ikke metamorfose som fx haletudser, der udvikler sig til frøer.
Salamnderens unikke biologi har muligvis placeret den på listen over verdens grimmeste dyr, men Axolotlen er formentlig ligeglad.
Dyrets evige ungdom har nemlig gjort den i stand til at regenerere sig selv med lynets hast.
Kommer axolotlen til skade, heler cellerne omkring såret sig hurtigt og danner nyt væv med så høj hastighed, at salamanderen kan danne nye ben eller organer på blot få uger.
Forsøg viser sågar, at dyret endda kan gendanne hjernevæv og andre organer. Desuden kan den problemfrit modtage transplantationer fra andre individer.
Hvis det lykkes at finde de præcise mekanismer bag axolotlens egenskaber, kan forskerne måske efterligne processen.
Håbet er, at vi mennesker bliver i stand til at gendanne beskadiget hjernevæv og bliver bedre til at modtage transplanterede lemmer og organer.
Titicaca-frøen

- Latinske navn: Telmatobius culeus.
- Længde: Op til 20 cm fra hoved til rumpe.
- Bevaringsstatus: Kritisk truet.
- Kendetegn: Frøen har løs hud, som hænger omkring dens krop i folder, hvilket har givet den øgenavnet “pungfrøen” (“scrotum frog”).
- Udbredelse: Som navnet antyder lever Titicaca-frøen i Titicaca-søen, der ligger på grænsen mellem Peru og Bolivia.
Hudfolder giver grim frø unikke kræfter
Titicaca-frøen er den største frø i verden, som udelukkende lever under vandet. Og det kan den takke sit mærkværdige udseende for.
Frøens løse hud gør den nemlig i stand til at absorbere ilt under vandet i den sydamerikanske Titicaca-sø, der ligger 3800 meter over havets overflade.
Ifølge nogle forskere laver frøen armbøjninger på bunden af søen for at hvirvle vandet op og derigennem øge tilstrømningen af ilt på søens bund.
Ilten absorberes efterfølgende i frøens hudfolder, så den ikke behøver at bruge særlig stor lungekapacitet på at trække vejret.
På trods af frøens titel som et af verdens grimmeste dyr, er den sjældne frø særdeles eftertragtet.
Det grimme dyr har nemlig fejlagtigt fået ry for at kunne øge menneskers virilitet, og den bliver derfor jagtet i stor stil og indtaget som “frø-juice”.
Titicaca-frøen bliver også solgt som amuletter på lokale markeder, og deres unikke hud bliver nogle gange forvandlet til små tasker.
Næseaben

- Latinske navn: Nasalis larvatus.
- Længde: 73-76 cm med en hale på yderligere 66-67 cm.
- Bevaringsstatus: Kritisk truet. Der findes under 6000 næseaber frit i naturen.
- Kendetegn: Næseabens mest karakteristiske features er dens rødbrune pels, store mave og ikke mindst enorme næse, der hos hannerne kan blive over ti centimeter lang og dække munden.
- Udbredelse: Næseaben findes kun i Borneos regnskove og mangrovesumpe.
Enorm næse tiltrækker hunnerne
Skønhed afhænger som bekendt af øjet, der ser. Og set gennem vores øjne er næseaben ikke det kønneste dyr og havner derfor på en femteplads over verdens grimmeste dyr.
Da indoneserene i sin tid opdagede næseaben, var de da også ude efter dens udseende. De kaldte fx den særegne abe for “hollænderen”, da de mente at abens røde næse og store mave delte ligheder med indonesernes tidligere koloniherrer.
For næseabe-hunnerne, der ikke har den karakteristiske lange næse, får netop disse fysiske kendetegn dog hjertet til at hamre.
En stort feltundersøgelse fra 2018 udgivet i det anerkendte videnskabelige tidsskrift Science Advances konkluderer nemlig, at næseabe-hanner med den største tud er bedst til at score. Jo større næse hos hannen, desto flere hunner var der i flokken.
Forskerne bag undersøgelsen opdagede også, at der var sammenhæng mellem størrelsen på næsen, testiklerne og kroppen hos hannerne. Det betyder, at jo større næsen er, des større var både testikler og krop hos den enkelte hanabe.
Den store næse signalerer altså over for hunnen, at hannen er fysiologisk stærk og bærer på en stor mængde testosteron.
For at få hunnernes opmærksomhed i første omgang bruger han-næseaber deres brægende stemme til at forføre det modsatte køn, når mørket falder på eller sigtbarheden i regnskoven er dårlig.
Og her hjælper næsen også. Forskerne opdagede nemlig, at hannernes store tud fungerer som en slags forstærker, der giver et bedre brøl og dermed bedre succes for parring.
VIDEO: Hør næseabens brøl
Der er både hunner og hanner i denne flok, men man kan genkende hannerne på deres dybe og nærmest æselagtige brøl.
Stem på verdens grimmeste dyr
Synes du, at dyrene på Ugly Animal Preservation Societys liste er blandt verdens grimmeste?
Stem selv og vælg også mellem nye kandidater som fx nøgenrotten og den lilla næsefrø. Du kan se de nye kandidater i galleriet nedenfor.
Du afgiver din stemme under galleriet, og når du har stemt, kan du også se, hvad andre læsere har stemt.
Nye kandidater til verdens grimmeste dyr

Nøgenrotte
Nøgenrotten kan minde lidt om en pølse, der har ligget lidt for længe i solen, men det mærkværdige dyr er faktisk lidt af et fysisk vidunder. Nøgenrotten bliver usædvanligt gammel – 10 gange ældre end andre rottearter – og så er den immun over for kræft.

Lilla næsefrø
Den indiske lilla næsefrø blev første gang beskrevet af videnskaben i 2003, men den polstrede frø med grisetryne har formentligt eksisteret i over 130 millioner år. Frøen lever det meste af sit liv under jorden, men et par dage om året, når monsunen rammer, kommer et af verdens grimmeste dyr op til overfalden for at parre sig.

Aye-aye
Aye-aye tilhører dyregruppen lemurer og lever kun på den afrikanske ø Madagascar. Den langfingrede primat med den uglede frisure er verdens største nataktive pattedyr. Dyret bruger sine langefinger til at banke på træer for at lokke larver og andre insekter frem. Denne adfærd har givet Aye-aye titlen “primaternes spætte”.

Stjernenæset mulvarp
Muldvarpen har en bemærkelsesværdig stjerneformet næse, der indeholder 22 såkaldte næsefingre. Disse indeholder 25.000 receptorer, som gør muldvarpen i stand til lynhurtigt at snuse sig frem til føde i form af skaldyr, orme og insekter.

Havtaske
Havtasken er en populær spisefisk, men den fladtrykte bundfisk med det gigantiske hoveder, vinder ingen skønhedskonkurrencer. Havtasken “går” faktisk lige så meget, som den svømmer. Finnerne på siden af fisken fungerer nemlig som ben, der skubber dyret afsted på havbunden.