Verdens hårdeste bid
Ét er frygten for at blive bidt af en hund.
Noget helt andet er at blive flænset i stykker eller får knust knoglerne af dyr, der er kendt for at have naturens mest ekstreme bidstyrke.
De dyr, der har verdens hårdeste bid, er:
- Deltakrokodillen
- Nilkrokodillen
- Hvidhajen
- Alligatoren
- Flodhesten
Tag et kig direkte ind i gabet på nogle af naturens mest frygtindgydende dyr og bliv klogere på deres ekstreme kæber her i artiklen.
Deltakrokodillen har verdens hårdeste bid
På førstepladsen med verdens hårdeste bid finder man deltakrokodillen - også kendt som saltvandskrokodillen.
Den har en utrolig bidstyrke på op til 3510 kg. Til sammenligning har et menneske en bidstyrke på ca. 80 kilo, mens en schæferhund har en bidstyrke på 108 kg.
Den store krokodille bor i Sydøstasien og Nordaustralien, hvor den med sine op til ni cm lange tænder gør vandene usikre. Kosten står på både fisk, vandskildpadder, bøfler og vildsvin.
Jagtteknikken er enkel: Deltakrokodillen trækker landdyr ned under vandet, indtil de drukner.
Nilkrokodillen knuser knogler
Nilens konge knuser knoglerne på sine ofre.
Nilkrokodillen bor i Afrika, hvor den tilbringer store dele af sin dag med at solbade på sø- og flodbredder.
Men om natten glider den ud i vandet på jagt, så kun dens øjne stikker op over vandspejlet.
Når en zebra kommer ned for at slukke tørsten, smækker nilkrokodillen sine kæber om ofret med en kraft på 2268 kg. Biddet er så kraftigt, at det kan knuse et skildpaddeskjold.
Hvidhajen flænser kød fra knogler
På en tredjeplads finder man den berømte og berygtede hvidhaj. Den overrumpler sine byttedyr - fisk, sæler og delfiner - tæt på havets overflade.
Biddet på 1875 kg tager straks livet af smådyr. Større dyr dræber den ved at bide kødlunser af dem, indtil de forbløder.
Alligatorens mund er fyldt med bakterier
Det er en ulækker fætter, der indtager fjerdepladsen.
Den amerikanske alligator lever i ferskvandsområder, hvor den æder fisk, frøer, gnavere, hjorte, vildsvin, slanger og husdyr.
Den har en bidstyrke på 964 kg, som i sig selv kan være dødbringende.
Alligatorens mund er imidlertid også fyldt med bakterier, så hvis byttedyret er så heldigt at undslippe, er risikoen for at dø af en farlig infektion stor.
Flodhesten er verdens mest aggressive planteæder
På femtepladsen finder vi listens eneste planteæder. Men ikke en hvilken som helst planteæder, men verdens mest aggressive planteæder!
For det meste bruger flodhesten blot sine kraftige kæber til at bide græs over, men hvis den bliver provokeret eller skal irettesætte rivaliserende hanner, udnytter den hele sin bidstyrke på 826 kg.
Biddet er særlig kraftfuldt, fordi flodhesten kan åbne munden 150 grader.