Julie Harris/Alamy/ImageSelect

Video: Hanner går til ekstremer i jagten på mage

Tissmagning, sensuelle dansetrin og testikler dinglende ud af munden – opfindsomheden kender ingen grænser for naturens forårskåde casanovaer.

Handymænd

Fugl bygger farvestrålende hytte til sin udkårne

Se løvhyttefuglen pynte sin ungkarlehybel med alt fra bær og blade til sugerør og plastiklåg.

Fuglehanner med farverige fjerdragter er kendte for at lægge stor vægt på pragt og skønhed, når hunner skal imponeres. Løvhyttefuglen er ikke den mest iøjnefaldende fugl sammenlignet med andre arter, men kanaliserer i stedet sine æstetiske evner over på byggeri af hytter beregnet til elskovsakt.

Hannen dekorerer hytten med alverdens farverige genstande, han kan få fat i, og er storsamler af bær, blomster, insektrester, sneglehuse, fjer, glasstykker,mønter, ølkapsler, plastiklåg og andre ting i samme farvenuance.

Nogle arter maler sågar indervæggene med en blanding af knuste bær og spyt. Hannen kan bruge flere måneder på at bygge og vedligeholde elskovshytten og må også bruge kræfter på at holde andre hanner væk.

Konkurrencen er benhård, og hanner ender tit i slagsmål og forsøger at sabotere hinandens hytter og stjæle udsmykning. Hvis en hun virker interesseret, danser og synger hannen og inviterer hende indenfor i hytten, hvor hun befrugtes.

Silkegaver sikrer husfreden

Flot indpakkede gaver giver hannen tid og adgang til hunnens kønsåbning og mindsker risikoen for, at han bliver ædt.

Maven er efter sigende vejen til en kvindes hjerte, og intet sted i naturen passer talemåden bedre end hos rovedderkopperne. Her er det kutyme, at hannen medbringer en rund, silke-indpakket gave til hunnen.

Gaven indeholder som regel et indfanget insekt, men dovne hanner kan finde på at spinde silke om nytteløse genstande, fx frø, smågrene eller et tomt exoskelet.

Hunnen fokuserer på gaven, og mens hun pakker op, lader hun hannen parre sig. Er gaven tom, skal parringen være overstået i en fart, da kannibalisme er udbredt blandt rovedderkopperne.

Symmetri imponerer hunnerne

Kuglefisken puffer møjsommeligt sandkorn rundt i syv-ni dage for at bygge sin imponerende symmetriske sandcirkel. Se mesterværket i videoen.

Forskerne var en smule overraskede, da de i 2011 identificerede bagmanden bag spektakulære geometriske mønstre på havbunden.

Trods sin beskedne størrelse på blot 12 cm anlægger den japanske kuglefisk flotte, mønstrede cirkler med en diameter på op til to meter, der skal overbevise forbipasserende hunner om, at han er den rette mage.

Falder en hun i svime over symmetrien, lægger hun sine æg i midten af cirklen, hvorefter hannen befrugter dem. Cirklens udformning beskytter æggene mod vandstrømninger og sænker i midten vandets hastighed med 25 procent.

Beskidt begær

Hangiraf smager på hunnens urin

Girafhannen bukker sig ned i hunnens urinstråle og test­smager den for kønshormoner.

Selvom giraffer kan parre sig året rundt, er hunnerne kun frugtbare inden for en meget kort periode på mindre end fire dage i løbet af en tougers cyklus. Derfor prøvesmager girafhannen hunnernes urin for at finde ud af, om de er parringsklar.

Når hannen skal finde en frugtbar hun, går han rundt i flokken og støder hovedet mod hunnernes bagdele for at få dem til at sprede benene og urinere. Når en hun strinter, bøjer han sin lange hals ned og stikker hovedet ind i urinstrålen for at smage og dufte den.

Testsmagningen foregår med en såkaldt flehmen-grimasse, som anvendes af de fleste hovdyr, hvor hannen folder overlæben op, udspiler næseborene og snuser dybt. På den måde får hannen via smags- og lugtesansen indsigt i, om urinen rummer kønshormoner, og hunnen dermed er frugtbar.

Er hun klar til parring, bestiger han hende kort efter og får øjeblikkelig udløsning. En girafparring varer typisk mindre end to sekunder.

Falske testikler hænger kamelen langt ud af halsen

Se kamelhannen puste sin gane op, så den ligner en sæk slatne testikler, der hænger ud af munden.

Opstemte hanner hos kameler og dromedarer har en perlerække af sanseindtryk, som skal gøre indtryk på hunnerne. De stikker halen mellem benene og væder den med urin, som slynges rundt i luften, mens to kirtler bag hovedet og mellem ørerne udskiller feromoner, der tiltrækker hunnerne.

Men det mest spektakulære trick foregår med munden. Ved at kamelen fylder luft i den bagerste del af ganen kaldet dulla, kommer den til at hænge ud af mundvigen som en slatten ballon.

Dullaen ligner til forveksling testikler, og dens størrelse er en indikator på hannens testosteronniveau.

Ophobet luft puster ganen op

1.

Tungen trækkes tilbage og rammer et hulrum i dullaen. Ganemusklerne spændes, så ganen blokerer luftsvælget

2.

Blokeringen presser udåndingsluften ind i fordøjelsessvælget, hvor den opbygger et stort lufttryk.

3.

Herfra sendes luften videre ind i dullaens hulrum. Dullaen udspiles og presses ud af munden.

De forbudte trin

Michael Jackson-fugl moonwalker sig til sex

Showdans i højt tempo og sexede gule lår fyrer op under hunnerne.

Hannerne hos de mellemamerikanske hættemanakiner er naturens bedste dansere. De samler sig i små grupper kaldet leks bestående af op til fem hanner og bryder hver især ud i dans. Selvom hannerne konkurrerer om hunnerne, er gruppeforestillinger fordelagtige, da de tilsammen tiltrækker flere hunner.

Derudover har hannerne større parringssucces, når andre succesfulde hanner er i nærheden. Hver fugl har sin egen pind, som han holder fri for blade og forgreninger og bruger som sit personlige dansegulv. Her fremviser han sine hæsblæsende trin for hunnerne.

Det mest iøjnefaldende dansetrin er lynhurtig moonwalking, hvor hannen nærmest glider hen over grenen i høj fart uden at løfte benene.

Er moon- walken ikke nok til at fange hunnernes interesse, tilter hannen frem og tilbage på stedet for at fremvise sine attraktive gule lårben.

Erfarne flamingodansere mestrer 136 trin

Se flamingoernes hylemorsomme danseforestillinger.

Når parringssæsonen står for døren, kaster flamingoerne sig ud i forskellige kurtiseringsritualer. Mest imponerende er hannernes gruppedans, hvor hele kolonien samles til en enorm opvisning.

De mest rutinerede dansere har mere end 136 forskellige dansetrin, som de fremviser for hunnerne for at gøre sig attraktive. Hannerne bliver parringsmodne, når de er omkring seks år gamle, og tilføjer efterhånden flere og flere dansetrin til repertoiret.

Jo ældre flamingoerne bliver, jo højere bliver sværhedsgraden af deres dansetrin, og jo lettere har de ved at finde en partner. Alt har dog en ende, og i 20-årsalderen må de vige for yngre og mere adrætte dansere.

Electric boogie med livet som indsats

Hannen hos påfugleedderkoppen stalker sin udkårne og udfører en timelang dans med døden. (Spoileralert: Videoklippet ender alt andet end lykkeligt)

Hos påfugleedderkopperne er hannerne dekoreret med farvede mønstre og falske øjne. Facaden imponerer hunnerne, men kan ikke alene feje benene væk under dem. Først når udsmykningen kombineres med tryllebindende dansefagter, bliver hannerne uimodståelige.

Indledningsvis bliver hunnens interesse fanget med vibrationer, og herefter begynder det hypnotiserende kurmageri. Den farverige bagdel løftes i vejret og svajer fra side til side. Spindekirtlerne bevæger sig frem og tilbage i høj fart, imens hannen danser vibrerende rundt i særlige sekvenser.

Danseshowet er en nødvendighed, da hunnerne er ekstremt selektive og kun parrer sig én gang.

Derfor kan en uinspireret forestilling føre til afvisning eller i værste fald døden, hvis hun ser et måltid frem for en mage i ham.