Pindsvinet gør det, bjørnen gør det, slangerne gør det. For flere dyrearter er det umuligt at klare sig igennem en kold vinter, hvor kulden og mangel på føde i sidste ende kan betyde den visse død.
Derfor er de udstyret med en evne, der gør dem i stand til at sætte kroppen i dvale – eller i en dvalelignende tilstand. Her kan de enten helt undvære føde eller klare sig med et minimum af næring.
Graderne af hvilestadiet er forskellige. Pindsvin kommer i en reel dvaletilstand, hvor kropstemperaturen daler kraftigt, vejrtrækningen mindskes, og det er vanskeligt at vække dem, mens egern bare sover ekstra længe, når
kulden kommer.
Under bjørnens vintersøvn sørger avancerede biologiske mekanismer i kroppens indre for, at det pelsede rovdyr kan klare sig igennem den lange, apatiske tilstand uden nævneværdigt muskeltab eller men.
For bjørnens vedkommende er der ikke tale om decideret dvale, fordi den let kan vækkes, og fordi kropstemperaturen kun falder en smule. Det betegnes hi.
Inden vintersøvnen æder bjørnene sig til en masse ekstra fedt på kroppen. En måned før deres hi er appetitten dog minimeret, så de er rustet til at klare sig uden mad i 6-7 mdr.
Bjørnens hi
Bjørne går ikke i dvale, men i hi, hvor de relativt let kan vækkes. Inden vintersøvnen æder bjørnene sig til en masse ekstra fedt på kroppen. En måned før deres hi er appetitten dog minimeret, så de er rustet til at klare sig uden mad i 6-7 mdr.
Hovedet
Bjørnen mister varme under vintersøvnen – særligt fra panden og næsen. Derfor kryber bjørnen sammen, så hovedet ligger ind mod maven. Dermed er det primært den tykke pelsryg, der ligger fri.
Ilt
Iltoptaget til hjernen reduceres med op til 50 procent under vintersøvnen. Vel at mærke uden at hjernen tager skade. Noget tyder på, at det er et særligt hormon i bjørnens hjerne, der gør den i stand til at klare iltreduceringen.
Vægten
Under sin dvalelignende tilstand taber bjørnen 15-30 procent af sin kropsvægt. Det meste er fedtvæv. Muskelmassen bevares, så bjørnen også er stærk, når den vågner. En hanbjørn kan veje op til omkring 1.000 kg afhængigt af racen, mens hunbjørne vejer lidt mindre.
Hjertet
Normalt slår en bjørns hjerte med 40-50 slag i minuttet. Når den går i hi, reduceres det til 8-10 gange i minuttet.
Temperaturen
I modsætning til dyr, der går i rigtig dvale, falder bjørnens kropstemperatur kun ganske lidt, til 32-35 grader.
Affaldsstoffer
Bjørnen skal hverken af med afføring eller urin under sin hi. Normalt producerer bjørne ellers op til 15 liter urin om dagen, men det reduceres til det minimale under vintersøvnen. De milliliter urin, der trods alt produceres, bliver brudt ned i kroppen og omdannet til proteiner, som stopper tabet af muskelmasse.
Pattedyr foretrækker at forblive vågne
Som udgangspunkt er dvale og vinterhi ikke at foretrække for pattedyrene, for den dybe søvn er en meget stor belastning for deres organismer.
De dyr, der ikke har problemer med at skaffe føde, og som har en pels, der kan modstå kulden, foretrækker derfor at blive i vågen tilstand hele året.
Man ser eksempelvis ikke harer eller hjorte gå i hi eller dvale.
Dyrenes syvsovere
8 måneder: Gulbuget murmeldyr
- Går i dvale i gangsystemer.
- Taber 1-2 kilo under dvalen.
7 måneder: Brun bjørn
- Går i hi i huler og grotter.
- Vågner hvis forstyrret.
- Kropstemperatur falder kun lidt.
6 måneder: Pindsvin
- Ruller sig sammen i rede af blade.
- Stopper vejrtrækning i timer.
- Holder pauser i dvalen.
6 måneder: Flagermus
- Hænger i huler og grotter.
- Bruger 1/100 af normal energi.
- Kropstemperatur falder markant.
5 måneder: Snog
- I dvale under store sten eller i små huler.
- Går i dvale i store grupper.
For mange krybdyr, specielt padder og slanger, er dvale en livsvigtig funktion, fordi de er vekselvarme og dermed afhængige af solvarme. Tørke kan også få dyr til at sætte deres krop i bero.
Den vestafrikanske lungefisk kan fx overleve i flere måneder i en slimkokon på bunden af en udtørret sø, mens den venter på, at regnen atter skal falde.
Bjørnedyret er dvalemesteren
De er ikke større end en millimeter. Alligevel har bjørnedyrene, der er blandt de mindste flercellede dyr, en bemærkelsesværdig overlevelsesevne.
De mikroskopiske organismer lever på alle slags fugtige steder, og i tørkeperioder er de i stand til at gå i en dvalelignende tilstand, som gør dem i stand til at overleve ekstreme forhold. I dette hvilestadie kan de tåle op til 150 plusgrader og 270 minusgrader.
Dvalen kan vare mange år. Således er det lykkedes biologer at vække et bjørnedyr til live, der blev fundet i en mindst 120 år gammel klump tørret mos på et botanisk museum.
Mikrodyrene har tilmed overlevet en 14 dage lang rumrejse uden beskyttelse mod den kosmiske bestråling, der ellers ville gøre det af med alle andre organismer.
Forskerne drømmer om en menneskelig dvale
Mennesket drømmer om at kopiere dyrenes vintersøvn, og der forskes på livet løs. Kunne mennesker gå i dvale, ville det åbne for helt nye muligheder, bl.a. at rejse til meget fjerne planeter, der ligger mange års rejse væk.
Forsøg har også vist, at organer fra dyr i dvale holder sig meget længere tid. Det ville lægevidenskaben kunne udnytte ved organtransplantationer.
Der forskes flittigt i at udnytte vores viden om dyrenes dvale, men mekanismerne er så komplicerede, at drømmen om en menneskelig dvale formentlig ligger langt ude i fremtiden.