Dinosaurer blev udryddet af meteorsværm
To nye kratere er på alder med dommedagskrater i Mexico

I over ti år har forskerne ment, at dinosaurernes uddøen for 65 millioner år siden skyldtes, at én kæmpe meteor bragede ned fra himlen og ramte Jorden og fik katastrofale følger for klimaet.
Nu viser det sig, at den meteor, som ramte den mexicanske Yucatan-halvø og skabte det enorme Chicxulub-krater, formentlig ikke var alene om at udrydde dinosaurerne.
Forskerne har nu kendskab til yderligere to meteorkratere, der stammer fra samme periode, og som ligger hhv. i Nordsøen og i Ukraine.
Opdagelsen støtter en ny teori om, at det måske var hele sværme, der bombarderede Jorden i slutningen af kridttiden.
Det ene er det nyfundne krater i Nordsøen, Silverpit-krateret, som er 60-65 mio. år gammelt. Det andet er det ukrainske Boltysj-krater, som en ny og meget præcis datering har målt til at være 65,2 mio. år gammelt med en usikkerhed på 600.000 år.
Begge kratere er altså sammenfaldende med Chicxulub-krateret, der er 65,5 mio. år med en usikkerhed på 600.000 år.