Polarvinden hyler, og en flok planteædende andenæbsdinosaurer er stimlet sammen for at holde varmen. En tonstung Nanuqsaurus sniger sig gennem sneen i retning mod flokken – kun hjulpet af skæret fra nordlyset. Solen har ikke vist sig på himlen i fire måneder, og føden er knap, så jægeren har ikke råd til at fejle.
Pludselig går rovdyret til angreb. De voksne andenæbsdinosaurer flygter i alle retninger, men Nanuqsaurus går efter noget andet: få måneder gamle unger.
På et øjeblik dræber rovdyret en af ungerne – kun få dage før det lille dyr ville have oplevet årets første solopgang.
Nye fund viser, at flere dinosaurer, blandt andet de fjerklædte dromaeosaurer, levede året rundt tæt ved Nordpolen (stjerne) – over tusind kilometer nord for polarcirklen (gul linje). Kortet viser Nordamerika for 70 millioner år siden.
Sådan så en typisk vinterdag formentlig ud nær Nordpolen for 70 millioner år siden, for trods polarvinterens mørke og kulde vrimlede det ifølge en ny opdagelse med dinosaurer året rundt.
Fossiler fundet i det nordlige Alaska afslører, at dinosaurerne var mere hårdføre end hidtil troet – og forskerne har nogle overraskende bud på, hvordan de store krybdyr klarede skærene ved verdens ende.
Krybdyr holder sig fra kulden
Forskerne har længe vidst, at nogle dinosaurer vovede sig ind i polare områder – men opfattelsen var, at de store dyr trak sydpå inden vinteren.
Den teori gav god mening. Dinosaurerne er krybdyr, og nutidens krybdyr kan ikke klare polarvinterens kulde. De er nemlig dybt afhængige af solen til at opvarme deres kroppe og udruge deres æg.
En Edmontosaurus får øje på et pattedyr i sneen. Pattedyr er varmblodede og kan klare kulden, men det har længe været uklart, om det samme gjaldt dinosaurerne.
På dinosaurernes tid var polerne varmere end i dag, men forholdene var stadig barske. Det nordligste af Nordamerika, som for 70 millioner år siden lå ved 80-85 grader nordlig bredde, oplevede fire måneders konstant mørke om vinteren, temperaturer på ned til -10 grader og jævnligt snevejr.
De hårde levevilkår understreges af, at forskerne ikke har fundet koldblodede dyr som firben og krokodiller i disse områder. Til gengæld har de fundet dinosaurer. Og nye fund afslører, at dinosaurerne ikke kun var på sommerbesøg.
Unger var for små til at gå
Fundene er gjort ved Prince Creek-formationen i det nordlige Alaska. Her har forskerne også tidligere fundet dinosaurer, men de nye fund skiller sig ud ved at være bittesmå. De stammer nemlig fra nyklækkede dinosaurunger eller -fostre.
De små knogler viser, at dinosaurerne lagde æg i Arktis. Tidligere undersøgelser har vist, at dinosauræg var 2,5-6 måneder om at blive klar til klækning, og eftersom udrugningen krævede solens varme, må æggene have klækket midt eller sidst på sommeren.
Dinosaurer ynglede ved Nordpolen
Mindst syv forskellige slags dinosaurer ynglede ved Prince Creek-formationen i Alaska. Blandt dem var små planteædere som Leptoceratops og Thescelosaurus på nogle få meters længde, men også tonstunge planteædere som andenæbsøglen Edmontosaurus og den hornede dinosaur Pachyrhinosaurus på henholdsvis seks og 12 meter. De fjerede dinosaurer Dromaeosaurus og Troodon var områdets små rovdyr, mens den omkring otte meter lange Nanuqsaurus var toprovdyret.
Klækningstidspunktet gav ikke ungerne tid nok til, at de kunne vokse sig store inden vinteren. Og så små dyr ville med stor sandsynlighed ikke have været i stand til at foretage den op mod 3200 kilometer lange vandring mod syd, som ville have været nødvendig for at undgå kulden.
De var med andre ord tvunget til at blive og stå den barske vinter igennem.
Planteædere gik under jorden
De arktiske dinosaurer talte både små og store planteædere, små, intelligente rovdinosaurer og tonstunge rovdyr i form af Nanuqsaurus – en nær slægtning til T. rex. Hver art havde formentlig sin egen strategi til at klare vinteren.
De største af dinosaurerne kunne overleve længe uden mad, fordi de havde store fedtlagre og et lavt stofskifte i forhold til kropsstørrelsen. Tidligere fund peger desuden på, at de store andenæbsøgler var i stand til at leve af bark, som formentlig kunne findes hele året.
Mindre dinosaurer tilbragte måske vinteren på en helt anden måde: under jorden. Forskere har tidligere opdaget, at nogle små, planteædende dinosaurer gravede huler – og det er en oplagt strategi i Arktis. I hulerne kunne dinosaurerne muligvis sænke deres stofskifte til så lavt et niveau, at de kunne overleve uden mad, ligesom fx pindsvin gør i dag.
Forskerne afslører dinosaurernes kalender
De ekstreme forhold i kridttidens Arktis var en udfordring for dinosaurerne. Men takket være nye fund kan forskerne stykke sammen, hvordan et år i polardinosaurernes liv forløb.
Årsagen til, at dinosaurerne bedre kunne klare kulden end nulevende krybdyr, skal formentlig findes i stofskiftet. Dinosaurernes stofskifte lignede mere det hos varmblodede fugle og pattedyr end det hos koldblodede krokodiller og firben. Dinosaurernes kroppe kunne med andre ord selv skabe varmen og var derfor mindre afhængige af solen.
Mange af dinosaurerne var desuden beklædt med fjer eller hårlignende vækster, som hjalp dyrene med at holde varmen.
Parallellen mellem polardinosaurerne og nutidens pattedyr og fugle er i det hele taget tydelig – og den kan hjælpe os med at blive klogere på vores egen fremtid.
Dinosaurer er stadig relevante
Fundene af dinosaurer i Arktis giver forskerne mulighed for at undersøge, hvordan klimaet påvirkede dyrenes overlevelseschancer. I en undersøgelse fra 2022 sammenlignede forskere kridttidens klima og dinosaurer på tværs af Alaska – fra syd til nord.
Temperaturen og mængden af nedbør varierede fra sted til sted, og ud fra analysen kunne forskerne se, at mængden af nedbør havde større betydning for dinosaurernes udbredelse, end temperaturen havde.
Dinosaurernes evne til at skabe deres egen kropsvarme betød, at de kunne tilpasse sig vidt forskellige temperaturer. Men de var stadig afhængige af nedbøren, som havde afgørende betydning for mængden af føde.
Noget lignende kan meget vel være tilfældet for nutidens pattedyr og fugle. Og det er vigtig viden, når vi skal forudsige, hvordan de nuværende klimaændringer kommer til at påvirke klodens dyreliv.
De globale temperaturstigninger bliver ofte fremhævet som vores mest afgørende problem. Men Alaskas dinosaurer fortæller os, at vi i høj grad også bør fokusere på de store ændringer i nedbøren, som allerede nu er godt på vej – bl.a. i form af hyppigere tørkeperioder.
Dermed kan dinosaurerne ved verdens ende være med til at redde nulevende arter fra klimaforandringerne.