Når forskerne skal anslå vægten af en dinosaur, arbejder de typisk ud fra en computermodel, der rekonstruerer dinosaurens skelet ud fra de dele, som er bevaret.
Herefter beregner forskerne vægten af muskler, fedt og hud, der skal til for at dække skelettet. Metoden kaldes også rekonstruktion.
Dinosaurer var slankere, end vi troede
Undersøgelser af nulevende dyr viser, at de generelt er omtrent 20 procent tungere end den minimale kropsvægt, der kan “hænge” på skelettet.
Forskerne lægger derfor ganske enkelt 20 procents vægt til, når de – på en computer – har beklædt et dinosaurskelet med den minimale mængde muskler, fedt og hud.
Tallene viser, at dinosaurerne var langt slankere end først antaget.
Brachiosaurussen har fx “tabt sig” fra tidligere estimater på ca. 34 tons til et nyere estimat, 23 tons.
Når forskerne ikke bruger rekonstruktionsmetoden, måler de fx omkredsen af overarms- eller lårbensknoglen og indsætter disse mål i regnemodeller, som er udviklet ud fra nulevende dyr.
De to metoder kan dog give vidt forskellige resultater; fx viser en rekonstruktion, at kæmpedinosauren Dreadnoughtus vejede 27-38 tons, mens målinger af dens lårben tyder på, at den har vejet helt op til 74 tons.